Digital post er et "man on the moon"-projekt

Klumme: Tvangsdigitalisering lyder koldt og uhyggeligt. Men nu går jeg hele vejen i brechen for den offentlige digitale post.

Artikel top billede

Tvangsdigitalisering. Ordet er så koldt og uhyggeligt, at det har den ønskede virkning, når det kommer fra gode mennesker med indsigt i teknologi: Det skal vi ikke have noget af.

Og det er også bare typisk politikerne inde på Christiansborg - eller endnu værre nede i Bruxelles - kun at tænke på penge og tvangsfodre os med krav. For eksempel om offentlig digital post.

Som ivrig digitaliseringsfortaler har jeg selv været lidt for lunken ved at vælge klar side i den diskussion. For ideen om at erstatte så meget papir som muligt med e-post er nærmest min mission her i livet. Men hvad så med de svageste borgere?

Underligt nok indeholder denne sætning ofte også ordene "og de gamle", selv om Danmarks ældre får stadig bedre fat i digitaliseringen både på pc og smartphone.

Men ja, der er svage grupper både blandt ældre og unge og især blandt socialt udsatte borgere, som ikke umiddelbart kan bruge e-mail, selv om staten så måtte tvangsoprette den.

Nu går jeg hele vejen

Men nu går jeg hele vejen i brechen for den offentlige digitale post, her få måneder før debatten uden tvivl bliver overophedet, efterhånden som vi nærmer os 1. november.

Denne dag markerer skæringspunktet for kravet til borgerne om at have en elektronisk postkasse til at modtage og kommunikere med det offentlige. Et par konkrete oplevelser har fået skubbet mig det sidste stykke.

Hver femte bliver fritaget

En af oplevelserne var, da jeg en tidlig morgen hørte et indslag på DR om, at "100.000 siger nej til digital post." Det var så interessant, at jeg fandt frem til artiklen på DR-nyheder og fandt ud af, at indslaget handlede om, at Digitaliseringsstyrelsen på det tidspunkt (9. maj 2014) havde givet 105.884 dispensationer til danskere, som altså er fritaget for kravet om at modtage digital post 1. november 2014.

Digitaliseringsstyrelsen forventer faktisk, at 20 procent at danskerne bliver fritaget. Det synes jeg egentlig er OK. Hver femte ventes at blive fritaget af forskellige årsager.

Forhåbentlig, tænker jeg, kommer flere af dem med i en digital løsning, efterhånden som digital kommunikation fører til nye løsninger. Og nej, jeg kan ikke lige komme med tre eksempler. For den ultimative idé med digitaliseringen er jo innovation. At vi finder på nye måder at gøre tingene på. 

Men det sker først, når vi har taget skridtet ud i det næsten ukendte som for eksempel kravet om at kommunikere digitalt med det offentlige, hvor business-casen nok er besparelser på print og forsendelse.

En anden oplevelse har været at sidde tæt på udviklingen af et produkt, der integrerer digital sagsbehandling i for eksempel ministerier og styrelser med den fjernprints­løsning, som staten har valgt til udsendelse af den fysiske post, der altså også efter 1. november blandt andet skal ud til 20 procent af danskerne. 

Da staten sendte den i udbud i 2012, stod tælleren på 140 millioner breve om året til borgere og virksomheder. Tænk på udskrift, pakning, afsendelse og så videre.

Når den digitale sagsbehandling og fjernprint er integreret, sker der effektiviseringer i arbejdsgange, som åbner nye muligheder for innovation i ministerier og styrelser. Men også på udbudssiden giver det mulighed for at tænke nyt både i forhold til digitale postkasser, fjernprint og meget andet. 

Og nej, jeg har ikke glemt problemerne, da virksomhedsejere sidste år bogstavelig talt brugte dage på at oprette digitale postkasser og signaturer til deres virksomheder.

Det lyder besværligt

22. maj skrev Computerworld, at det næste store udbud af rollen som "statens digitale postmester" nu er i støbeskeen, fordi leverancen fra eBoks (Nets og Post Danmark) udløber i sommeren 2015 efter fem år. 

DP2 er udbuddet døbt, men det ventes at blive en mellemregning (det vil sige kortere løbetid) forud for en større overhaling med DP3, der skal afspejle den næste danske digitaliseringsstrategi.

Det lyder besværligt. Og det er det. Og det skal det være. Helt afgørende er, at der kommer nogle gode politiske diskussioner som grundlag for disse udbud, så det digitale "man on the moon"-projekt, som offentlig digital post er, også fører til digital innovation i Danmark.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Cyber Security Festival 2026

    Sikkerhed | København

    Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 80 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

    18 & 19. november 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

    Nathalie Kajberg Knudsen

    Elbek & Vejrup A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sascha Trebbien Klinggaard som Lead Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at facilitere tæt partnerskab og strategisk behovsafdækning hos vores kunder. Hun kommer fra en stilling som Senior Business Analytics Consultant hos Twoday Kapacity. Hun er uddannet hos Copenhagen Business School og har en Master's degree,Finance & Strategic Management 2014 - 2016. Nyt job

    Sascha Trebbien Klinggaard

    Norriq Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse