Tre dage før russerne sendte Spuknik i omløb, blev Fairchild Semiconductor stiftet af otte førende forskere.
Kalenderen viste 1. oktober 1957 - og en af stifterne var kemikeren Gordon Moore (f. 1929-2023), der sov stille ind på Hawai fredag 24. marts.
Moore var en lidt stille kemiker, der som barn havde udvundet sit eget nitroglycerin og som blev kendt for sine love om computerkraftens udvikling.
Den såkaldte Moores første lov siger, at antallet af transistorer eller komponenter, vil fordobles hver 18. måned i et kredsløb.
Moores anden lov siger at omkostningerne etableringen af fabrikker, der fremstiller halvleder-mikrochips, fordobles hvert fjerde år.
Det lå dog ret langt ude i tiden, og selv om de otte i 1957 var eksperter inden for den gryende amerikanske elektronik-industri, så var fremtidens succes ikke ligefrem åbenlys.
For ifølge forfatteren Walther Isaacson (ham som også skrevet Steve Jobs-biografien), som beskriver forløbet i sin fremragende bog "The Innovators", var de otte ude på tynd is.
Ikke alene var der i USA på den tid ikke den store tradition for at stifte sit eget firma, men der var slet ikke en tradition for at springe fra godt job i et etableret firma og over til, hvad vi i dag vil kalde en start-up.
Jobskifte var et forræderi
Det var, i samtidens øjne, dumt - og for de fleste arbejdsgivere: Et direkte forræderi.
At alle otte kom fra det samme firma, Shockley Semiconductor Laboratory, gjorde ikke sagen bedre.
Men efter et forgæves kupforsøg i maj 1957 mod den paranoide chef og nobelprismodtager William Shockley tog Robert Noyce (1927-1990) sidst i 1957 sin kollega, den milde kemiker Gordon Moore, i hånden og smækkede med døren.
Sammen ville de lave endnu bedre transistorer - de små komponenter, som udgør selve grundstenen i alle moderne computere.
I en analog verden, som endnu ikke havde set hele potentialet i transistorer, havde Noyce, Moore og de deks andre udbrydere, som fik tilnavnet "de forræderiske otte," dog svært ved at overbevise bankerne om ideen.
Derfor blev det rigmanden Sherman Fairchild, som i sidste ende investerede i ideen - mod en ret til at købe hele selskabet på et senere tidspunkt.
Patentkrigen som endte fredeligt
Noyce og Moore fik dog ikke lov til at tage den med ro i Fairchild Semiconductors.
For siden slutningen af anden verdenskrig havde flere forskerhold uafladeligt været på jagt efter de fremskridt, som der skulle til, før de første store, komplekse og strømslugende computere kunne øge hastigheden og sænke prisen.
Ifølge Walther Isaacson var der allerede i begyndelsen af 1959 rygter om, at Texas Instruments var på vej med en løsning som kunne kombinere flere transistorer.
Det fik den oprindelige udbryder, Robert Noyce, som nu stod i spidsen for Fairchild Semiconductors, til at indlede en patentansøgningsproces for at få beskyttet en måde til at isolere de enkelte transistorer.
Det var under et af de utallige interne møde med patentadvokaten, at Robert Noyce fik ideen om, at isoleringslaget ikke bare kunne beskytte den enkelte transistor, men også bruges til at pakke flere transistorer sammen.
Og, som Noyce skrev i sin notesbog i januar 1959: "Det ville være formålsstjenstligt hvis vi kunne kombinere flere enheder på ét stykke silicium". Altså den moderne mikrochip. Bare som skriblerier i en notesbog anno 1959 - samme år som halefinner bliver det helt store på biler.
Men alligevel var det Texas Instruments, som kunne fremvise den første mikrochip i marts 1959.
