Det synes urimeligt, at nogle lande kan være ganske velhavende, mens andre knap nok kan brødføde deres befolkninger.
Derfor kunne man stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er nogle lande rigere end andre?
Netop det spørgsmål mener økonomerne, Daron Acemoglu og James Robinson, der sammen med Simon Johnson vandt Nobelprisen i økonomi i 2024, at have fundet et svar på.
For et lands økonomiske succes har hverken noget at gøre med geografi, vejr eller kultur.
Tværtimod viste Acemoglu og Robinsons mangeårige forskning af samspillet mellem politiske kræfter, økonomisk vækst og institutioner, at det afgørende er de institutioner som landene skaber.
Resultaterne viser de blandt andet frem i bogen “Why Nations Fail: The Origins of Power, Prosperity, and Poverty”, som udkom første gang i 2012 og blev en international bestseller.
Det er heller ikke forfatternes konklusion, at fattigere lande mangler ressourcerne til at nå til tops.
I stedet er landene organiseret på en måde, som trækker pengene ud af befolkningen; dette kalder de for ekstraktive økonomiske institutioner.
Disse akkompagneres ofte af politiske institutioner, som favoriserer en lille – men magtfuld – elite og som har ganske få regler for elitens magtanvendelse.
Det skader igen privatpersoners incitament til at starte en virksomhed eller opfinde noget som helst, når staten kan tage det hvert øjeblik det skulle være.
Omvendt har historiske magtcentre som England og USA en rig historie med patenter og privat ejendomsret, som går århundreder tilbage i tiden.
De har også udviklet et upartisk retssystem og et “spillerum” for virksomheder og privatpersoner som gør alle lige for loven og som tilskynder indbyggere til at bruge deres talenter.
Dette kalder forfatterne for inkluderende økonomiske institutioner. Disse kan som oftest kun lade sig gøre gennem en stærk, centraliseret stat og gennem bredt fordelt politisk magt ; såkaldt inkluderende politiske institutioner.
Forfatterne bruger disse grundlæggende idéer til at vise forskellen på steder som Nord- og Sydkorea samt byen Nogales, der har en fattig del i Mexico og en rig del i USA.
Samtidig viser de også, hvorfor de europæiske koloniherrer har bidraget til fattigdom rundt omkring i verden. For når først ekstraktive institutioner er blevet igangsat af en elite, så er det svært at opbygge konkurrerende institutioner tilstrækkelig magt til at stå imod den magtfulde elite.
Omvendt vil inkluderende institutioner, når først der er sået et lille frø af dette i et samfund, øge sandsynligheden for at disse institutioner bliver mere inkluderende over tid.
Forfatterne argumenterer for, at bestemte historiske tidspunkter – såkaldte critical junctures – kan være afgørende for et lands fremtidige skæbne, som afhænger af om landene reagerer med at opsætte ekstraktive eller inkluderende institutioner.
Men du kan eventuelt høre mere om bogen i denne Ted Talk, hvor medforfatteren James Robinson uddyber nogle af bogens pointer.
