Superlækre farvelasere til spotpris

Farvelaserprinteren er nu i et prisleje, hvor den er et reelt alternativ til den gode gamle monokrom printer. Vi har haft otte maskiner under 5.000 kroner på besøg i vores testcenter, og en af konklusionerne er, at man får rigtig meget maskine for kontanterne.

Superlækre farvelasere til spotpris

For ganske få år siden var farvelaserprinteren et nærmest uopnåeligt statussymbol til kontoret, som mange virksomheder sukkede efter. I dag er billedet noget anderledes, for prisniveauet er så lavt, at de billigste farvemodeller er et alternativ til monokrom printeren selv for private brugere.

Vi har samlet et felt bestående af en meget bred vifte af printerproducenter og testet deres bud på en god farvelaser, der ligger under den magiske grænse på 5.000 kroner. En overordnet konklusion for hele testen er, at man får meget for pengene.

Arbejdshest med farver

I dette prisleje får man ikke en fuldblods farvelaser, der kan bruges til de tunge DTP jobs, men man kan forvente en kraftig printer, der fint kan håndtere 30.000 sort/hvid udskrifter pr. måned og samtidig kan benyttes til at krydre årsregnskaber, PowerPoint præsentationer eller studieopgaver med farver.

Det er også de færreste kontorer, studiegrupper eller private, der har behov for en dedikeret farvelasermaskine. En hurtig monokrom laser, der giver mulighed for en gang imellem at udskrive i farver, dækker de flestes behov, og det er netop det, der karakteriserer de testede modeller.

Hos både laser og blækprinterproducenter er der en tendens til, at der er større forskel på udskriftshastigheden, end der er på kvaliteten. Alle de testede printere kan da også levere farveudskrifter fra kontorprogrammerne til ug med kryds og slange.

Til tekst, lagkagediagrammer, PowerPoint præsentationer,og lignende er det faktisk underordnet hvilken model, der vælges, hvis man kun ser på udskriftkvaliteten og ikke tager hensyn til elementer som for eksempel hastighed og pris.

Til de mere krævende opgaver som digitale billeder bliver forskellen mere synlig. Der er dog ingen af de testede printere, der falder fuldstændig igennem. Dette understreges af, at de tre personer, der har bedømt udskrifterne, ikke bare kunne hive en eller flere udskrifter ud og dømme som testtaber.

Der skulle kigges efter og sammenlignes grundigt for at finde frem til den rigtige rækkefølge.
Farvelaseren når ikke op på blækprinterens fantastiske billedgengivelse, men vi var faktisk ret imponerede over, hvor flotte gengivelser de otte printere kunne frembringe på ganske almindeligt kopipapir – og det til en pris, der er omkring en tiendedel af, hvad det koster at bruge en blækprinter.

Men selv om man kan få forskellige papirtyper til laserprinteren, der giver flottere udskrifter, er det stadig blækprinteren, der er specialiseret til højopløste billeder på fotopapir. Lasermodellen er en arbejdshest til de grovere opgaver.

Opvarmning er vigtig

Da langt de flest udskriftjobs er på mellem en og tre sider, betyder printerens opvarmningstid en hel del. I praksis betyder det, at det er vigtigere at måle, hvor lang tid der går, fra man trykker på Udskriv, til den første side ligger i udbakken, end den oplysning, man oftest får: Hvor mange sider maskinen kan præstere pr. minut, når den først er i gang .

Vi har således taget tid på både store og små jobtyper, samt på hvor hurtigt den første side er klar.
Vi har testet printerne med en lang række opgaver, som vi har inddelt i kategorierne let, middel og tung.

Dagligdags opgaver som Word dokumenter og lignende falder ind under den første kategori, PDF og PowerPoint i mellem kategorien, og digitale billeder er i den tunge ende.

Vi har ikke udskrevet helt tunge DTP dokumenter, fordi testens printere ikke er designet til at håndtere denne type udskrifter.
Herudover har vi valgt nogle kriterier for, hvad en god printer skal rumme, og forsynet dem med en procentvis vægtning.

Vi har således vurderet printerne ud fra sideprisen, muligheden for at købe ekstraudstyr og set på kvaliteten af de sider, der kommer ud af maskinerne.

