Dansk bredbåndsselskab ansætter ny topchef

Dansk leverandør af trådløst bredbånd konstituerer virksomhedens økonomidirektør som administrerende direktør, efter den gamle direktør blev fyret i sidste uge.

Artikel top billede

Læs også: Bredbånds-direktør fyret på gråt papir.

For bare en uge siden blev Elro's administrerende direktør Henry Lei Jacobsen fyret og fritstillet med omgående virkning.

Nu er selskabets økonomidirektør, 44-årige Chris Dahlerup, blevet konstitueret som Jacobsens afløser i førersædet. 

Chris Dahlerup har arbejdet som økonomidirektør i ELRO Energi og Kommunikation og herunder bredbåndsselskabet Skyline gennem halvandet år. Tidligere har hun blandt andet været økonomiansvarlig i it-virksomhederne Systematic, Front-data og Benau.
 
"Efter halvandet år kender jeg organisationen godt nok til at være stand in," siger Chris Dahlerup, som er konstitueret administrerende direktør, indtil bestyrelsen beslutter sig for, hvordan ledelsesgruppen skal sættes sammen.

Jeg fortsætter gerne

Bestyrelsesformand Nikolaj Per Schøler forventer, at "der vil gå et halvt års tid før den fremtidige ledelse ligger fast."

Hvis Chris Dahlerup føler, at hun er "den rigtige til jobbet", når stillingens ansvarsområder er fastlagt, så fortsætter hun gerne som administrerende direktør. 

Elro Erhverv har været plaget af massive underskud. Ganske kort ser Elro Erhvervs økonomiske historie således ud: Fra et overskud i 2006 på seks millioner kroner til minus 15 millioner i 2007, minus 34 millioner i 2008, minus 57 millioner i 2009 og endelig minus 79 millioner kroner på bundlinjen i 2010. Alle tal er resultat efter skat.

"For det første har Elro Koncernen haft overskud gennem mange år undtagen sidste år og for det andet, så etablerer man ikke et landsdækkende trådløst netværk, som genererer overskud uden videre. At skabe overskud i sådan en forretning tager tid," siger Chris Dahlerup.

Hun vil ikke "på nuværende tidspunkt" udtale sig om, hvornår Elro Erhverv begynder at tjene penge.

I øvrigt er Skyline ikke landsdækkende endnu, men bliver det ifølge direktøren i år.

Vi knækker ikke

WiMax er uomtvisteligt et vanskeligt forretningsområde, hvor investeringer på hundreder af millioner kroner ikke i tilstrækkelig grad har gødet jorden for kæmpe fortjenester.

Hvor længe kan I klare jer, før Elro knækker halsen økonomisk?

"Indtil videre har vi fulgt vores forretningsplan, som er gundlag for etableringen af Skyline, og så længe vi følger planen, så skal vi nok klare os - også økonomisk," siger Skyline-direktøren.
Nogle hævder, at WiMax-teknologien er en død sild?

"Det kommer an på, hvem du spørger. Teleanalytikeren Torben Rune mener eksempelvis, at WiMax er en en død sild, men spørger du John Strand, så har han præcis den modsatte opfattelse. Fakta er, at vi har etableret et trådløst netværk, som vi mener, der er en fremtid i," konstaterer Chris Dahlerup.

Nej, det var ikke en fejl

Så købet af WiMax-licensen i sin tid var ikke en fejldisposition?
"Nej, købet af WiMax-licensen var ikke en fejl, det mener jeg bestemt ikke, at det var," siger Chris Dahlerup og fortsætter:

"Vi bliver ved, og vi holder fast. Her i 2011 dækker vi hele landet med vores trådløse netværk, og vi lever op til de krav og forventninger, som vi stiller til os selv, og som omverdenen stiller til os."

Konkurrencen mærker Skyline især fra et velkendt trekløver.

"Butlernetworks konkurrerer vi især med på erhvervssiden. Derudover konkurrerer vi med fiberbredbåndsforbindelserne som Waoo og TDC leverer," siger Chris Dahlerup.

At kampen ville blive hård for at gøre det landsdækkende trådløse WiMax-baserede bredbånd til en god forretning blev forudsagt helt tilbage i 2007.

Læs også: Bredbånds-direktør fyret på gråt papir.

Annonce

Annonceindlæg fra Admin By Request

Sikkerhedspolitikken skal følge brugeren - ikke virksomhedens firewall

Med det nye produkt - Web Access Management - vil danske Admin By Request flytte IT-sikkerheden frem i processen.

Navnenyt fra it-Danmark

Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

Nathalie Kajberg Knudsen

Elbek & Vejrup A/S

Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Lars Erik Larsen

Jyske Bank

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

Maria Juliane Friedrichsen

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,