Læs også: Flip flap floppyen er død
I midten af 1970'erne så en ny type computer dagens lys. Mikrodatamaten blev den kaldt herhjemme. Den var et resultat af en teknologisk udvikling, der betød, at det pludselig var muligt at fremstille computere, der ikke længere behøvede at fylde et helt lokale, men kunne placeres på et almindeligt skrivebord. Med mikrodatamaten opstod et behov for et nyt og mindre lagermedie. Først og fremmest fyldte og vejede 8"-drevet nemlig ret meget - og så var det alt for dyrt.
Den første producent, der efterspurgte mindre disketter, var efter sigende Wang Laboratories, som i 1973 var en af de første virksomheder, der startede med at producere de dengang små computere. En ingeniør fra firmaet Shugart Associate skulle ifølge legenden have udarbejdet en prototype på en mindre diskette med udgangspunkt i målene på en cocktail-serviet - og hermed var 5,25"-disketten født.
De første 5,25"-disketter kom på markedet i 1977 og blev hurtigt det mest populære lagermedie til mikrodatamaterne. Både på grund af størrelsen og fordi diskettedrevene var langt billigere end de store 8"-drev.
Før 5,25"-disketten var kassettebånd det mest brugte medie til at indlæse programmer på mikrodatamaten. De var dog enormt langsomme og kunne kun læses lineært. Derfor var de ikke ret velegnede til andet end blot at læse programmer ind i datamatens arbejdslager.
Da mikroerne blev udstyret med diskettedrev, blev det pludseligt muligt at afvikle eksempelvis databaseapplikationer, fordi disketterne gav mulighed for at aflæse data i vilkårlig rækkefølge.
"Mikrocomputeren kunne ikke have ladet sig gøre uden disketter," konkluderer Finn Verner Nielsen.
Han forklarer, at en harddisk på det tidspunkt var alt for kostbar til, at det overhovedet gav mening at udstyre de små computere med en sådan. I stedet gjorde disketterne det muligt at afvikle styresystemer og programmer direkte fra disketten, der samtidig var et fleksibelt og effektivt lagermedie.
Det japanske vidunderbarn
I den første halvdel af 1980'erne var 5,25"-disketten det altdominerende lagermedie til det, der efterhånden kom til at hedde pc'er.
Men allerede i 1981 fremviste den japanske elektronikvirksomhed Sony et diskettedrev, der benyttede disketter på 3,5". På trods af konkurrence fra en lang række virksomheder, der i starten af 80'erne udviklede deres egne eksotiske disketter, blev Sonys disketteformat hurtigt en industristandard. Ikke mindst da det lykkedes det japanske firma at overtale Apple til at bruge formatet i en ny serie Macintosch-computere.
Langsomt, men sikkert overtog 3,5"-disketten markedet for disketter, og det år, salget af diskettedrev toppede sidst i 1990'erne, blev der på verdensplan solgt omkring 120 millioner 3,5"-drev.
Op gennem 1990'erne begyndte disketterne så småt at få konkurrence fra cd-rom'en som lagermedie. Ikke mindst da cd-brændere så småt begyndte at blive hvermandseje.
Alligevel overlevede disketten i lang tid som blandt andet driver-disk og boot-disk. Desuden var disketterne stadig et mere fleksibelt medie til at flytte små mængder data, som for eksempel tekstdokumenter, imellem computere. Men efterhånden som det bliver mere almindeligt at udveksle data over internettet, og flash-hukommelse og små usb-drev bliver billigere og mere udbredte, begynder disketten så småt at blive udfaset.
Et sejlivet medie
Apple var den første fabrikant, der helt droppede diskettedrevet på virksomhedens iMacs tilbage i 1997, og for nyligt meddelte Sony så, at virksomheden stopper sin produktion af 3,5"-disketten.
"Internettet og USB-nøglen dræbte disketten," udbryder Finn Verner Nielsen.
Men efter en kort tænkepause retter han sig selv.
"Hvis den da rent faktisk er død. Det er jo ikke kun Sony, der producerer disketter. Det er ikke helt umuligt, at disketten har mange år at leve i endnu. Papirstrimlen, for eksempel, nåede at overleve langt flere år, end nogen havde forestillet sig. Helt frem til 1990'erne var der faktisk enkelte teleselskaber, der brugte papirstrimler, ligesom de blev brugt til CNC-maskiner i mange værkstedsmiljøer," fortæller han.
"Det har jo også vist sig, at disketten er et utroligt holdbart medie," indskyder Knud Viuf.
"Langt størstedelen af de disketter, vi modtager i Datahistorisk Forening, som ofte er over 20 år gamle, kan faktisk stadig læses helt uden problemer. Det skyldes selvfølgelig, at datatætheden ikke er nær så stor som på nutidens lagermedier," siger han.
Tiden må vise, om disketten er en truet art, der er dømt til udryddelse, eller om den kan overleve i et eller andet eksotisk nichemarked. Men på nuværende tidspunkt ser det dog sort ud for floppy'en.
"Selvfølgelig dør disketten på et tidspunkt," siger Finn Verner Nielsen.
"Det eneste medie, der for alvor har overlevet hele vejen igennem historien, er jo papiret. Det, der er skrevet på papir, kan stadig læses flere hundrede år senere. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på," siger han.
Læs også: Flip flap floppyen er død
