Ideen god nok
Ideen var ellers god nok: I stedet for en lang række proprietære formater og afspillere skulle SMIL være platformen for multimedie på nettet.
SMIL er en multimedie-standard til web. Det er et XML-baseret opmærkningssprog ligesom HTML og er designet til at være forholdsvist nemt at lære og anvende på web. SMIL blev skabt for at løse problemerne med at koordinere fremvisning af forskellige medietyper på websteder. Ved at anvende en enkelt tidslinie for alle medierne i præsentationen, kan fremvisningen styres med hensyn til tidsmæssig koordinering og synkronisering.
SMIL fortæller kun om den tids- og layoutmæssige opbygning - den siger ikke noget om formater. Hvilke formater, der kan anvendes, afhænger af fremviseren. Således kunne de video- og lydstrømme, som indgår i SMIL-præsentationen være kodet i et af de mange formater, der findes.
Selvom at standarden sådan set er fornuftig nok, løb den på problemer fra starten. To nøglevirksomheder, Macromedia og Microsoft, forlod standardiseringsarbejdet for at udvikle deres egen standard for multimedie på web, HTML+TIME. Det er ikke svært at se hvilke interesser, der ligger bag dette valg.
Flash og MPEG-4
Macromedia sidder tungt på alt, der hedder multimedie på web. Det gælder både på publikumssiden, hvor firmaets Flash-afspiller formentlig er den mest udbredte multimedieafspiller på markedet, og det gælder på udviklersiden, hvor programmer som Flash, Director og Dreamweaver sidder solidt på udviklermarkedet.
I en undersøgelse sidste år af analysefirmaet NPD Online havde 96 procent af 2600 brugere installeret Flash-afspilleren. Denne markante udbredelse af afspillerne giver Macromedia en konkurrencemæssig fordel, da firmaets udviklingsværktøj er det mest udbredte til udvikling af Flash-film. Macromedia har dog åbnet deres Flash-format, så alle kan udvikle til dets afspiller, og der findes andre udviklingsværktøjer til Flash, såsom LiveMotion fra Adobe og visse andre programmer benytter dele af Flash-formatet for eksempel til at gengive vektorgrafik.
Microsoft har altid benyttet proprietære formater og API'er som led i dets markedsstrategi, og HTML+TIME er formatet, man skal benytte, hvis man vil benytte interaktivitet i forbindelse med firmaets MediaPlayer.
Streamingafspillere kan også håndtere multimede.
De tre mest udbredte afspillere til streaming media, Microsofts MediaPlayer, Real Networks RealPlayer samt Apples QuickTime-afspiller, kan alle håndtere multimedie ud over deres evner som streaming-klienter. Microsoft benytter som tidligere nævnt HTML+TIME, mens Quicktime benytter sit eget interne format, som har lagt grunden for MPEG-4-standarden. Som den eneste af de tre store bygger RealPlayer på SMIL.
Blandt de store producenter af udviklingsprogrammer er der ikke nogen, der har meldt ud omkring SMIL 2.0. Macromedia har en nøglerolle her, da firmaet som tidligere nævnt har tætte relationer med udviklersamfundet indenfor multimedie og interaktive medier.
Kirkegården venter
Det næsten totale fravær af professionelle udviklingsværktøjer og en ringe udbredelse af afspillere til SMIL giver ikke standarden gode overlevelsesmuligheder. Dog er der dele af den nye specifkation 2.0, som måske vil indgå i andre sammenhænge.
Microsoft står således bag et udkast til en opdatering af dets HTML+TIME standard, som hedder XHTML+SMIL. XHTML er næste trin i HTML-standarden for websider, og ideen er, at benytte de design- og layoutfunktioner som XHTML tilbyder sammen med de tidsstyringsfunktioner, som SMIL 2.0 har. XHTML har i forvejen en del dynamisk funktionalitet ved hjælp af DOM og JavaScript, som allerede er implementeret i de nyeste version 6-browsere, og SMIL 2.0's styringsfunktioner kan give en standard for tidsstyring. Dermed bortfalder behovet for egentlige afspillere, da de nye browsere kan give meget af af den samme funktionaliet, som SMIL kan tilbyde. Men som selvstændig standard er SMIL på vej i mod kirkegården, og deler dermed skæbne med for eksempel VRML, der i slutningen af halvfemserne ellers blev spået en stor fremtid som webbets nye 3D-standard.
MPEG-4 måske fremtiden
MPEG-4, som bygger på Apples QuickTime-format, er måske fremtiden. Den indeholder både avancerede multimedie-muligheder samt løser et andet problem ved de mange forskellige afspillere, nemlig at de alle benytter forskellig audio- og video-kodning.
De fleste codecs er strengt proprietære, men i modsætning hertil er MPEG-4 en fuldt dokumenteret åben standard, hvilket giver mulighed for en fremtid, hvor brugere, udviklere og administratorer frit kan vælge blandt servere, udviklingsværktøjer og afspillere. Men det kræver, som altid, at producenterne kan se forbi deres egne umiddelbare interesser.
