Dansk it-firma var på afgrundens rand - nu er det med i tv-programmet Mythbuster

Ovenpå en sviende konkurs har dansk it-selskab kæmpet sig tilbage og senest fået sneget sin software med i det populære tv-program Mythbusters. Læs her, hvordan det lykkedes firmaet at gøre comeback i USA.

Artikel top billede

Foto: Discovery Channel. (Foto: Discovery Channel)

På lørdag kan amerikanerne og resten af verden se dansk software i aktion, når tv-programmet Mythbuster løber over skærmen på Discovery Channel klokken 20 på amerikansk østkysttid.

For de to mytetestere, Jamie Hyneman og Adam Savage, benytter software fra danske iMotions, når de skal teste myten om, hvorvidt ens bilkørsel bliver påvirket af at have en mobiltelefon i hånden under kørslen frem for at tale over bilens højtaler-system.

Om myten bliver bustet eller bekræftet ønsker iMotions' stifter og administrerende direktør Peter Hartzbech ikke at udtale sig om på nuværende tidspunkt.

"Det må folk selv se på lørdag. Vi kan simpelthen ikke afsløre resultatet, da vi har indgået en aftale med tv-selskabet," lyder det fra Peter Hartzbech.

Årsagen til, at iMotions' software bliver brugt i Mythbuster-programmet, er, at den i samspil med specielbygget hardware kan bestemme, hvor bilisten kigger hen sammenholdt med de reaktioner, der løber igennem kroppen og de små, grå hjerneceller.

Dermed kan iMotions-softwaren fortælle brugere som mythbusterne noget om, hvilke følelser og reaktioner det vækker i en, når man ser bestemte forhindringer på vejen.

Det kunne eksempelvis være, hvor hurtigt en billist reagerer følelsesmæssigt på, at et barn løber ud på vejbanen eller en cyklist, der lige pludselig drejer ud foran bilen.

Selskabet mistede alt
Tv-programmet blev optaget sidste år i september og markerer på mange måder den danske it-iværksættervirksomhed iMotions comeback til it-verdenen.

For selskabet gik fra blandt andet at vinde Computerworlds Edison-pris i 2007 til at have 55 medarbejdere på toppen, hvorefter drømmen brast i 2011, da selskabet gik konkurs.

"Vi mistede simpelthen alt. Med de allersidste midler, som jeg kunne skrabe sammen, vandt jeg på mirakuløs vis retten til at købe konkursboet, og så stod jeg ene mand med et 300 kvadratmeter stort kontor i Herlev og skulle starte helt fra bunden igen," forklarer Peter Hartzbech til Computerworld.

Han fortæller, at konkursen blandt andet skyldtes, at virksomheden var vokset til en halvstor størrelse, mens investorerne faldt fra som fluer, da finanskrisen lagde sin skygge over hele verdenen i anden halvdel af 2008.

"Vi ramte også for tidligt i markedet med vores daværende løsning, og den blev ikke skræddersyet hurtigt nok til markedsbehovet," funderer Peter Hartzbech.

"Det har jeg så lært rigtig meget af sidenhen, hvor jeg igen måtte op og arbejde 90 timer om ugen. For jeg ville have det til at lykkes, og nu har vi tilsyneladende ramt rigtigt efter mange kundedrevne produkt-iterationer," fortsætter han.

Stanford, Harvard og MIT på kundelisten
Kundelisten tæller i dag prominente amerikanske universiteter som MIT, Yale, Harvard og Stanford.

Faktisk var det relationen til Stanford, der fik iMotions med i Mythbuster-programmet, da det danske selskab henviste folkene fra tv-produktionen til Stanford, så de kunne benytte Stanfords køre-simulator.

Du kan se en trailer for Mythbuster-programmet her.

Efter at have rebootet selskabet er Peter Hartzbech selv for tre år siden flyttet til Boston, hvor blandt andre MIT og Harvard ligger i baghaven, og han var da også med til Mythbuster-optagelserne.

"Boston var det perfekte sted for iMotions at genopbygge vores platform og derved ramme behovet for de ypperste forskningsinstitutioner," siger iMotions-stifteren.

