Skydespillet Doom var revolutionerende, da første udgave udkom i 1993. For aldrig havde det været nær så sjovt – og flot – at sprænge fjender i luften.
Siden fulgte en stribe efterfølgere til talrige platforme, og det anslås at der gennem tiden er langet over 10 millioner eksemplarer af diverse Doom-versioner over disken.
Der er endda kommet både romaner, tegneserier, brætspil og film med Doom-tema.
I dag tager grafikken i den oprindelige udgave sig noget primitiv ud, men alligevel finder den oprindelige udgave af Doom stadig et nyt publikum, hver gang en ny retrokonsol sendes på gaden.
Men i takt med, at helt almindelige husholdningsgenstande udstyres med stadig mere avanceret computerkraft er det blevet en sport at afprøve, hvilke platforme man kan afvikle det klassiske spil på. For Doom er ikke kræsen.
I de senere år er det blandt meget andet lykkedes at afvikle det klassiske spil på alt fra smarte køleskabe og pengeautomater til en touch-bar på en MacBook Pro – og endda skærmen fra en elektronisk graviditetstest.
Så tænker man muligvis, at målet er ved at være fuldt. Men nej.
Senest har professor Ethan Mollick fra Wharton School under University of Pennsylvania regnet sig frem til, at man ville kunne afvikle den klassiske version af Doom på en lidt usædvanligt mekanisk computer.
Enheden skulle bestå af en frygteligt masse forbundne plastikkasser samt godt 16 milliarder krabber, der metodisk bevæger sig mellem rummene i den givetvis noget komplekse struktur.
Det lyder måske søgt.
Men Mollick bygger sit ræsonnement på, at det faktisk er lykkedes forskere at bygge logiske porte ved hjælp af krabber og forbundne plastikkasser.
I den forbindelse har forskerne demonstreret, at det kræver cirka 80 krabber at styre en logisk port.
Og da der er otte logiske porte i en byte, er det sådan set bare et spørgsmål om at kende minimumsspecifikationerne for et system, der kan afvikle Doom – og begynde at gange op. Så det er præcis, hvad Ethan Mollick har gjort.
Angiveligt mangler han dog at give et troværdigt bud på, hvem der skal indsamle de mange skaldyr. Samt hvordan man sørger for, at de får mad undervejs, ikke kommer op at slås, stikker af eller æder hinanden.
Men det kan jo passende være tema for en sen diskussion på en kommende fredagsbar på IT-Universitetet eller DTU.
Ethan Mollick er – også på andre felter – et levende eksempel på, at computerteori langtfra behøver at være en tør størrelse, og man kan følge ham her på Twitter.