Herudover har vi målt hastigheden på forskellige opgavetyper, set på vedligeholdelse, administration og garantiordninger for de enkelte eksemplarer, og endelig har vi givet en vurdering af, hvad vi mener, du får for dine penge. Du kan se de nøjagtige tal i skemaet “Sådan testede vi”.

Prisen for en side indeholder mere end blot toner omkostninger. Printerne benytter nemlig også andre forbrugsstoffer, eksempelvis fremkalderenhed eller varmeelementer.

Deres levetid er ofte forholdsvis lang, og det er praktisk umuligt at teste disse forbrugsstoffers levetid, da den er betinget af flere faktorer – om man printer sort/hvid eller farve samt hvor stor dækningsgrad, der er på udskrifterne.

Man skal således kende sit udskriftsbehov yderst godt for at kunne udregne en helt præcis sidepris. Derfor har vi brugt producenternes tal. Prisen i testskemaet er for farveudskrifter med fem procent af hver farve samt fem procent sort.

Hvis du vil have en farvelaser til hjemmet, skal du have god plads på skrivebordet, for der er tale om nogle ordentlige moppedrenge på mellem 20 og 35 kilo.

Samtidig skal du være forberedt på, at de larmer så kraftigt, at lyden generer, når der udskrives dokumenter. Glem alt om, at ordet lydsvag måske bliver brugt i reklamematerialet for printerne – de larmer alle meget, basta!

For at holde prisen under de 5.000 kroner er netkortet sparet væk på et par af maskinerne. De kan dog alle forsynes med et netkort eller erhverves i en tilsvarende model med indbygget netkort.

Også den traditionelle printerport er på vej ud, og derfor er alle printerne blevet installeret som lokalprinter via USB porten.

Generelt er det vigtigt at læse den medfølgende instruktions eller installationsguide, da det i flere tilfælde ikke er en logisk installationsrækkefølge, som bruges til printerne.

Sådan testede vi

Vi har testet printerne med en computer med en Pentium 4 3.0 GHz processor, 512 MB ram og Windows XP med Service Pack 2. Vi har testet maskinerne som lokale printere, forbundet til computeren via et USB kabel. De fleste modeller er desuden udrustet med et netkort og kan således benyttes i et netværk.

Vi har valgt at vægte testkriterierne således:
Sidepris (20%)
Udskriftskvalitet (15%)
Tilbehør (5%)
Hastighed (20%)
Administration og vedligeholdelse, herunder garantiordninger (20%)
Pris/ydelse (20%)

Til testen har vi printet følgende dokumenttyper:

Brother HL 2700CN

SAMLET VURDERING: 67/100

En solid netværksmodel, der er en trofast arbejdshest for en mindre virksomhed.

På bagsiden af HL 2700 finder man en almindelig printerport, en USB port samt et 10/100 netværkskort. Der er desuden en port til et CompactFlash kort, der gør det muligt at gemme makroer, udskriftsjob eller skrifttyper direkte på printeren.

Fysisk er printeren en ordentlig moppedreng på hele 31,5 kilo. Designet er firkantet og gråt, men maskinen er kontoragtigt solid og signalerer arbejdshest. Udskrifter fra kontorpakken er kvalitetsmæssigt i top, både i sort og farve. På mere krævende motiver er farverne stadig flotte, men de mangler noget i forhold til de bedste maskiner i testen.

I store ensartede farveflader er der eksempelvis ikke helt den ro, man kunne ønske. Der er heller ikke ro under udskrivningen, for maskinen larmer bravt under brug. Printeren er således velegnet til netværket, hvor man kan placere den lidt væk fra arbejdsstationerne, så støjen ikke generer.

Der er et to linjers display med en status for, hvor meget toner, der er tilbage i maskinen. Den testede udgave har en rigtig papirskuffe, der skubbes ind i maskinen, hvilket er en god måde at opbevare papiret på. Også tonerkassetterne er velopbevarede, og udskiftning af tomme kassetter i denne printer er sammen med Lexmarks den enkleste i testen.

Under frontdækslet sidder alle fire kassetter, der bare kan tages ud og skiftes. Maskinen leveres med 64 MB ram, men kan forsynes med helt op til 576 MB standard 144 pin DIMM ram. Installationsvejledningen er på dansk, hvilket er ganske fint for det det er nødvendigt at læse den igennem for at få maskinen i drift.

