Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Velux kæmper dagligt mod hacker-angreb / Google-boss under kraftigt angreb / Huawei-boss sat på fri fod - indtil videre / Kunstig intelligens giver teleselskabet 3 gevinst

Velux kæmper dagligt mod hacker-angreb. Google-boss under kraftigt angreb i USA. Huawei-boss sat på fri fod - indtil videre. Kunstig intelligens giver teleselskabet 3 gevinst. Konsulentvirksomheder slår sig sammen, og så ruller Apple Pay ind i Tyskland.

Godmorgen. Her får du Computerworlds hurtige it-nyhedsoverblik onsdag morgen.

Velux kæmper dagligt mod hacker-angreb

Den danske vinduesproducent Velux bliver ligesom mange andre danske virksomheder dagligt udsat for angreb af ondsindede cyberkriminelle.

Det skriver Børsen.

Hackernes favoritværktøj, når de skal bryde ind hos vinduesvirksomheden, er de såkaldte phising-angreb, hvor medarbejderne i e-mails lokkes til at udlevere deres brugernavn og password til skurkene. Det forklarer sikkerhedschefen hos Velux.

"Vi bliver angrebet dagligt. Det er særligt phishing-angreb, som vi dagligt ser nye versioner af," siger Henrik Lei, der er sikkerhedschef hos Velux til Børsen

Angrebsbølgen betyder, at virksomheden har været nødt til at øge sine udgifter til sikkerheden. En udgift, der ifølge sikkerhedschefen nu beløber sig til et tocifret millionbeløb.

Læs mere om Velux her: Jesper sidder med ansvaret for alle softwarelicenser hos Velux: ”Det er sværere, end de fleste gør sig forestillinger om"

Google-boss under kraftigt angreb

Tech-giganten Google's topchef, Sundar Pichai, kom under voldsom beskydning i forbindelse med en høring i Repræsentanternes Hus i USA.

Det skriver Finans.

Det var særligt republikanerne, der var ude med riven efter den højtprofilerede topchef.

Foruden at blive presset på spørgsmål om, hvorvidt Google i øjeblikket forbereder et kinesisk comeback, måtte topchefen svare undvigende på, om Google ville vide det, hvis en af republikanerne satte sig over i den anden side af salen hos demokraterne.

Det kunne topchefen ikke svare på. Det kom nemlig efter Sundar Pichais udsagn an på, hvilke Google-tjenester den pågældende politiker havde installeret på sin telefon.

Læs mere om den ombruste gigant her: Google anmeldes for GDPR-brud: Indsamler dybt følsomme data om sundhedstilstand, religion og politisk overbevisning

Huawei-boss sat på fri fod - indtil videre

Dramaet om den kinesiske Huawei-CFO, Wanzhou Meng fortsætter.

Efter knap 10 døgn i et canadisk fængsel har en dommer nu besluttet, at løslade finansdirektøren mod en kaution på 10 millioner canadiske dollar, hvoraf en stor del skal betales i kontanter.

Det skriver DR.

Det betyder dog ikke, at den magtfulde direktør kan sætte sig ind i en maskine og flyve hjem. Hun skal nemlig forblive i Vancouver, indtil det bliver besluttet, om hun skal udleveres til USA, der har hende mistænkt for at have hjulpet med at bryde sanktionerne mod Iran.

Indtil videre er hun altså sat fri mod en garanti for, at hun ikke stikker af. Hun kan midlertidigt opholde sig i en af de ejendomme, hun ejer i byen, så længe hun bliver hjemme om aftenen og bærer en fodlænke.

Læs mere her: Spionage-anklager mod Huawei bunder i en stor magt-kamp med Kina om data: Hvem skal have retten til at overvåge og spionere mod dig?

Kunstig intelligens giver teleselskabet 3 gevinst

Det er nu i høj grad kunstig intelligens, der bestemmer, hvordan televirksomheden 3 bruger sine reklamebudgetter. Dermed er det den hypede teknologi, der styrer marketingslaget mod konkurrenterne.

Det skriver Finans.

"Det har revolutioneret vores markedsføring. Førhen var det sværere at måle den helt konkrete effekt af særligt traditionel annoncering. Men med hjælp fra teknologi kan vi nu på forhånd vide, hvor vi skal lægge de næste reklamekampagner for at sikre flest nye kunder," siger teleselskabet's marketingchef Frederik Scholten til Finans.

Konkret er det en række algoritmer, der vælger, om pengene skal bruges på sociale medier, kulørte trykte sider i dagblade og magasiner eller på tv-reklamer. Det har ifølge selskabet en effekt.

Ifølge Finans hentede selskabet 3 sidste år 74.000 mobilkunder og i de første tre kvartaler i år er yderligere 37.000 kunder kommet til.

Læs mere her: 3 fortsætter tilstrømningen af mobilkunder i 'meget stille' periode: Har hentet 6.000 nye kunder på tre måneder

Konsulentvirksomheder slår sig sammen

It-konsulentvirksomhederne People-IT og aHOC går sammen.

Det oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

De to virksomheder har deres hovedkontorer i hver sin ende af landet nemlig Kolding og Glostrup, men ved at slå pjalterne sammen har de to virksomheder nu mulighed for at dække hele landet.

Teknisk er sammensmeltningen sket ved, at C2IT-koncernen, der ejer People-IT, har overtaget aktiemajoriteten i aHOC.

Som mange har lært i regning, så giver en og en to. Det gælder også i dette tilfælde. De to selskaber oplyser, at de med sammenslutningen opnår en fordobling af både kundebasen og antallet af konsulenter.

Læs mere her: C2IT opkøber dansk it-konsulenthus: Tidligere Sentia-boss med ledende roller i begge selskaber har forhandlet prisen

Apple Pay indtager Tyskland

Giganten Apple gør sit indtog i Tyskland med sin betalingsløsning Apple Pay.

Det skriver 9TO5MAC.

En række banker i det tyske fortæller, at de nu understøtter løsningen, der har været ventet, siden Apple-topchef, Tim Cook gav indikationer om indtoget tilbage i juni måned.

Med udrulningen dækker Apple Pay nu en lang række lande rundt om i verden. Det gælder i alt 23 lande heriblandt Kina, Rusland, Brasilien og Japan.

Herhjemme har løsningen været tilgængelig siden oktober sidste år.

Læs mere om det her: Test af Apple Pay i dansk butik: "Det er seriøst smart"




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere