Efter syv dage bag rattet i testbil: Jeg køber en hybrid – men først næste gang (måske)

Jeg købte en bil i sommer. Det var ikke let. Men efter at have drevet min kone til vanvid ved at tale om biler uafbrudt i to måneder, besøgt 15 forhandlere og prøvekørt alt fra Mercedes c-klasse til den nye Audi Q3 endte jeg med en VW Tiguan Highline årgang 2020.

Kender du ikke en Tiguan, så kan jeg afsløre, at det er en mellemklasse SUV, som bedst kan beskrives som en slags Passat på stylter. Og at den, efter at have trillet i otte måneder hos forhandleren, blev min for 410.000 kroner – de fleste dem af dem direkte til statskassen.

Mens kabinen er udstyret med alt, hvad jeg kunne få af spændende digitale muligheder, så kunne motoren ikke være mere kedelig: En 1,5 liters firecylindret turbomotor med automatgear og 150 heste flytter mig og familien et sted mellem 9 og 16 kilometer for hver liter oktan 95, der fyres af.

Burde jeg have købt en hybrid?
Men efterfølgende har skyldfølelsen ramt mig. For burde jeg ikke have købt en hybrid i stedet? For klimaet og lokalmiljøets skyld.

Det er en tanke, som jeg ikke er alene om. For hybrid-bilerne vælter frem fra bilfabrikkerne - godt hjulpet af politikernes afgifts-lempelser.

Og på papiret ser de også attraktive ud: Den grønne ejerafgift er oftest under 1.000 kroner om året, og det angivne benzinforbrug er på den gode side af 25 kilometer per liter.

Tungere bil og første generation
Men samtidig trækker det ned, at de er flere hundrede kilo tungere end samme model med ren benzin, har både el- og benzinmotorer, der skal serviceres, og at det for mange af bilfabrikkerne er første forsøg med hybrid-biler, som de nu tilbyder.

Normalt er jeg vild med første generation og teknikkens spændende muligheder. Men når noget koster op i mod en halv million og har få års garanti, så foretrækker jeg, at andre lige tester det først.

Måske er jeg ikke eventyrlysten nok, Men spørg de knapt 4.500 danske ejere af Ford Kuga, som må vente op til seks måneder på et helt nyt batteri til deres bil, om deres eventyrlyst. Den historie kan du læse mere om hos FDM her.

Men måske burde jeg alligevel have købt en hybrid. Toyota har trods alt lavet sin udbredte Prius-hybrid i 23 år. Tanken blev ved med at nage mig hele efteråret.

Derfor satte jeg mig for nyligt bag rattet i en spritny Volvo T4 Recharge Inscription Expression. En hybrid SUV fra Volvo, som i størrelse og pris er noget af det tætteste, som jeg kunne komme min Tiguan.

Den udlånte model kostede, før de nye afgifter slog igennem, 426.000kroner fra ny – og med det udstyrsniveau, som jeg kørte med, kravler den op på 474.000 kroner (før de nye afgifter - som nok betyder en klækkelig rabat).

Til den pris får du en velkørende SUV, der kombinerer en 1,5 liters trecylindret motor med en el-motor. Den samlede effekt er på 211 hestekræfter, der let flytter rundt på Volvoens 1.875 kilo.

XC40 er en moderne bil
Det gør den fint, og XC40 T4 Recharge opleves på nogle måder som en mere moderne bil end min Tiguan model 2020 uden på, mens indersiden af XC40 godt kunne levere en mere luksuspræget oplevelse i blandt andet sædestof og plast.

Samtidig er tiden ved at løbe fra Volvos in-car software, som jeg ellers var meget begejstret for oprindeligt. Men efter fem måneder i selskab med Apples CarPlay, så virker XC40-softwaren gammeldags.

Og hvor min normale VW Tiguan kan hakke lidt i første gear, så suser XC40 Recharge bare afsted gennem byen på en nænsom kombination af el og benzin. Ofte med 30 kilometer på literen ifølge bilens egen software.

