Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Kender du bare lidt til skiløb, så kender du også dette billede: Et hold nybegyndere står på en grøn bakke nede i nærheden af børnenes legeområde og bliver overdænget med ord om at dreje og bremse. Vægten på den ene ski og vægten på den anden ski. Let bøjede knæ. Første laaaangsomme glid. Stor møje og besvær for at presse en drejning igennem med tre kilometeri timen.
Hvis præmissen er, at vi ikke falder, når vi skal lære at stå på ski, så er det jo den eneste vej frem. Men hvis vi nu ser i øjnene, at man altså snubler, når man skal prøve noget nyt, er det slet ikke nogen dårlig ide at tage liften op og kaste sig ud på en rød piste.
Farten stiger til 15 km i timen, og pludselig drejer skiene, så snart du tænker på det. Begejstringen skyller gennem dig og 30 sekunder senere ligger du og spiser sne. Velkommen på den røde piste.
Nu har jeg ikke planer om bruge denne plads på at diskutere skiløb. Men som en metafor for, hvordan mange etablerede virksomheder tilgår arbejdet med digital omstilling, så er den ikke uden evner.
De køber måske et velrenommeret konsulentfirma som skiinstruktør til at skrive en gigantisk rapport om mulighederne for at digitalisere. Et digert værk, som peger på masser af luftigt potentiale, lander i direktionens indbakker.
De kloge tanker i rapporten er måske ikke ledsaget af en defacto prioritering, og måske gøder dette helikopter-view ikke jordbunden for handling. Ja, du interesserer dig for skiløb, ja, du har ski på, men du skal altså sætte fart på for at lære det. Det kan føre mange steder hen, det er en læreproces og du får måske ligefrem nogle knubs undervejs.
Nogle af de bedste kunder, jeg har arbejdet for, er disse ”bevidst handlingslammede” virksomheder.
De ved, at fremtiden bliver digital. De har købt ind på potentialet generelt.
Ledelsesgruppen har ikke personlige ledelseserfaringer med digitalisering, og de er nu forvirrede på et højere plan.
Nu er de enten sultne for at lave et projekt eller også er de totalt handlingslammede og desillusionerede.
Det bedste råd til dem er: Find en konkret værdi, som du vil skabe til medarbejdere eller kunder og gennemfør det digitale projekt. Den røde piste er slet ikke så farlig, for den handler om at drive din forretning.
Handlingslammelsen findes også i en anden variant. CEO giver sin digitale chef (chief data/digital/customer/information officer) en smørrebrødsseddel, der lige skal tjekkes op på. Kom lige med en plan for, hvordan vi bruger AI, ML, AR, VR, IoT, blockchain her hos os i fremtiden. CEO’en er large og kan vente til næste fredag med at få en leverance.
Er det gavnligt? Nej, det er det ikke. Toplederen kan ikke fare ned af den røde piste gennem en stedfortrædende stuntman. (Jeg havde nær skrevet med en ”digital twin” for at flette et andet lækkert buzzword ind).
Bottom-up duer ikke. Vi skal altså have et top-down forretningspotentiale at realisere, og så skal vi have lidt tid, de rette kompetencer, og så prototyper vi os forrygende hurtigt frem til en erfaring. Måske en succes. Måske en helt anden forandring, end den vi havde i tankerne, da vi kastede os ud på pisten og fik vindbid på læben.
Kan vi så lære det?!
'Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
