Mediegiganten AOL Time Warner vil af med "AOL" i navnet. Det signalerer dårlig fusions-synergi, mener chefen for internet- delen, America Online (AOL), Jonathan Miller. Ironisk nok var det AOL selv, der insisterede på at sætte sit aftryk på koncernnavnet for tre år siden, da handlen til næsten en billion kroner blev indgået.
Dengang betragtede AOL det som en fantastisk sejr for en ung internet-opkomling at have indgået en fusion med et af verdens største medieselskaber.
Men i dag står navnet som symbol på alle de værste problemer, som storfusioner kan medføre. Siden 2000 er AOL's forretningsplan kollapset, og der er ikke opstået de forventede synergier mellem de to selskaber, som ellers blev spået en dominerende fremtid på mediemarkedet.
Og det er også AOL, som nu vil have skilt de to navne ad igen. Ifølge Financial Times' onlineudgave har Jonathan Miller bedt om "at få sit varemærke tilbage" i et memo til AOL Time Warners koncernchef Dick Parsons. (rst)