Få den fedeste fladskærm
Fladskærme er lækre. De fylder ikke så meget på skrivebordet, de giver et skarpt og roligt billede, og så sparer man oven i købet på strømmen, hvis man udskifter den gamle billedrørsskærm med en ny fladskærm.
Det er dejligt at have god plads på skærmen, men det er trods alt ikke alle, der er klar til at give mere end 10.000 kroner for en 24 tommer skærm i bredformat.
Et godt kompromis mellem størrelse og pris finder man i øjeblikket i en skærm med en billeddiagonal på 19 tommer, for her kan man få en rigtig god skærm for omkring 3.000 kroner.
LCD skærme på 17 og 19 tommer har for øvrigt samme opløsning på 1.280 x 1.024 pixels, og det betyder, at alting er mindre på en 17 tommer skærm i forhold til en 19 tommer.
En del vil nok mene, at både bogstaver og billeder bliver lidt for små og gnidrede på en 17 tommer LCD skærm, hvilket også kan være et argument for at vælge en lidt større skærm. Det bliver man glad for i længden.
Hellere DVI end VGA
I dag findes der to standarder for tilslutning af computerskærme, nemlig den gode gamle VGA, altså det 15 benede stik, der også kaldes D SUB, og så den nyere digitale DVI.
De fleste grafikkort har både DVI og VGA udgang eller to DVI udgange, som eventuelt kan forvandles til VGA med en adapter. Til gengæld er der masser af fladskærme, der kun har VGA indgang, og det er faktisk synd.
Med DVI er videosignalet digitalt hele vejen, og det sikrer den bedst mulige billedkvalitet. Når man benytter VGA til en fladskærm, skal grafikkortet først oversætte det digitale signal til et analogt videosignal, og derefter skal signalet gøres digitalt igen i skærmen.
Denne tur fra digital til analog og tilbage til digital kan ikke undgå at påvirke kvaliteten af signalet, og det kan være svært at indstille skærmen, så den står knivskarpt.
Bruger man i stedet DVI, behøver man ikke at bekymre sig om indstillinger, og man kan være sikker på, at billedkvaliteten er optimal. Derfor kan vi kun anbefale, at man køber en LCD skærm med DVI indgang.
God kontrast og lysstyrke
Lysstyrke måles i candela pr. kvadratmeter, forkortet cd/m2. På computerskærme, der ikke skal anvendes i direkte sollys, og som ikke står ret langt fra brugeren, har man ikke brug for en specielt høj lysstyrke. 250 cd/m2 er ganske udmærket, når man ikke også skal bruge skærmen som fjernsyn.
Kontrasten angives som et forhold mellem det mest lyse og det mest mørke, som skærmen kan præstere. På LCD skærme er der er tendens til, at sort ikke gengives helt godt, fordi en del af lyset slipper gennem de flydende krystaller, selv om det ikke er meningen. Hvis man ikke har et højt kontrastforhold, bliver en sort scene ofte nærmere mørkegrå. Et kontrastforhold på 500:1 bør være et minimum.
Både lysstyrke og kontrast fremgår af skærmens specifikationer, men det er straks sværere at finde ud af, om lysstyrken er fuldstændig ensartet på hele skærmen, og om farverne gengives korrekt. Her må man ty til tests som den, man finder andetsteds i dette blad.
Responstiden er vigtig
Den såkaldte responstid er blevet et vigtigt salgsargument, når der skal langes LCD skærme over disken. Det er især spilentusiasterne, der sætter pris på en kort responstid, for når modstanderen skal nakkes, tæller hvert splitsekund. Hvis man derimod blot skal bruge computeren til internetbrowsing og kontorapplikationer, er responstiden inderlig ligegyldig.
På en fladskærm dannes billedet af en stor mængde billedpunkter, pixels, der lyser mere eller mindre op i grundfarverne rød, grøn og blå. LCD skærme fungerer ved, at flydende krystaller i disse pixels enten lukker lyset igennem eller lukker af for lyset.
Responstiden fortæller, hvor længe en pixel er om at skifte mellem disse to tilstande. Jo hurtigere det går, des bedre er skærmen til at gengive grafik i bevægelse. En lang responstid betyder nemlig, at et objekt i bevægelse trækker et spor efter sig på skærmen.
