Spilindustrien befinder sig som helhed et lidt besynderligt sted. I den sidste uges tid har rygterne fortalt om hvordan Sony stort set har stoppet samarbejdet med alle de spilstudier der ikke arbejder på titler af blockbuster-størrelsen, hvilket virker særlig uheldig for en udgiver der ellers før har prydet sig med også at støtte de mindste udviklere.
Samtidigt synes selve spiludviklingen stadig at kæmpe med en identitetskrise, hvor det på den ene side stadig bliver dyrere og dyrere at udvikle spil af den største slags, samtidigt med at bedre og billigere værktøjer betyder at mikroudviklere drevet af ildsjæle, har større chance for at få givet liv til deres drømmeprojekter.
Der er ikke den store tvivl om at begge tilgange til spiludvikling kunne lære en smule af hinanden, hvilket Narita Boy er et glimrende eksempel på.
Med en grafisk indpakning så fyldt med stil og lækre detaljer, at man stort set er forblændet af det hele under de cirka syv timer som det hele tager at gennemføre, er her et godt eksempel på at også de mindre udviklere godt kan stå for afsindigt smukke spil, hvis bare ideerne og talenterne er på plads.
Med en blanding af 80’er referencer, filtre der får det hele til at se ud som blev det afspillet gennem en VHS’maskine og et synth-soundtrack så lækkert at selveste Vangelis et eller andet sted må sidde og vippe med foden, er det svært ikke at blive fanget af det hele.
Historien fortsætter den gode stil og synes mest af alt inspireret af den oprindelige Tron-film fra 1982, hvor hovedpersonen teleporteres ind i en spilverden, fordi et program har fået storhedsvanvid og ikke længere vil finde sig i de begrænsede rammer.
Narita Boy tilføjer dog ekstra krydderi til historien gennem nogle sekvenser, hvor man stilfærdigt oplever den sørgmodige historie bag skaberen af den spilverden der udgør rammerne for hele eventyret. Disse sekvenser er virkelig godt fortalt, giver et afbræk til det hele og ender på overraskende vis med at være et af spillets højdepunkter.
På selve spilfronten er det hele desværre mindre originalt og ej heller lige så godt. Fjender skal tæves til usammenhængende pixels, angreb undviges i sidste øjeblik og specialangreb indsættes for maksimal skade. Så vidt så godt. Desværre er kampsystemet i Narita Boy alt for begrænset og de samme, halvkedelige angreb bruges gennem det meste af spillet, og udvides kun sparsommeligt med nye tilføjelser der dog aldrig tilføjer den store dybde.
Man ender derfor med kampe der ser fantastiske ud, men faktisk hurtigt bliver forudsigelige og kedelige. Det er en skam at der på denne front ikke er blevet lånt fra spil som Dead Cells eller Hollow Knight, der hver gav deres bud på fantastiske kampsystemer i eventyr der havde mange ligheder med Narita Boy.
Narita Boy ender derfor med at blive et af den slags spil som er sjovere at se på end rent faktisk at spille, og det er overordentligt ærgerlig når både grafik, musik og den generelle præsentation hænger så godt sammen som den gør her.
Det er dog samtidigt svært ikke allerede at glæde sig til at se hvad udvikleren Studio Koba kan præstere næste gang, for trods at størrelsen af mandskabet ikke er stort, er det tydeligt at der her er tale om en udvikler der på nogle kanter godt kan blande sig med branchens sværvægtere.