Han fortæller, at de store amerikanske universiteter bruger iMotions software-platform til eksempelvis at undersøge folk for autisme, skizofreni, Parkinson og Alzheimers sygdom.

"Vores software kan teste, om en person er ved at udvikle Alzheimers fem år tidligere end normalt. Det bliver gjort ved eksempelvis at vise dem de samme billeder flere gange og teste, om billedet kan genkendes ved at fremkalde de samme reaktioner som ved første visning," forklarer Peter Hartzbech.

Samarbejder med filmbranchen

Selskabet sælger dog også løsninger til mange andre brancher, og det har med trecifrede vækstrater i de seneste fire år rundet en, hvad Peter Hartzbech ikke tøver med at kalde, 'betydelig tocifret millionomsætning'.

Ifølge erhvervsdatabasen BiQ havde iMotions ved sidste regnskabsaflæggelse en bruttofortjeneste på knap seks millioner kroner. Virksomheden har i dag mere end 30 ansatte, hvoraf de fleste af udviklerne fra den første version af selskabet er blevet genansat i København.

Helt klassisk sælger selskabet også sin software til forsknings- og testlaboratorier, der skal teste forsøgspersonernes følelsesregistre, når de skal finde en knap på en hjemmeside eller finde rundt i et andet software-produkt.

Men også filmbranchen og bilindustrien er nye områder, som iMotions ifølge Peter Hartzbech er ved at få foden inden for døren hos.

"I selvkørende biler skal der jo være et system til at holde øje med, om folk kigger på vejen eller er faldet i søvn. I filmbranchen kan filmselskaberne teste, hvordan folk reagerer følelsesmæssigt på bestemte scener eller slutningen," lyder det fra iMotions-direktøren.

Vigtigste læring i 11 år

Peter Hartzbech forklarer, at det unikke ved iMotions-softwaren er, at man tidligere måtte sætte op mod seks software-systemer sammen for at kunne trække meningsfyldte reaktioner ud af forsøgspersonerne.

I dag er det nok med én iMotions-platform, som kan lægges ind i op mod 30 hardware-systemer fra forskellige leverandører.

"Den helt store læring er, at vi skal fokusere endnu mere på kundernes behov. Mere er der egentlig ikke i det," siger Peter Hartzbech.

Set i bakspejlet erkender han, at han i rollen som iMotions-direktør i første omgang var nødt til at bruge for lang tid på at rejse penge i stedet for at være ude hos kunderne.

"Det vigtigste er at bruge tiden på er at sidde med kunderne og forstå deres behov og sælge de ønskede løsninger til dem. Efter 11 år har netop den fulde kundefokus fået os til at ramme målet," runder iMotions-direktøren af.

Læs også: 

Nej, du bliver ikke til Steve Jobs, fordi du opfører dig som et røvhul

Dansk firma: Vi har fundet afløseren for musen og touchskærmen

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Computerworld

    AI-agenterne kommer vrimlende

    Virksomheder er på vej fra store sprogmodeller, der svarer på spørgsmål, til AI-agenter, der kan udføre opgaver på egen hånd. Det gør teknologien mere nyttig – og langt mere risikabel.

    Politiets Efterretningstjeneste

    CNE-specialist til PET`s indhentningsafdeling

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Linux Operations Engineer

    Nordjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Nye kolleger søges til IT Stab i Forsvaret

    Nordjylland

    Navnenyt fra it-Danmark

    SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

    Plamena Cherneva

    SAP SuccessFactors Partner Pentos

    Renewtech ApS har pr. 1. marts 2026 ansat Emil Holme Fisker som Customer Service Specialist. Han skal især beskæftige sig med at levere høj kvalitets kundeservice og hjælpe Renewtechs kunder med at få de rette løsninger til deres behov. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Camro A/S. Han er uddannet som salgselev hos Camro A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med at udvikle gode kunderelationer, opsøgende salg og udvikling af salgsaktiviteter. Nyt job

    Emil Holme Fisker

    Renewtech ApS

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics