Microsoft er i fuld gang med at ruste sig mod Mydoom-ormen, som søndag forårsagede et totalt kollaps af softwareselskabets SCO's website, da i titusindevis af Mydoom-inficerede computere samtidig forsøgte at komme i kontakt med sitet 64 gange i sekundet.
SCO-angrebet var forårsaget af den første version af Mydoom-ormen.
Den anden version, Mydoom.b, er programmeret til at rette et tilsvarende angreb mod både SCO og Microsoft i morgen, tirsdag, og selv om b-varianten har spredt sig i et meget langsommere tempo end Mydoom.a, er Microsoft på vagt.
Både Microsoft og SCO har udlovet dusører i millionklassen til den, der kan komme med afgørende spor, som kan føre til domfældelse af ormens opfinder.
Ifølge sikkerhedseksperter kan et stort denial-of-service-angreb mod Microsofts website få konsekvenser, da mange verden over downloader sikkerhedsrettelser fra sitet, blandt andet for at undgå netop virus og orme.