Efter godt en halv times kørsel ad snørklede bjergveje væk fra den schweiziske hovedby Zürich, kommer man til en lille, idyllisk landsby ved navn Rüschlikon.
Her træder man direkte ind i en Milka-chokoladereklame. Her er grønt græs, græssende køer og skøn udsigt ned over Zürich-søen.
Det eneste, der mangler, er faktisk den violette ko.
Og så - lige pludselig - næsten gemt væk af store byggekraner, tårner IBM's europæiske forskningshovedkvarter sig op.
Tresserbeton og nanoteknologi
Det er bygget i tresserne og minder i overraskende grad om A.P. Møllers Esplanade-hovedkvarter. Bare uden de blå spejlvinduer.
Byggekraner og slagbor overdøver nu fuglekvidren, og hvor der før var grønt græs, er der nu et enormt hul i jorden ved siden af den store hovedbygning.
Her, fortæller direktøren for IBM's Zürich-center, Dr. Matthias Kaiserswerth, kommer et state-of-the-art laboratorium til forskning i nanoteknologi til at stå klart i 2011.
En investering, der alt i alt beløber sig til over en halv milliard danske kroner. Det er dog ikke en investering, IBM forventer vil betale sig selv hjem inden for de første par år. Der kan snildt gå 10 eller 20 år, fortæller Matthias Kaiserswerth.
Milliarder hældes i it-forskning
For sådan arbejder IBM i Zürich - og de i alt ni andre research-laboratorier spredt ud over kloden.
Her render omkring 3.500 forskere rundt og sikrer, at IBM får mest ud af de over 30 milliarder kroner, som firmaet årligt bruger på research og udvikling, R&D.
Det er nemlig i disse laboratorier, at IBM former sin egen fremtid. Her lægger IBM grundstenen til det, firmaet håber, en dag vil forgylde det. Ikke i morgen. Ikke i overmorgen, men måske først mange år ud i fremtiden.
IBM: Vi er nødt til at forske
I Zürich sidder 350 forskere fra 30 forskellige lande, der beskæftiger sig med så forskellige ting som nanovidenskab, kryptografi og chipkøling.
Når man spørger Dr. Matthias Kaiserswerth om, hvorfor IBM spænder så vidt i sin forskning, falder svaret prompte: "Det bliver vi simpelthen nødt til," siger han.
Han forklarer, at det er altafgørende for IBM's fremtidige konkurrenceevne, at firmaet konstant afprøver forskningens yderste grænser.
Sommetider går det godt, andre gange går det galt.
Supercomputere i tresserkælderen
Et af de steder, hvor det er gået godt, er nede i IBM's supercomputer-laboratorium, der ligger lidt afsides fra hovedbygningen.
Adgangskortenes magnetstriber skal skydes igennem indtil flere kortlæsere, før en svag summen kan høres bag døren ind til rummet, hvor de dyrebare fuldsblodsracere står, de såkaldte BlueGene-supercomputere.
Supercomputere larmer supermeget
Er der et område, IBM i gennem tiden har satset på, har det nemlig været i udviklingen af de monstrøse talknusere, der anvendes af både det amerikanske energiministerium og rumfartsorganisationen NASA til simuleringer af forskellige scenarier.
Faktisk står der i øjeblikket 'IBM' på fem ud af de 10 mest potente maskiner i verden, viser en opgørelse.
Rummet lyder som var det befolket af en hær af undergrunds-føntørere. Den kolde luft skydes op gennem små ventilationshuller overalt i gulvet og får næsten de besøgende til at lette.
Det er nødvendigt for at holde de kostbare supermaskiner kolde, så de ikke brænder sammen, forklarer IBM's supercomputer-ekspert, Dr. Alessandro Curioni, der under hele rundvisningen bliver nødt til at tale i en mikrofon tilkoblet et højttaleranlæg. Ellers er det umuligt at høre, hvad han siger.
Uforståelige hastigheder
En af de maskiner, der står og buldrer, vil, når den er færdigbygget, have en ydeevne på 10 teraflops.
Til sammenligning yder den Core 2 Duo-processor, man finder i de fleste pc'er i dag, omkring 20 gigaflops - eller hvad der svarer til 1/500 af supercomputeren. Det er dog stadig en brøkdel af, hvad verdens allerhurtigste maskiner yder.
IBM's BlueGene/L, den femtehurtigste maskine i verden, har nemlig en topfart på hele 596 teraflops og anvendes af USA's atomenergiagentur.
Før IBM for alvor får maskinerne til at skrige, ligger der imidlertid mange års tavs grundforskning bag. Sådan er det nemlig at arbejde i IBM's research-laboratorium i Zürich. Her er håbet at forme fremtiden.