Canon LBP5200

SAMLET VURDERING: 65/100

Lille personlig farveprinter, der går sine egne veje.

Med kun 17 kilo på bagen er LBP5200 en af feltets letvægtere. De runde og bløde former er holdt i den traditionelle computer beige med undtagelse af en lille mørkeblå markering over papirindtaget. Maskinen fremtræder således ganske diskret på skrivebordet.

Den testede model kan kun tilsluttes computeren via USB porten. Der er ingen almindelig printerport eller netværkskort. Det gør, at modellen har en vejledende udsalgspris på 3.199 kroner og derfor placerer sig som en af de billige modeller i testen og en direkte konkurrent til HP maskinen.

Hvis man vil supplere med et netværksmodul til printeren, koster det hele 2.299 kroner, hvilket placerer LBP5200 som den dyreste. Vi kan derfor ikke anbefale den til netværket, men det er en fornuftig personlig farvelaserprinter.

Som på HP maskinen er der intet display, men en række lamper, der med blink signalerer Klar, Alarm og Papirproblemer. Desuden er der indikator for toner kassetternes status. Toner kassetterne monteres i en karrussel, og det er ret enkelt at udskifte dem.

Canon bruger Windows til at komprimere data, før de sendes til printeren. Det gør maskinens præstation afhængig af computerens hardware, og modellen er således også en dedikeret Windows printer. I salgsmaterialet går printeren for at være lydsvag, men det er ikke tilfældet.

Den larmer faktisk en hel del både under opstart, og mens den udskriver. Der er et åbent papirindtag, som kan klappes sammen. Det virker ikke særlig solidt, men vi oplevede ikke problemer med indtaget.

Printeren er ikke særlig hurtig og med en sidepris på 1,35 kroner er Canon den dyreste i drift blandt de testede maskiner. Der er til gengæld ikke noget i vejen med billedkvaliteten, som blev bedømt til den bedste i testen. Farver gengives rigtig flot, også på krævende fotos.

DELL 3100cn

SAMLET VURDERING: 81/100

Stor kraftkarl til netværket med masser af plads til papir.

Denne printer, der kommer fra online forhandleren Dell, tiltrækker sig fra første færd stor opmærksomhed. Ikke mindst på grund af sin enorme størrelse og det anderledes farvevalg.

Maskinen er høj, hvilket blandt andet skyldes, at der er to reelle papirindtag i maskinen med plads til 400 ark. Der er således både en papirskuffe og et indtag med en klap foran.

Printeren er holdt i mørkegrå farver, men bortset fra det ligner og opfører den sig som en vaskeægte kontorprinter. Maskinen fra Dell er den største i testen, men trods størrelsen udmærker den sig ved at være en af de mindst støjende i testen.

Displayet kan vise to linjer, hvor man kan holde øje med status for toner på den ene. I modsætning til de øvrige i testen er displayet placeret på printerens front, hvilket kræver, at printeren står i øjenhøjde, hvis man skal kunne se, hvad der står. Menunavigationen er enkel og fin.

De medfølgende tonerkassetter, der er de samme som benyttes af Epson, giver hele 4.000 udskrifter. Farverne på udskrifterne er flotte og naturtro med få korn på store ensartede flader.

Printeren er meget hurtig til små jobs på få sider, og knap så hurtig til store opgaver. Da langt de fleste kontoropgaver er under fem sider, er denne maskine yderst velegnet til netop denne type opgaver.

Den første side ligger i papirbakken efter bare ti sekunder, hvilket gør 3100cn til feltets næsthurtigste starter. Til de større kontoropgaver tager den sig noget bedre tid, som det kan ses i tidstabellen. Den tilsluttes via parallelport, USB port eller netværkskort.

Som den eneste leveres Dell maskinen med en komplet trykt manual, og så gives der 1 års onsite reparation og fuser vedligeholdelsesdækning.

Epson AcuLaser C1100

SAMLET VURDERING: 68/100

En stor solid sag, som er hurtig og samtidig frembringer flotte udskrifter

Tonerkassetterne monteres enkeltvis i en karrusel, og det kræver en smule tilvænning at få dem på plads. Når toner og fremkalder installeres, skal man – ud over at se på den tegnede vejledning – også holde øje med teksten på displayet, hvilket gav anledning til et øjebliks forvirring, da kassetterne skulle bakses på plads. De indledende øvelser med printeren gik ellers fint.