Så længe der altså er strøm på batteriet.

For efter en uge i XC40 Recharge har jeg fundet ud af, at 40 kilometer er ingenting.

Og at jeg nok skal have en hybrid-bil. Men først næste gang.

Det skyldes flere ting. Og det er ikke Volvoens skyld.

Ingen problemer, men om to eller tre år
Først og fremmest er jeg stadig bekymret over første-generationsproblemer. Ikke at Volvoen havde skyggen af problemer, men hvem ved om to, tre eller fem år?

Men vigtigst af alt, så giver 40 kilometers rækkevidde bare ikke mening.

Umiddelbart lyder det af meget, men det er i praksis overraskende lidt. Selv når ens kørselsbehov til dagligt er småture i København og omegn – suppleret med en tur til Jylland af og til.

Men småturene er dog ofte på 10, 15 og 17 kilometer hver vej, især når jeg nupper ringvejene for at undgå byens travle gader.

Og når batteriet slipper op, så er hybridbilen bare en almindelig tung bil. Som derfor kører lidt ringere på literen end min Tiguan. Ikke meget, men nok til, at det kan mærkes.

Løsningen er selvfølgelig at lade ofte, minimum en gang om dagen. Det tager ifølge Volvo otte timer ved 230 Volt og 6 Ampere, fire timer ved 10 Ampere og tre timer ved 16 Ampere.

Det kan du læse mere om her hos Volvo.

Så minimum tre timer i stikkontakten derhjemme for at kunne køre 40 kilometer. Og samtidig har du besværet med at koblet laderen til og fra hver gang, du skal afsted – hvis du overhovedet har en stikkontakt eller ladestation i nærheden.

Heldigvis har XC Recharge en mulighed for at lade batteriet, mens motoren kører. Men det koster på benzin-økonomien.

Kør 10 for at lade 12 kilometer
I min test i Københavns-området med lidt blandet motorvejs- og bykørsel kørte jeg 10 kilometer for at lade batteriet op, så det kunne køre 12 kilometer.

Men til gengæld var bilen nede på fem til otte kilometer på literen i byen imens. Eller cirka det samme, som den 4,7 liters V8-motor, der ligger i min sommerbil fra 1984.

På motorvej går det lidt bedre med at lade op, men benzin-økonomisk er resultatet stadig væsentligt ringere end det, som jeg får i min helt igennem ordinære Tiguan.

XC40 er stadig en god bil, selv om du skal en del til lommerne for at få ekstraudstyret, der matcher bilens udseende.

Men den passer ikke til mit kørselsmønster eller den måde, som vi som familie bruger bilen. Og rent miljømæssigt ser det heller ud til at gøre den store forskel, især ikke, hvis man tager omkostningerne ved at producere både benzin- og elsystemerne og den halvstore batteripakke med i betragtningerne.

Rækkevidden skal simpelthen op, så flere dages småture efter indkøb kan klares uden, at der skal lades. 100 kilometer virker til at være et bedre og mere anvendeligt bud.

Så jeg køber (måske) en hybrid - næste gang. Hvis rækkevidden kommer op, og eventuelle børnesygdomme er udryddet.

Vil du have en XC40, der også er god mod nærmiljøet, så jeg ville personligt vente til den rene elektriske version af XC40 kommer i sensommeren eller til efteråret 2021. Ifølge Volvo kan du bestille den i løbet af foråret. Sandsynligvis til en god pris, når de nye afgifter er fuldt beregnet.

Samtidig bliver den rent elektriske XC40 Volvos første bil, der leveres med et spritnyt infotainment-systemet fra Google.

Vil du læse mere: Bilbasen har skrevet en spændende test i nøjagtigt samme Volvo XC 40 som jeg. Her kører de 100 kilometer, mens de måler benzin- og elforbruget på motorvej, landevej og igennem småbyer. De har lavet en fin video om eksperimentet, som du kan se her.