For flere hundrede år siden sparkede utilfredse franskmænd deres træsko ind i maskineriet for at stoppe maskinernes fremmarch.
Deres modstand blev kun til et komma i historien. Men deres træsko, den såkaldte sabot, lever stadig, når vi i dag taler om sabotage.
Altså indtil slagsmålet om blankmedieordningen for nyligt blev genoplivet.
Blankmedieordningen daterer sig tilbage til 1992, hvor de helt tidlige internetbrugere downloadede og kopierede til tomme/blanke lagermedier som bånd, cd'er og dvd'er i stor stil - deraf navnet for ordningen.
Ordningen er således en kompensation til kunstnere, som eksempelvis hører til i musikbranchen, der mister indtægter som følge af lovlige kopier til tomme medier. Derfor får de i dag 4,28 kroner for hvert solgt hukommelseskort.
At støtte kunstarter som musik og film er en sympatisk tanke, specielt inden for et lille sprogområde som det danske.
Men at finansiere kunsterne med en sær og skæv særskat på bestemte former for teknologi er helt hen i vejret og vækker snarere minder om sære middelalderlige afgifter end om en moderne nation.
Og det er endnu mere galt, at ophavsrettighedsorganisationen Copydan nu rasler med sablen i forventning om en revision af afgiften. En revision, som reelt vil betyde en særskat på alt, hvor musik og film potentielt kan opbevares.
Åbentlyst vanvid
Vanviddet i det forslag er så åbenlyst, at det næsten ikke er værd at bruge tid på.
Som et vittigt hoved på redaktionen bemærkede, så kan kan de fleste telefoner i dag både tage, lagre og distribuere mere eller mindre frække selfies.
Alligevel er der ingen, som (endnu) arbejder for særlige afgifter, der skal kompensere hverken portrætfotografer eller pornobranchen.
Samtidig udvikler teknologien sig så hurtigt, at selv en revision af afgiften kun kan ende i kaos. Tænk bare på, hvordan pladsen i telefoner i dag vokser eksplosivt - eller tænk på de 10, 15 eller 20 gigabyte, som cloud-baserede tjenester i dag tilbyder gratis.
Skal de også være underlagt en afgift eller en sær taxametermodel, fordi en række organisationer historisk har haft adgang til kulturpolitikere med begrænset teknisk indsigt?
Selvfølgelig ikke.
Ophavsrettighedsorganisationen må samle deres træsko op igen, og i lighed med de øvrige brancher må de arbejde på at finde forretningsmodeller, som matcher den moderne verden og de moderne forbrugere.
Og så må politikerne tage ansvar for kunsten og kunststøtten gennem finansloven. Ikke gennem sære og umulige afgifter, som tilgodeser bestemte brancher og pengemænd.
Læs også: Vildt slagsmål på vej: Nu vil de lægge nye musik- og film-afgifter på din pc og smartphone
