Det er et virkelig godt år hvis man er den type der bruger dele af sin fritid som digital racerkører.
Codemasters lancerede tidligere i år det sublime Dirt 4, og fulgte det senere op med det helt igennem veludførte F1 2017 og alligevel er det slet ikke slut endnu.
Om en måneds tid er Microsoft således klar med det nye kapitel i deres stort anlagte racing-serie Forza, og konkurrencen inden for genren er således større end den har været i lang tid.
Alligevel skal der ikke et sekund være nogen tvivl om at alle med blot et par dråber digitalt benzin i blodet, bør overveje at smide kroner og ører efter Project Cars 2 – et spil der ikke kun glædeligt tager kampen om mod giganterne, men også sætter dem gevaldigt til vægs i adskillige henseender.
Det første Project Cars var en lidt underlig størrelse. Spillet var således delvist udviklet og finansieret af dets publikum, og selvom det oprindeligt virkede som en god ide, var det som det havde svært ved at tage springet fra et spil i løbende udvikling, til et endegyldigt slutresultat. Det var udviklet til et nichepublikum, og selvom det gjorde en masse godt, favnede det aldrig særlig bredt.
Det er kritikpunkter efterfølgeren forsøger at ligge bag sig allerede fra første gang det toner frem på skærmen.
Menuerne er mere beskrivende, og uanset hvordan du vælger at gribe det hele an lader det sig nemt gøre gennem mere intelligente menuer og designs, der stadig indeholder alle de muligheder man kunne ønske sig fra et spil af denne genre.
Du kan med andre ord være i gang med at køre de første omgange på Monaco i en Ferrari 488 GTE med blot et par få klik, eller i stedet bruge tiden på at opsætte komplekse online-turneringer med vennerne, og uanset vil det være en mere håndgribelig oplevelse end med det forrige spil.
Udvikleren der står bag det hele, Slightly Mad Studios, har siden deres etablering satset på tilgængelig simulation frem for blindt arkaderæs.
Det er en udvikling de har valgt at videreføre med efterfølgeren, og hvis man blot en gang skulle have kigget på en af de videoer hvor udvikleren fortæller om forbedringerne i efterfølgeren, vil man også med det samme vide at der er tale om en flot passionerede racing-nørder, for hvem selv de mindste detaljer betyder alt.
Den slags kunne man godt frygte ville resultere i et væld af forbedringer som kun de absolut mest fanatastisk racing-fans ville sætte pris på. Sådan forholder det sig dog heldigvis ikke, for få andre spil i genren, hvis nogen overhovedet, byder på så fantastisk en simulation af når gummiet møder asfalten, som det der her præsenteres.
Uanset om man sætter nøglerne i en af de lidt normale biler fra gadebils-udbudet, som en Audi A1 Quattro eller man i stedet satser på noget af det mere eksklusive som en Acura NSX GT3 er følelsen af vægt, greb, acceleration og frem for alt fart, tættere på virkeligheden end det meste andet på markedet.
Man fornemmer på alle tidspunkter at koden bag det hele forsøger at simulere stort set alt, og selvom man selv kan diktere hvor meget vægt der skal ligges på de forskellige detaljer, er man aldrig i tvivl om at der bliver taget højde for alt – det første møde med regnvejr er eksempelvis en helt igennem uhyggelig oplevelse.
Forbedringerne i selve køreoplevelsen er som nævnt ikke noget som kun de mest passionerede vil kunne mærke, og det bliver yderligere understreget af at det ikke kun længere er de med et sæt rat og pedaler der virkelig bliver forkælet.
Udvikleren har således lagt et stort arbejde i også at gøre Project Cars 2 til en bedre oplevelse hvis man bruger en controller, og resultatet er imponerende. Slightly Mad Studios begynder således at nærme sig noget af den controller-magi som Codemasters i længere tid har drysset over deres udgivelser, men altså her uden at tabe fokusset på simulation.
Det der hæmmer Project Cars 2 er de små fodfejl, der i sidste ende forpurrer det fuldendte udtryk en smule.
Karriere-muligheden er for simpel, og byder ikke på meget andet end en serie af løbs-klasser, hvilket er er langt fra det der bydes på i eksempelvis Forza-serien eller F1 2017.
Her er heller ikke blevet plads til en fyldestgørende introduktion, der med lidt snilde ellers kunne have åbnet alle spillets fortræffeligheder op til et langt større publikum.
I stedet forventes det at du enten er godt kendt med simulations-racere, eller blot har en tålmodighed og vilje til at lære hvordan du holder bilen placeret på asfalten når du bevæger dig forbi tredje gear.
Selv de værktøjer som er fyldt i pakken for at gøre det hele mere imødekommende for nybegyndere, er fejlfyldte. Eksempelvis er muligheden for at få vist ideallinjen en temperamentsfyldt størrelse, der nogle gange vælger helt at forsvinde, og andre gange ganske simpelt ikke giver korrekte informationer. Ligefrem at blive narret når man kører med 250km/t er en lidt underlig og frustrerende oplevelse.
Men småfejlene er dog stort set alle nogen der kan fikses med tiden af udvikleren, og så er der ikke en eneste af dem der er tilnærmelsesvis grel nok til at kunne forpurre Project Cars 2 der hvor det fungerer bedst: på banen, i dyst med tæt på tyve andre biler der alle kæmper om hvert sving og langside.
Hvis man er villig til at ignorere en pakke hvor enkelte af kanterne stadig mangler at blive filet lidt til, er der få andre spil i genren der byder på den samme oplevelse af ræs som Project Cars 2.
Med rat og pedaler fastmonteret til skrivebordet, har jeg kørt adskillige tons gummi i asfalten på baner som Spa, Monza, Silverstone, Bathurst og selveste Nürburgring. Det udvalgte og sublime soundtrack er blevet leveret af V6-motoren fra min Formel Renault 3.5, V12-motoren fra min Aston Martin Vantage GT3 og blanding af el-motor og V12 i LaFerrari.
Jeg har nydt hver et sekund, ikke blot fordi at Project Cars 2 lyder bedre end stort set alle andre spil i genren, ej heller fordi bil og baneudvalget er suverænt, men fordi følelsen af motorsport sjældent har været simuleret bedre digitalt end her.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk
