Nikolaj begyndte at bevæge sig i søvne små 10 minutter, før alarmen var sat til.
Under puden havde telefonen hele natten afventet det klare tegn på, at han nu havde forladt den dybe søvn.
Den satte derfor en blid musik i gang, og kort efter sad Nikolaj op i sengen og tjekkede mail på telefonen, mens han gned søvnen ud af øjnene.
Til morgenmad spiste han nyheder fra den store vægskærm, indtil telefonen gjorde ham opmærksom på, at det var tid at gå til stoppestedet.
Det var ellers et interessant indslag med en forsker, der mente, at fordi tid er et relativt begreb, så er udødelighed det også.
Det måtte han se færdigt ved lejlighed.
Kort efter satte han sig i bussen, som altid lige ved døren for ikke at skulle rejse sig op, før det blev nødvendigt.
Ved vinduet sad en smuk kvinde, nogle få år yngre end ham.
Hun duftede af en diskret, sensuel parfume, som han ikke ænsede.
Kvinden så på ham ud af øjenkrogen.
Hun studerede hans profil, den lange næse, de store, let udstående øjne og de fint svungne læber.
Han så sød ud. Hun drejede hovedet og smilede til ham med et lille hovedkast.
Han så hende ikke
Men han så hende ikke.
Han så sin tablet, hvor han læste op på dagens opgaver.
Den blide loungemusik i hans ører var lige præcis høj nok til, at han ikke hørte kvinden spørge, om ikke hun havde set ham før.
Nikolajs kæreste var taget på ferie for fire dage siden, og han nød nogle dage uden forstyrrelser.
Til daglig kæmpede både hun, og især deres kun fire måneder gamle datter Hannah, om den opmærksomhed, der i stedet tilfaldt hans arbejde.
Så han nød friheden.
Alarm!
Nikolaj opfattede sig selv som heldig.
Han arbejdede med sin hobby, gik på arbejde af lyst og blev der gerne længe.
Han opfattede sine kolleger som venner, men brugte derudover ikke meget tid på dem.
Frokosten indtog han foran sin skærm, så han kunne arbejde imens.
Naturligvis var der masser af distraktion undervejs, den slags kan jo ikke undgås.
Især i form af e-mails med link til Facebook-opdateringer, sjove YouTube-klip, interessante blogs og bevidsthedsudvidende TED-præsentationer.
Men han kompenserede loyalt ved at arbejde det længere.
E-mails fra familien røg i en særlig mappe for ikke at forstyrre.
Og han havde for vane at tjekke den ved femtiden, når peristaltikken krævede sit, og han derfor belejligt kunne benytte tiden på tønden til at passe sine øvrige private sager.
I dag var mailen fra konen vedlagt nogle strandbilleder og forsikringer om at "Jeg savner jer".
Vi savner også dig
Han skrev det sædvanlige korte, høflige svar tilbage, men af en eller anden grund studsede han ved sine egne ord: "Vi savner også dig."
Vi?
Hannah!
Nikolaj hev bukserne op uden at bruge tid på at tørre sig først.
Han styrtede ud af døren og ned til bussen uden at give sig tid til at proppe musikken i ørerne.
Han stillede sig utålmodigt ved døren og kiggede intenst på hvert eneste hus, bussen sneglede sig forbi.
Noterede sig med en vis forbløffelse en masse arkitektoniske detaljer, han aldrig før havde set.
Hjem hjem hjem skynd dig skynd dig
Aldrig havde turen været så lang.
Han løb fra bussen og blev hurtigt forpustet.
Han havde aldrig fundet morskab i sport. Fumlede efter nøglerne til opgangen, selv om de lå i den samme lomme som altid.
Styrtede op ad trapperne som en femårig på vej til fødselsdagsfest. Smag af metal i munden.
Den salte smag af sved
Da han lukkede sig ind i den helt stille lejlighed, mærkede han den let indelukkede duft i den øverste del af næsen.
Pulsen dunkede højt i hans ører, og øjnene sugede hver eneste detalje ind med intens opmærksomhed.
Sveden dryppede salt på hans læber, da han tog et dybt åndedrag i et ubehjælpeligt forsøg på at berolige sig selv.
Håndtagets metal føltes koldt og glat.
Og langsomt åbnede han døren til børneværelset.
Han var i live.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
