Outsourcing presser ansatte psykisk

Outsourcing øger risikoen for angst, stress og frustrationer hos de medarbejdere, der ufrivilligt får en ny arbejdsgiver. Stor ledighed forværrer problematikken. Virksomheder og fagforeninger anbefaler større opmærksomhed om problemet.

TDC outsourcer systemdrift til CSC ? 183 medarbejdere følger med.
SDC outsourcer finanssystemer til BluePhoenix ? 65 medarbejdere følger med. Tryg outsourcer it til CSC ? 76 medarbejdere følger med.

Outsourcingbølgen har ramt Danmark, og et stigende antal ansatte må skifte arbejdsplads, som et led i en større handel.

Psykisk pres

Det skaber psykisk pres på den enkelte, og flere undersøgelser peger på, at medarbejdere, der er blevet outsourcet, oplever frustration, stress og angst.

Hos CSC er man bevidst om den psykiske påvirkning, som medarbejderne føler, når de skal skifte virksomhed som en del af en outsourcingaftale.

Hver tredje CSC-medarbejder på nordisk plan er overtaget fra en anden virksomhed.

? Vi tager jo imod folk som i overført betydning ikke er her frivilligt. De har aldrig sendt os en ansøgning, og nogle føler sig svigtede af den virksomhed, de kom fra. Selv om det ikke er alle, der oplever problemer, tager vi alligevel en snak med folk, når de kommer. Vi gør dem opmærksomme på, at det efter en outsourcing er ganske normalt og helt okay at opleve en periode, hvor de er kede af det, frustrerede eller stressede, siger HR-direktør, Susanne Öngör.

I CSC har man af samme årsag udviklet en lang række tiltag som medarbejdersamtaler, workshops, forandringsagenter, fadderordninger og cafémøder, der skal hjælpe de nye medarbejdere på plads i virksomheden.

Roden til medarbejdernes stress, hedder ifølge erhvervspsykolog Mikkel Ejsing Jensen ?tabt omverdenskontrol?.

? Mennesker kan klare meget, hvis de føler, at de har kontrol over deres liv, men når medarbejderne følger med som en del af en aftale, føler de et tab af kontrol over deres arbejdsliv. Det fører til stress, som igen kan føre til angst og depression, siger han.

En 37-årig SAP-specialist, som ønsker at være anonym, har været igennem en outsourcing og tabet af kontrol hele to gange.

Først blev han outsourcet sammen med virksomhedens IT-afdeling til en stor leverandør som en del af en global aftale. Problemer i aftalen mellem virksomheden og outsourcingleverandøren betød imidlertid, at ordningen blev opsagt.

15 måneder efter han var kommet til det ny sted, blev han outsourcet tilbage til den virksomhed, han oprindeligt kom fra.

? De fine herrer stod først og fortalte os, hvor fantastisk den nye virksomhed var, hvor gode karrieremuligheder, vi ville få. Bagefter stod de og sagde det samme om den oprindelige virksomhed, og det havde en meget hul klang. Det er en frustrerende oplevelse, hvor det er svært at bevare motivationen. Jeg får løst de opgaver, jeg skal, men ikke meget mere, og jeg har været ude at se mig om på jobmarkedet, siger han.

Specielt meldingerne om manglende motivation nikker man genkendende til hos fagforeningen Prosa.

I 2001 gennemførte foreningen en undersøgelse om outsourcing blandt 807 medlemmer, der viste, at medarbejdere, som har været igennem en outsourcingproces, er mere tilbøjelige til at føle sig initiativløse.

Ledighed forværrer

? Der er en usikkerhed, som følger med outsourcing. Spørgsmål som: Hvilke kvalifikationer forventes det, at jeg har? Hvilken type ledelse får jeg det nye sted?, Hvor lang tid vil de have mig? Kan jeg finde mig til rette? Alle de ting kommer i spil, og det giver en enorm utryghed hos den enkelte, siger faglig sekretær Eva Christensen.

Hun peger samtidig på, at den øgede arbejdsløshed blandt it-arbejdere forværrer problemstillingen.
? Tidligere har det jo været sådan, at hvis man ikke kunne lide den virksomhed, man blev outsourcet til, kunne man bare finde et nyt job. Det er ikke tilfældet på dagens jobmarked, siger hun.

Mere fokus

Hos PA Consulting Group, mener konsulent Niels Holger Poulsen, at der generelt er for lidt fokus på de organisatoriske konsekvenser ved outsourcing.

? Der er vældig meget fokus på omkostningsniveau og på, at man kan købe sig til bedre service og ikke nok på, at det rykker ved processer og samarbejdsmønstre i virksomheden. Man ændrer situationen for de medarbejdere, der skal forlade virksomheden, og de medarbejdere der skal blive tilbage. Hvis man ikke indser, hvor stor en organisationsændring outsourcing er, så har det stressmæssige og psykiske konsekvenser for medarbejderne, siger han.

Han bakkes op af CSC?s Susanne Öngör.

? Der kan ikke komme nok fokus på de menneskelige aspekter ved outsourcing. Nøglen til en succesfuld outsourcing ligger jo hos medarbejderne og ikke i teknikken.

Denne artikel stammer fra fredagens udgave af avisen Computerworld.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network

    T-Systems har pr. 11. november 2026 ansat Henrik Fugmann som Industry Lead, Public Sector. Henrik skal især beskæftige sig med forretningsudvikling indenfor den offentlige sektor med fokus på digital suverænitet, herunder cloud, AI og sikkerhed. Henrik kommer fra en stilling som Business Director hos DXC Technology. Nyt job

    Henrik Fugmann

    T-Systems

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

    Ronni Randrup

    Netip A/S

    LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job