Mere præcist angiver responstiden, der måles i millisekunder, tidsrummet fra en sort pixel er skiftet til hvid og tilbage til sort igen. Eller rettere: Sådan burde det være. Desværre er der ingen officiel standard for, hvordan responstiden måles, og producenterne er opfindsomme, når specifikationerne skal se godt ud.
To millisekunder
Tendensen er, at fladskærmsproducenterne definerer responstiden som den tid, det tager en pixel at gå fra én nuance til en anden nuance. Det kaldes grå til grå responstid. Argumentet for at benytte denne metode er blandt andet, at det passer bedre til virkelighedens brug af skærmene.
Når man sidder og spiller eller ser film, er det sjældent, at farven på en pixel går fra sort til hvid eller omvendt – der vil typisk være tale om et skift fra en farvetone til en anden.
Responstiden er mindre for grå til grå end for sort hvid sort, og det skal man være opmærksom på, når man læser specifikationerne. For eksempel svarer en responstid på tre millisekunder for grå til grå på Viewsonics 17 tommer LCD skærm VX724 til en responstid på 5,4 millisekunder, når man måler sort hvid sort. Begge værdier opgives i specifikationerne, og det er selvfølgelig sådan, det skal gøres.
I øjeblikket ligger rekorden for øvrigt hos BenQ og Viewsonic, der begge har lanceret 19 tommer LCD skærme med responstider på sølle to millisekunder målt med grå til grå metoden.
Igen er det værd at gøre opmærksom på, at den ultralave responstid kun har betydning, hvis man er til 3D spil med fuld fart på eller bruger computerskærmen til video. Hvis det er tilfældet, er man bedst tjent med en skærm, hvor responstiden maksimalt er på otte millisekunder.
De ekstra funktioner
Det er en fordel, hvis skærmen har indbygget strømforsyning, så man slipper for at have en ekstra boks liggende på gulvet. Derimod er indbyggede højttalere sjældent noget, man bør gå efter. Lydkvaliteten fra de små højttalere er simpelthen for dårlig i langt de fleste tilfælde.
Nogle skærme er udstyret med en såkaldt pivot funktion, så skærmen kan drejes 90 grader. Det kan være smart, hvis man for eksempel har skrevet et dokument og vil se et helt A4 ark på skærmen ad gangen, men i praksis er det svært at vende sig til, at skærmen er i højformat, og man vil sjældent benytte denne funktion.
Man kan finde skærme med indbygget USB hub, og det er smart, hvis man er løbet tør for USB porte på computeren. Man skal også huske at se på ergonomien. Skærmen skal helst kunne justeres i højden og kunne vrides og drejes i alle retninger. Endelig er designet selvfølgelig vigtigt, men her snakker vi smag og behag.
Pas på pixelfejl
Det er kedeligt at købe en splinterny fladskærm for at opdage, at der permanent sidder en sort klat midt i billedet, fordi nogle pixels er gået ud. Sådanne pixelfejl, hvor pixels enten er gået i sort eller lyser uafbrudt, optræder ret ofte.
For det meste er det dog ikke så slemt; normalt drejer det sig kun om en enkelt rød, grøn eller blå subpixel, der har opgivet ævred. Det kan være irriterende nok, men det er ikke noget, man lægger mærke til i det daglige.
Ikke desto mindre burde man kunne forlange en fejlfri fladskærm fra starten, men sådan hænger markedet desværre ikke sammen. De fleste producenter henviser til pixelfejlklasse II i standarden ISO 13406 2, hvor der højst tillades to defekte pixels eller fem defekte subpixels pr. million pixels.
Det svarer til tre pixelfejl (hvor hele pixels er enten tændte eller slukkede konstant) eller syv subpixelfejl (hvor den røde, grønne eller blå tredjedel af en pixel er enten tændt eller slukket konstant) på en 17 eller 19 tommer LCD skærm med en opløsning på 1.280 x 1.024 pixels.
Det er heldigvis sjældent at se så mange fejl på en skærm, men man kan altså være uheldig, og så vil forhandleren typisk afvise at ophæve handlen.
Hvis man vil være sikker på at købe en skærm uden pixelfejl, skal man enten have indgået en aftale herom med forhandleren på forhånd, eller også skal man gå efter en dyrere skærm med garanti mod pixelfejl. De findes nemlig også.
