Nu har vi fedtet rundt i det længe nok:
Vi VED, at annoncering på generelle nyheder aldrig kan betale for udgiften til at producere dem.
Vi VED, at almindelige aviser ikke kan tage sig betalt for deres nyheder.
Og vi VED, at selvom både Politiken, Berlingske,
Jylllands-Posten og alle de andre beslutter sig for at lukke for gratis på samme dag og klokkeslæt - så vil forretningen ved at bryde aftalen være alt for god.
Så glem det nu bare. Det kommer ikke til at ske.
Mediet er en markedsplads
Lad os i stedet sige som Batman i en af denne verdens bedste drengefilm: "Gentlemen, let's broaden our minds."
Et medie er en markedsplads. Sådan har det altid været.
Modellen for alle former for kommercielle medier er per definition at producere indhold, som tiltrækker en bestemt gruppe af mennesker - hvorefter man sælger denne gruppe menneskers opmærksomhed til nogen, der vil sælge dem noget.
Bilmagasiner, haveprogrammer og sundhedsfikserede blade har alle dage været udviklet i et tæt samspil med de potentielle annoncører. Det er en no-brainer.
Aviser derimod (finansaviser undtaget) har haft deres væsentligste styrke i, at de tiltrækker mange mennesker med mange forskellige interesser. En Berlingske-læser har godt nok andre karakteristika end en Politiken-læser, så man skal tale lidt forskelligt til dem. Men de har de samme behov, og annoncørerne vil sælge dem de samme forsikringer, de samme banker, de samme ferierejser og så videre.
Avisernes unikke styrke har derfor været muligheden for at sende et budskab til mange mennesker på en gang. Men sådan er det ikke længere.
Lær læserne at kende
Læserne af papisaviserne bliver nemlig færre - og netttet tilbyder omvendt flere sidevisninger, end nogen avis nogensinde kan hamle op med.
Der er bjerge af sidevisninger på alle mulige websites, og derfor er og forbliver prisen for bred annoncering latterlig lav.
I den trykte avis foregår salget ved at indrykke annoncer rettet mod alle læsere, men den metode kan bare ikke overføres til nettet. Der er ikke penge i det. Nettets styrke er en anden.
Nogle få tænker anderledes, herunder nærværende udmærkede medie. Computerworld arbejder bevidst på at lære os læsere at kende. Og de arbejder bevidst på at få tilladelse til at kontakte os.
Se nu for eksempel de mange gode whitepapers, der tilbydes på Computerworld.dk. De kommer fra virksomheder, der som oftest betaler en professionel formidler for at skrive dem.
De skal nemlig være gode og informative for at blive accepteret. Rene salgstaler slipper ikke ind. Vi skal gøres klogere. Og når først indholdet er accepteret, skal firmaerne også betale for at få dem lagt på.
Men læserne betaler skam også for at læse dem.
Noget for noget
Vi betaler som oftest med to valutaer; Den første er information om os selv, den anden er en tilladelse til at blive kontaktet af det firma, der har leveret whitepaper'et.
På almindelig dansk hedder det "noget for noget"; Du gør mig klogere, til gengæld accepterer jeg at blive ringet op af din sælger. Det er vel fair nok.
På salgssprog kaldes det for at "sælge leads". Og som forretningsmand er det meget mere interessant at købe retten til at kontakte en it-chef i en større virksomhed med interesse for at lægge data i skyen, end det er at betale for en cloud-annonce, som højst bliver klikket på én gang ud af tusinde.
Aviserne skal tænke som Computerworld. De skal formidle den direkte kontakt mellem køber og sælger. Så får læserne tilbud, der interesserer dem, sælgerne får interesserede købere, og medierne får flere penge.
Relevans for den enkelte, ikke for masserne. Det er for pokker det, nettet kan.
Kom i gang!
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