Som de øvrige modeller blev Epson printeren tilsluttet via USB porten, og den model vi havde i testcentret har da heller ikke indbygget netværkskort. Man kan dog erhverve en tilsvarende printer med netværk. Maskinen er fysisk stor og kontoragtig i både udseende og arbejdsområde, og med et netkort kan den være et fornuftigt valg til det lille kontor.

Tekst samt lagkage og søjlegrafik, der illustrerer resultaterne i årsregnskabet, står som med de øvrige modeller knivskarpt. På krævende opgaver står farverne ikke helt skarpt på store ensartede flader, men farverne gengives meget naturtro, hvilket resulterer i en lidt bleg finish. Den er hurtig til at udskrive store fotos.

På udbakken er der monteret en papirstopper, som man skal huske at trække ud, før man begynder at printe, ellers havner meget af papiret på gulvet. Med hensyn til støjen placerer denne printer sig midt i feltet.

Displayet er på én linie, og det er nemt at navigere i menuerne. Den medfølgende toner kan levere 1.500 sider, og Epson giver 1 års on site garanti på maskinen.

HP Color LaserJet 2550L

SAMLET VURDERING: 71/100

Lille no nonsense printer, som er en driftsikker personlig farvelaser til en rigtig fornuftig pris.

Dette er testens billigste model med en vejledende pris på lige under 3.000 kroner. For dette beløb får man en fornuftig printer med 64 megabyte ram og USB tilslutning. Der er ikke netkort i maskinen, men det er heller ikke denne model, vi ville vælge til netværket.

Uden netkort er den perfekt til private, studiegrupper eller lignende, der har behov for en stabil og allround farveprinter, hvor hastighed ikke er alfa og omega. Maskinen er nemlig god til almindelige dagligs og kontoropgaver, hvor der i ny og næ skal krydres med flotte farver.

Tekst og grafik står skarpt, farverne står flot, omend lidt kornet på store ensartede flader og i farveforløb. 2550L er blød og rund i designet, og HP har valgt to grå nuancer. Maskinen virker gedigen, og fysisk er den ikke overvældende stor.

Der er intet display på printeren, men en række lamper, der kan indikere forskellige meddelelser. Trods godt med lyd hører HP modellen stadig til i den mindre støjende ende af skalaen. Flere af de andre modeller larmer betydeligt mere.

Tonerne er placeret enkeltvis i en karrusel, der drejes med en knap på maskinen. Når man har fået styr på det, er det faktisk helt sjovt at sætte tonerkassetter i maskinen. De medfølgende kassetter giver 2.000 farvesider og 5.000 sider i sort/hvid.

Der var ikke problemer med tilførslen af papir i forbindelse med testen, men det sammenklappelige papirindtag virker skrøbeligt. Installationsvejledningen er på dansk, og der er desuden adgang til en udmærket online manual. Der er to års reklamationsret som det kræves i loven.

Konica Minolta magicolor 2430DL

SAMLET VURDERING: 72/100

Meget nem at komme i gang med og med indbygget PictBridge indgang til direkte udskrivning fra det digitale kamera.

Maskinen fra Konica Minolta hører fysisk til i den spæde ende med blot 20 kilo inklusive forbrugsstoffer. Den er ganske nydelig og diskret i designet, og kan sagtens tåle at blive vist frem.

Når maskinen har været slukket, skal den naturligvis kalibreres, og trods den klejne størrelse frembringer processen meget larm, hvilket man må vænne sig til, da udskrifter på denne type maskiner i det hele taget er en støjende affære.

De medfølgende tonerkassetter kan udskrive 1.500 sider, og når de er tomme, er der ingen grund til panik. Det er ganske enkelt at sætte nye tonerkassetter i maskinen, og sideprisen ved en dækningsgrad på 20 er rimelig.

Oven på printeren finder man et display, som kan vise én linje tekst samt status på toneren. Navigation i menuerne er enkel, og der er adgang til de basale funktioner direkte på maskinen.