Og det var Fairchild, som vandt patentsslaget med en afgørelse i april 1961. Dermed fik han også anerkendelsen som mikrochippens skaber - blot for at tabe til Jack Kilby fra Texas Instruments i retten i 1964 - og igen i februar 1967. For til sidst at vinde i november 1969, hvor Robert Noyce endelig kunne kalde sig opfinderen af den moderne mikrochip.
Interessant nok havde både Texas Instruments og Fairchild-selskabet allerede i 1966 opdaget, at retssystemet ikke var det korrekte sted til den slags tovtrækkeri og indgået en aftale om at dele viden og profit.
Så mens Kilby kom først med patentet, så var det Robert Noyce, som i sidste ende kom med en løsning, som kunne masseproduceres.
I modsætning til den paranoide William Shockley som startede det hele, så deltes Kilby og Noyce om æren - og da Kilby i år 2000 vandt Nobelprisen, som kun gives til levende forskere, roste han den afdøde Noyce og fremhævede, at de burde havde delt prisen.
Mikrochips til atomraketter
Men hvem skulle bruge de mikrochips i en tid før personlige computere og servere?
Svaret er, at det er det amerikanske militærs atomarsenal, som du kan takke for at have fremskyndet masseproduktionen af de første spæde computere.
Under anden verdenskrig var det efterspørgslen på opslagstabeller til artilleriet og behovet for at kunne bryde de tyske Enigma-koder, som drev behovet for regnekraft.
Artiklen fortsætter under billedet...
Men midt i 1960´erne skabte den stadig koldere kolde krig efterspørgslen på store mængder mikrochips til amerikanernes voksende slagstyrke af atomraketter.
Men også en anden, og måske mere fredelig, raket var med til at drive efterspørgslen: Rumraketten.
Amerikanere ville glemme ydmygelsen og vinde rummet
For skulle amerikanerne glemme Sputnik-ydmygelsen og sætte en mand på månen, så skulle der mikroprocessorer til - og gerne flere.
Og i en størrelse så de kunne placeres i næsen af en raket.
Derfor tog udviklingen for alvor fart i 1960'erne. Og mens en mikroprocessor prototype til Apollo-missionen, ifølge Walther Isaacson, kostede 1.000 dollar, så faldt prisen til 50 dollar i 1962 - og til to dollar i 1968.
Den hastige udvikling fik i øvrigt også direktøren for Texas Instruments, Pat Haggety, til at satse på de ikoniske TI-lommeregnere, som i 1967 kostede 150 dollar (og vejede et kilo) - men som otte år senere i 1975 var faldet til 25 dollar.
Værd at huske, når vi synes, at vi lever i en tid, hvor tingene går hurtigt.
Fandt finansieringen af Intel på to dage
I 1968 var den utålmodige Robert Noyce parat til at forlade Fairchild-selskabet - igen sammen med den mere forsigtige Moore. Denne gang tog dem blot to dage at finde finansieringen.
Så var der bare det med navnet. Det tog næsten længere tid. Men til sidst fandt de på Integrated Electronics Corp. Det, som du i dag bedre kender under navnet Intel.
Og det var hos Intel, at mikroprocessoren blev opfundet. Den processor som ændrede den sydlige del af San Francisco-området til det, som i 1971 fik tilnavnet "Silicon Valley" i magasinet "Electronic News".
Undervejs ændrede processoren også verden - og indtjente milliarder af dollars til firmaet bag. Og til Moore.
Moore selv blev hos Intel det meste af sit voksne liv. Han blev Intels CEO i 1979 til 1987, hvor han blev formand for bestyrelsen. I april 2022 omdøbte Intel deres Oregon-kontor til Gordon Moore Park efter stifteren.
Moore kastede sig efterfølgende sig over velgørenhed og fonden "Gordon and Betty Moore Foundation" har doneret mere end fem milliarder dollars til projekter inden for naturbeskyttelse, videnskab og især universiteter i San Francisco-området.
Han døde i sit hjem på Hawaii i en alder af 94 i fredags. Han efterlader sig sin kone gennem 72 år og to sønner.