Meget havde været nemmere, hvis en entreprenant Wuhanslagter havde ladet det inficerede kræ i fred, der første gang lod Covid-19 springe fra dyr til menneske.
Men selv hvis Patient Nul havde nuppet en grillkylling i stedet for et stykke højtbelagt med bæltedyr, ville resultatet før eller siden have været det samme. Nemlig en global pandemi, der bredte sig som en steppebrand på tværs af en hyperforbunden klode.
Det mest overraskende er faktisk, konstaterer forfatterne af Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie, at det ikke er sket længe før.
Der er nemlig gået usædvanligt mange år siden den spanske syges hærgen, og i mellemtiden er der kommet mange milliarder flere mennesker og husdyr til.
Historikerne Jeanette Varberg og Poul Duedahl fortæller den fascinerende historie om smitsomme sygdomme, der har fulgt Homo Sapiens, siden vi kravlede ned fra træerne.
Epidemierne tog dog først for alvor fat, da vore forfædre flyttede ind fra savannen, begyndte at bygge de første byer og tog husdyrene med. For des flere mennesker og dyr, des lettere spillerum for virus og bakterier.
Gennem årtusinderne har pest, tyfus, kopper og andre modbydeligheder hyppigt hærget på kryds og tværs af kontinenter og kostet utallige millioner af mennesker livet.
Men det har også fungeret som katalysator for forandring, når epidemier har svækket imperier og bystater og givet plads til andre. Denne enes død, den andens brød.
Meget tyder eksempelvis på, at vi slet ikke nedstammer fra de første mennesker, der boede i Skandinavien. De var efter alt at dømme mørke i huden og laktoseintolerante, men blev sandsynligvis udryddet af pest for 5-6.000 år siden.
Det gav til gengæld rigtig god plads til indvandrende kvæghyrder fra øst, der havde lysere hud og kunne fordøje mælkeprotein. Så selv om de færreste sender venlige tanker til epidemier i almindelighed, ville hverken de lyse nordboer – eller Arla – være her i dag, medmindre Yersinia pestis havde hærget i stenalderen.
Da Den fjerde rytter udkom i oktober, så alt meget sort ud, og man orkede næsten ikke mere pandemisnak. Men nu er vaccinerne ved at give lys i mørket, og således er vi meget bedre stillet end vore forfædre.
Gennem langt størstedelen af menneskets historie har man nemlig blot måttet acceptere, når en eller anden lidelse udryddede halvdelen af befolkningen. Man havde ingen reel anelse om, hvad sygdommene skyldtes, kunne ikke bekæmpe dem – og eneste modtræk var at begrave de døde i en fart.
Således er bogen med til at sætte det hele lidt i perspektiv. Det hjælper desuden, at den er usædvanligt velskrevet og i sin stil milevidt fra de ofte knastørre og humorforladte kapitallogiske samfundsøkonomiske redegørelser, der i mange år var basis for grundskolens historieundervisning.
Det er en fornøjelse, også når historien er grum – og det er den tit.
Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie. Af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