2430DL har åbent papirindtag, papirbakke kan dog købes som tilbehør. Lågen fungerer som papirbakke, den kan klappes op og lukke for indtaget, men virker skrøbelig. Vi oplevede dog ikke papirstop eller andre problemer med indtaget.

Printeren frembringer ganske fremragende udskrifter fra kontorapplikationer som Excel og Word. Desuden er farverne på fotos rimelig gode, men med lidt mangler i farveovergange og forløb.

Som noget specielt er Konica Minolta maskinen forsynet med en PictBridge indgang, som vi kender fra mange blækprintere. Indgangen gør det muligt at udskrive direkte fra kameraet.

Desuden kan man tilslutte printer til computeren via et USB kabel til netværket. Konica Minolta giver 1 års onsite garanti, hvilket er en god service.

Lexmark C510

SAMLET VURDERING: 73/100

Er effektiv til sort/hvide print og har masser af kræfter, men bør købes med indbygget netkort.

Lexmark byder med C510 på testens største maskine, og der er tale om en sand arbejdshest med masser af kræfter. Modellen er en hurtig monokrom printer, som også kan udskrive i farve. Det betyder, at sort/hvide udskrifter er den vigtigste funktion.

Derfor kan vi anbefale denne maskine dem, der har størst behov for at udskrive dokumenter i sort/hvid fra kontorpakken, men stadig ønsker muligheden for at krydre dokumenterne med farve. Farveudskrifterne er af rimelig kvalitet, både når det gælder almindelige kontoropgaver og digitale billeder.

Lexmark C510 er veludrustet med to rigtige papirskuffer, der kan skubbes ind i maskinen. Det er en god måde at tage hånd om papirhåndteringen på. Printeren har et display, der kan vise to linjer, og de fem menuknapper er enkle at navigere med.

Netværkskortet er ikke med til denne pris, men denne model er oplagt som netværksprinter til kontoret, så hvis du overvejer denne model, anbefaler vi, at køber den med netværkskort. Det betyder, at prisen ryger lidt i vejret, men det er også i dette segment, at printeren er i sit rette element.

Den testede model har desuden ingen traditionel printerport, men kun mulighed for USB tilslutning.
Tonerkassetterne er nemme at gå til, da de er placeret på rad og række bag frontdækslet. Man kan således overskue alle fire kassetter på én gang, når der skal skiftes toner.

C510 larmer ikke ret meget, når man sammenligner med de øvrige deltagere. Der er dog stadig en gedigen summen, når maskinen arbejder. Det medfølgende tonersæt giver 1.500 udskrifter, og der er 1 års onsite garanti på maskinen.

OKI C3200n

SAMLET VURDERING: 89/100

Hurtig maskine, der rummer det hele og kan erhverves til en fornuftig pris.

Det er ikke på grund af charme eller lækkert udseende, at denne maskine fra OKI udråbes som testens vinder. Begrundelsen er, at dette muskelbundt arbejder hurtigt, præcist og leverer et flot farveresultat. OKI’s printer er feltets suverænt hurtigste, og den arbejder i et sejt, roligt og malende tempo, der signalerer udholdenhed.

På papiret er den ikke konkurrenterne overlegen, men i praksis giver den baghjul til feltet. Til prisen på 3.749 kroner får man netkort, et års onsite garanti, en fornuftig sidepris samt toner til 3.000 sider. Samlet set betyder det, at OKI kommer ud af denne dyst som nummer et.

Designet er holdt i den traditionelle computer beige, og det er funktionaliteten, som har vægtet højst. Lydniveauet er tåleligt, når det gælder decibel placerer denne printer sig midt i testfeltet.

Farverne på udskrifterne placerer maskinen midt i feltet, og på fotos med store flader med sarte farveforløb, for eksempel en himmel eller et ansigt, er de lidt kornede. Til kontoropgaver er der ingen forskel på denne maskine og konkurrenterne.

Maskinen kan rumme 400 ark papir ad gangen, men det er lidt irriterende, at udbakken ikke er designet, så papirerne holder en bedre orden. De har nemlig tendens til at glide rundt mellem hinanden.

Der er et display, som kan vise to linjers tekst, og både navigationssystem og menuer fungerer udmærket. Bag frontdækslet er der nem adgang til tonerkassetterne, der sidder på rad og række.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere