Danske butikker er statister i den store nordiske krig om elektronik-kunderne - kampen er først lige begyndt

Det er svenske og norske koncerner, der står bag de seneste års hårde kamp om markedet for forbrugerelektronik. Men den store nordiske krig om elektronik-kunderne er kun lige startet.

Artikel top billede

Se godt på billedet over denne artikel. Her får du en god illustration af den voldsomme kamp om det danske marked for forbrugerelektronik, som har raset det seneste år.

Billedet er taget i sidste weekend i udkanten af Randers, hvor elektronik-kæden Power åbnede endnu et megavarehus med en strøm af køtilbud, hvor mobiltelefoner, computere og kaffemaskiner blandt meget andet blev langet over disken til foræringspriser.

Og et godt tilbud er som bekendt svært at modstå for den typiske danske forbruger - også selv om man skal pakke sig ind i sort plastik for at holde regnen ude.

Men billedet fra Randers illustrerer også, hvordan Power konsekvent placerer sine nye butikker så tæt som overhovedet muligt på den store konkurrent Elgiganten, som man kan se ovre på den anden side af gaden.

Elgiganten er de seneste ti års helt store succes, som skabt en hidtil uset konkurrence på markedet. I denne uge kunne Elgiganten præsentere (endnu) et rekordregnskab med et trecifret millionoverskud på baggrund af en omsætning på astronomiske 5,5 milliarder kroner.

Læs også:
Trods dansk priskrig: Elgiganten skovler penge ind

Elgigantens hårde priskonkurrence et har kostet flere konkurrenter livet. Er der nogen, der kan huske Merlin? Eller Fona, som her i foråret måtte lukke og slukke efter flere års skranten?

Det er den bane, Power nu slås for at komme ind på. Og vejen dertil går gennem et af de ældste købmandstrick - at markedsføre sig med slagtilbud, der får kunderne til at ligge i kø i halve og hele døgn - også selvom det er regnvejr.

Men det er en dyr fornøjelse. Power måtte i sit seneste regnskab indkassere en underskud på omkring 130 millioner kroner. Og en stor del af de penge er brugt på at dumpe priserne.

Læs også:
Kæmpe-underskud: Elektronik-kæden Power har tabt 132 millioner kroner på et år

Indtil videre har Power åbnet fem nye butikker rundt om i landet, men ifølge planen skal man over de næste år op på i alt 28 nye varehuse.

Begge kamphaner bygger deres forretning på volumen - det vil sige, at sælge store mængder af varer. Det kræver store markedsføringsbudgetter - og ind i mellem, at man nærmest forærer varerne væk for at lokke kunderne til.

Men kampen mellem Elgiganten og Powers megavarehuse er kun en del af en større europæisk kamp om elektronikmarkedet.

International kamp

Kigger man ud over landets grænser, finder man en god håndfuld skandinaviske og europæiske spillere, som med skiftende held har forsøgt at etablere sig.

Power er en del af den norskejede Expert-koncern. Også Elgiganten har norske rødder, som opererer under navnet Elkjøp, der så så igen er ejet af det briske DixonsCarphone. Og for begge parter gælder det, at de har ejernes store pengetanke i ryggen.

Et andet eksempel er det svenske SIBA, der er ejet af den svenske Bengtsson-familie, som har drevet detailhandel siden midten af sidste århundrede.

SIBA annoncerede for kort tid siden lukning af ni ud af ti af sine danske Computercity-butikker. Den svenske koncern vil nu forsøge sig med et discount-koncept under navnet Netonnet, som allerede er veletableret i Sverige med mere end 20 butikker. I Danmark vil man nu starte med en enkelt butik.

Men kernen i Netonnet er onlinehandel, som i parentes bemærket også er central for både Power og Elgiganten.

På nettet finder man også det norske Komplett, som en af de forholdsvis store spillere på det danske marked.

Lidt mere i baggrunden finder man tyske Media Markt, som de seneste år har kæmpet en hård kamp for at etablere sig i Sverige. Der har hele tiden været spekulationer om, at Media Markt også havde planer om at rykke ind i Danmark.

Men det svenske eventyr har givet tyskerne store tab, og ifølge rygter i branchen overvejer Media Markt lige nu at lukke den svenske operation, sælge sine butikker og trække sig helt ud af Skandinavien.

Krigen på den svenske front er i øvrigt også en stor del af forklaringen på, at Expert på et tidspunkt bukkede under og måtte trække sig helt ud af det svenske marked

Danske butikker i klemme

De mange internationale og pengestærke spillere på markedet betyder så også, at der herhjemme efterhånden kun er ganske få eksempler på dansk-ejede butikker, der kan bide skeer med de internationale konkurrenter.

To eksempler er århusianske Proshop og Computersalg i Borup på Sjælland, der hver på deres måde forsøger at kombinere onlinesalg med fysiske butikker.

Men for de store spillere som Elgiganten og Power gælder det, at man udover at følge med i den benhårde priskonkurrence også skal drive toptunede onlinebutikker og megavarehuse med et bredt udvalg af varer.

Derfor kom det som en overraskelse, at Elgiganten i foråret valgte at overtage ti butikker fra det kuldsejlede Fona-imperium. I modsætning til de store megavarehuse, der er placeret i udkanten af de store byer, ligger de nu forhenværende Fona-butikker på centrale adresser i centrum af byerne.

Er det så et tegn på, at Elgiganten har udvidet sin strategi og nu også vil satse på mere eksklusive "high-street" butikker?

Det er der ikke mange i branchen, der tror på. De ser Elgigantens overtagelse af Fona som et taktisk træk, der handler om at gafle den milliardomsætning, som Fona trods alt hev hjem før lukningen.

Direkte adspurgt afviser Elgigantens danske direktør Peder Stedal, at Fona-manøvren bare er udtryk for taktik. Men han erkender, at der er tale om en "satsning".

"Vi tror på, at vi kan drive de butikker på en fornuftig vis. Det er ikke alle kunder, der har bil, og de centralt beliggende butikker er meget velegnede til at nå disse kunder. Jeg synes ikke, det er defensivt træk at købe ti butikker på centrale adresser og investere 40 millioner kroner i at indrette dem," siger Peder Stedal.

Læs også:
Vildt vækstmål for Power-ejer: Omsætningen skal tredobles i Danmark

Stort strategiskift for Elgiganten, men der er en god grund: Derfor køber Elgiganten Fona

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Academic Work Denmark A/S

    Accele­rated learning har løst samfund­skri­tiske udfordringer hos vores nordiske naboer

    Med akut mangel på blandt andet IT- og Tech kompetencer er det nødvendigt at gøre op med traditionel uddannelsestænkning.

    Navnenyt fra it-Danmark

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

    Per Forberg

    Renewtech ApS

    Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

    Mohamed El Haddaoui

    Dafolo A/S