Ifølge Bo Fristed handler projektet både om kunstig intelligens, digital handlefrihed og en ny måde at udvikle offentlig it på.
Af Flemming Østergaard
Kunstig intelligens er på vej ind i den offentlige sektor. Mange offentligt ansatte bruger allerede værktøjer som ChatGPT, Claude, Perplexity eller Copilot. Men det er kun til visse opgaver, for følsomme og fortrolige oplysninger må ikke lægges ind i kommercielle AI-værktøjer som amerikansk Big Tech.
I Aarhus Kommune har det ført til udviklingen af OS2ai, en open source-baseret AI-assistent målrettet medarbejdere i kommuner og andre offentlige organisationer.
“Vi har et behov for at lave et alternativ, hvor vores medarbejdere kan være på en tryg og sikker måde, og hvor vi kan forvente, at de bruger AI på en måde, der skaber effektivisering og værdi for deres opgaveløsning,” siger Bo Fristed.
Han er chef for Innovation, Teknologi og Kreativitet (ITK) i Aarhus Kommune, formand for OS2 og modtager af Libre-Prisens Hæderspris 2026 for "mange års arbejde med ansvarlig digitalisering, open source og digital suverænitet".
Fra Aarhus til resten af landet
Bo Fristed lægger ikke skjul på, at OS2ai ikke matcher de største kommercielle AI-platforme funktion for funktion.
“Vi siger selv, at den virker ligesom ChatGPT for et år eller halvandet siden. Vi har jo ikke det samme udviklingsbudget, som de store amerikanske techvirksomheder har med milliarder af dollars i ryggen,” siger han.
Ikke desto mindre er projektet nået langt og i rivende udvikling. OS2ai har kostet tre millioner kroner at udvikle og er lanceret til Aarhus Kommunes 28.000 medarbejdere. Fordi løsningen er open source, kan den deles med andre myndigheder gennem OS2-fællesskabet. 45 kommuner og tre regioner erklærede sidste år, at de gerne ville have en kopi, når platformen var klar.
I dag er 10 kommuner i drift med OS2ai, og yderligere 10 forventes inden sommerferien. Derefter følger næste udrulningsbølge. Næste version af platformen skal bygges, så løsningen bliver lettere at distribuere, opdatere og vedligeholde på tværs af myndigheder.
“Vi er i gang med at modne platformen, så det bliver nemt at kopiere den og nemt at dele den udvikling, der sker på tværs af de kommuner, der har fået den,” siger Bo Fristed.
AI på dansk jord
Digital suverænitet er en central del af projektet. OS2ai er bygget i open source, kildekoden ligger frit tilgængelig, og platformen kan køre med åbne sprogmodeller i et kontrolleret miljø.
Aarhus Kommune har valgt at installere sprogmodellen i sit eget miljø. Dermed skal data ikke ud til eksterne AI-tjenester, når medarbejderne bruger platformen. Kommunen har samtidig valgt, at der ikke trænes videre på selve sprogmodellen med de data, medarbejderne lægger ind. Den viden, der genereres gennem prompts og svar, forbliver inde i platformen, men bliver ikke en del af den underliggende model.
Bo Fristed understreger dog, at de europæiske modeller endnu ikke nødvendigvis giver samme brugeroplevelse som de største kommercielle løsninger. Aarhus Kommune har tidligere brugt en fransk Mistral-model, men vil nu skifte til Googles open source Gemma-model, som kører i kommunens eget driftsmiljø.
“Vi kan se, at vi endnu ikke har europæiske sprogmodeller, der er gode nok til at give en tilsvarende brugeroplevelse som nogle af de andre platforme,” siger han.
Skal være standardplatform
Ambitionen er, at OS2ai hurtigt skal bevæge sig fra pilot og teknisk test til bred anvendelse. I Aarhus Kommune har alle medarbejdere adgang til løsningen, men den er endnu ikke blevet markedsført bredt. Ifølge Bo Fristed har platformen hidtil ikke haft en kvalitet, hvor kommunen kunne være sikker på, at medarbejderne ville vælge den frem for eksempelvis Copilot i browseren.
Men det er ved at ændre sig. Aarhus Kommune har testet en ny sprogmodel, installeret en ny RAG-løsning og opdateret med en ny funktion til websøgning.
“Vi har et produkt, som er meget bedre, end det var for 14 dage siden. Når vi får de forandringer implementeret ud til de kommuner, der har installationer, begynder vi at tilbyde noget, som er en rigtig god oplevelse. Inden nytår, er OS2ai default-platformen i Aarhus Kommune, det er jeg ret overbevist om,” siger Bo Fristed.
OS2ai er samtidig blevet en del af regeringens AI-storskalaprojekter. Midlerne skal bruges til at professionalisere udrulningen til kommunerne med blandt andet udrulningspakker, undervisning, vejledninger og teknisk tilpasning. Målet er, at 75 myndigheder er i fuld drift med en OS2ai-installation ved udgangen af 2027.
Økonomien er en del af fortællingen. Bo Fristed påpeger, at OS2ai i Aarhus Kommune koster omkring 25 kroner per medarbejder om året.
“Det er cirka en hundrededel af, hvad Microsoft Copilot koster i den store version, hvis alle medarbejdere havde adgang til den,” siger Bo Fristed.
Open source betyder dog ikke gratis. Der er stadig brug for udvikling, drift, vedligeholdelse, dokumentation, kompetencer og fælles governance. Forskellen er, at kommunerne ikke betaler løbende licenser til en global platform, men investerer i en løsning, de selv kan udvikle og kontrollere.
Næste skridt er AI-agenter
“Jeg tror, at noget af det, vi har brug for i Danmark, er ikke nødvendigvis at udvikle en dansk sprogmodel, men at få trænet nogle sprogmodeller til at kunne agere mere i en dansk kontekst,” siger Bo Fristed.
På længere sigt ser han dog endnu større potentiale i AI-agenter. En chatbot kan skrive, opsummere og foreslå. AI-agenter kan i princippet udføre handlinger af sig selv.
“Jeg tror ikke, at det vi kender som generativ AI, kommer til at udmønte den store effektivisering. Jeg tror, det bliver, når vi kommer til at arbejde professionelt med agentic AI, der rent faktisk gør noget,” siger han.
Netop derfor mener han, at den offentlige sektor bør samle sig om fælles platforme og standarder. Hvis kommuner og regioner hver især køber eller bygger AI-agentløsninger på forskellige platforme, risikerer de at skabe nye afhængigheder og nye administrative byrder.
“Hvis ikke vi får en eller anden form for fælles standard omkring det, så bliver det ad hoc-løsninger, der ligger rundt omkring,” siger Bo Fristed.
Han peger på, at hvert AI-system trækker omfattende krav med sig. Der skal være styr på GDPR, NIS2 og AI-forordningen. Jo flere forskellige systemer, jo større bliver opgaven med dokumentation, kontrol og opfølgning.
“Hvis vi har otte forskellige systemer, så er den opgave otte gange større, end hvis vi kun har ét system,” siger han.
Europæisk samarbejde
OS2ai er også en del af et europæisk spor. Aarhus Kommune og OS2 arbejder sammen med partnere fra Holland, Belgien og Luxembourg i et EU-projekt under programmet Generative AI for Public Administrations.
”Vi har budt ind med projektet EUROPAI, som skalerer endnu mere på to platforme. Den ene er OS2ai, og den anden er hollandske GovChat.NL. Målet er at udvikle AI-funktioner, der kan virke på tværs af de to platforme og dermed bidrage til fælles standarder for offentlig AI i Europa,” siger Bo Fristed.
Ambitionen er at skabe et økosystem, hvor offentlige myndigheder har en tryg og sikker platform, men hvor private leverandører også kan udvikle AI-funktioner, der kan kobles på.
“Fordelen for os er, at vi kan få præsenteret AI-funktioner til vores medarbejdere i én brugergrænseflade, så de slipper for at hoppe rundt i forskellige systemer, som det er i dag,” siger han.
Mere end AI
Aarhus Kommune har besluttet, at 25 procent af kommunens kontorpakkelicenser skal flyttes væk fra Microsoft og over på en open source-platform frem mod 2029. Bo Fristed kalder det den første politiske beslutning i Danmark, der konkret handler om digital suverænitet.
Samtidig arbejder OS2 med flere andre projekter, der skal mindske afhængigheden af eksterne leverandører som de amerikanske. OS2skole skal skabe en open source-baseret platform til skoleelever og lærere som alternativ til Microsoft og Google – forventes klar efter sommerferien. OS2borgerPC er den pc-løsning, borgere møder på blandt andet biblioteker, jobcentre og socialforvaltninger. Og OS2adminPC skal give kommunale medarbejdere et alternativ til Microsoft-baserede arbejdspladser.
Målet er ikke at lave isolerede løsninger, men at finde fælles komponenter, så skoleelever, borgere og medarbejdere over tid kan møde mere ensartede åbne løsninger.
“Så får vi fjernet det her med, at vi opfostrer vores børn til enten at være Google-brugere eller Microsoft-brugere fra starten af, men giver dem adgang til noget, der er åbent og frit,” siger Bo Fristed.
“Det er måske ikke muligt at blive 100 procent suveræn, men vi får langt større digital handlefrihed og digital modstandsdygtighed. Og jeg tror, vi kan komme ret langt i fællesskabet. Jo flere der gør det sammen, jo billigere og bedre bliver det i længden,” siger han.
![]()
Kort om OS2
OS2 er et offentligt digitaliseringsfællesskab, hvor danske kommuner og andre offentlige myndigheder samarbejder om at udvikle, dele og videreudvikle open source-løsninger. Fællesskabet gør det muligt at løse fælles digitale behov på tværs af den offentlige sektor og skabe løsninger, som kan genbruges af mange. OS2 arbejder for større digital handlefrihed, fælles ejerskab, gennemsigtighed og mindre afhængighed af enkelte leverandører. Foreningen OS2 har eksisteret i 14 år, understøtter 85 kommuner og en række andre myndigheder og driver aktuelt 27 IT-løsninger.