Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Himlen, Kælderen og Livet på Jorden - Clouden får hård konkurrence

Klumme: Mange bikse har set clouden som en mulighed for at outsource - og dermed slippe for - den evige hovedpine, som det jo ér at rekruttere, fastholde og motivere dygtige/tekniske/nørdede folk: De siger, hvad de mener. De snakker med alle mulige i andre bikse. De filosoferer. Kort sagt: En standard-managers rædselsscenarie.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Der sendes store rumraketter af sted cirka hver ottende dag året rundt. Uden uheld. Det skyldes primært SpaceX. I begyndelsen gik nogle af deres opsendelser galt. Folk grinte lidt af dem, men glemte det vist efterhånden som skidtet bare begyndte at virke vildt godt og andre kopierede dem.

Indtil i går, hvor en MEGET stor rumraket (tidligere officielt benævnt Big Fucking Rocket, eller bare BFR mellem venner) fra SpaceX ikke virkede og måtte bortsprænges fire minutter efter opsendelsen.

Pludselig kunne alle kombinere en mislykket raketopsendelse med Teslas lavere-end-forventede gigantoverskud (skidt med den enorme omsætningsstigning) og alt muligt vedrørende Twitter.

Underligt, at The Boring Company, Hyperloop og solcelle-tagstenene ikke også blev nævnt af de skadefro masser.

Det skal dog også nævnes, at Elon Musk nu har stiftet en AI-biks fordi den, han var med til at stifte i 2015 (og forlod i 2018) ikke mere er en god AI-biks og i øvrigt er blevet en uber-viral succes, der overgår videoen med Bubber, der spiser chili, i popularitet.

Musks AI skal sørge for, at Sandheden/The Truth udbredes til pøblen. Det er lidt ambitiøst.

Men: Hvem ved, hvad der lykkes, og hvad der ikke lykkes?

Og når vi alligevel taler om Himlen, kan vi jo ligeså godt tage clouden med i snakken.

Ellisons rant

Kan I huske Larry Ellisons rant i 2008, da han blev bedt om at kommentere på det nye cloud-fænomen? Det lød vitterligt til, at han - og Oracle - ville blive på Jorden og have egne servere i kælderen frem for at fise op i Himlen.

Det fastholdt han, indtil han ikke fastholdt det mere. Efter ganske få år var Oracle Open World i San Francisco udelukkende dedikeret til clouden. og Larry sagde - højst overraskende - i sine keynotes, at Oracle havde den bedste og cloudeste cloud af alle.

Og videoen med hans rant? Oracle fik den fjernet alle steder. Næsten. Det oprindelige rant er fra 2008, og jeg kan kun finde den som en lydfil:

Larry Ellison - What The Hell Is Cloud Computing? - YouTube

Men han er dælme heller ikke kedelig i dette indslag med Ed Zander fra 2009 - total standup, selvom han sidder ned:

Oracle CEO Larry Ellison Bashes 'Cloud Computing' Hype - Bing video

Siden da har han bygget datacentre i vildskab og gjort alt for at få Oracle-kunder i Himlen.

Når du har set denne video, kan du ikke ikke-se den

Ja, han har endda lavet et mærkeligt samarbejde med Microsoft kaldet Multicloud (Firmaidé: Lav et firma, der hedder PolyCloud!), og den følgende video - should you choose to view it 'till the end - vil medføre et akut behov hos jer for at indtage alkohol i et forsøg på at få jeres tæer til at rette sig ud igen.

Jeg advarer: Når man først har set videoen, kan man ikke ikke-se den.

Kameravinklen i Larry's japansk inspirerede hjemmekontor, hans derfor lettere forvredne hovedform, kombineret med den uendelige BS-Bingo-ordstrøm fra Satya ... ALT er bare helt, helt fabelagtigt. Jeg tror, at ordet er "cringeworthy":

Larry Ellison and Satya Nadella announce new multicloud collaboration - YouTube

Det skal nok gå godt, når to så gode mennesker slår pjalterne sammen.

Men nogle gange skal Himlen nok bare findes på Jorden:

Der var engang hvor jeg troede
kosmisk kaos var på mode
for jeg hang ud blandt udbrændte stjerner
& det tog lysår før jeg så
livets storhed i det små
& at himlen er begravet i vores hjerner

- CV Jørgensen, Livet er Lykken

Her kommer ham her så ind i billedet

Det er her David Heinemeier kommer ind i billedet.

Han er klog, han tør sige tingene rent ud og han har prøvet en del.

Han begyndte at stille spørgsmål ved hans firmaers brug af clouden, specielt fordi udgifterne gik amok, men også af andre grunde.

Han og hans folk endte med at konkludere, at de ville kunne spare rigtigt mange penge - og en del tid - ved at forlade clouden og komme ned på Jorden (aka kælderen) igen.

Så det gør de. Og de fortæller om det løbende, hvilket er fedt, i Computerworld og i deres podcast Rework.

Heinemeier er i den gode situation, at han allerede havde kapable folk ansat med de nødvendige skills.

Det kan jo lige så godt gå godt

Han og de kan derfor "bare" købe servere, installere alt muligt på dem, og kode videre. Det tager tid, det er pinefuldt og det kan lige så godt gå godt.

Det vil være vanskeligt at vende tilbage til Jorden og kælderen for de fleste, der har foretaget himmelflugten til clouden.

Mange bikse har set clouden som en mulighed for at outsource - og dermed slippe for - den evige hovedpine, som det jo ér at rekruttere, fastholde og motivere dygtige/tekniske/nørdede folk: De siger, hvad de mener. De snakker med alle mulige i andre bikse. De filosoferer. Stooore personligheder alle til hobe.

Kort sagt: En standard-managers rædselsscenarie.

Desuden har vi i Danmark traditionelt, og virkeligt dumt, lagt EDB/IT ind under økonomichefen (CFO > CIO).

Dernæst har man lagt cyber-/it-sikkerhed (CISO'en) under CIO'en, hvilket er ekstra dumt, fordi denne nu skal slås med udviklere og mærkelige mellemledere fra Handelshøjskolen om ressourcerne.

Vi ender derfor altid med dette hierarki:

CEO > CFO > CIO (> CTO) > CISO.

Det er nok en del af forklaringen på, at vi er helt i "top", hvad angår elektrificeringen af den virkelige verden, men nummer 38 (og nabo til Kasakhstan) når det gælder sikkerheden i cyberspace.

Heinemeier har sagt, at en startup, der har brug for at kunne skalere op lynhurtigt, skal bruge clouden.

Man kommer hurtigt og nemt i gang og en runaway succes, skulle det hænde, kan håndteres.
Kæmpebikse med uendelige, langvarige og komplet uforudsigelige behov (OpenAI, CIA og Ejendomsvurderingen) er nok også nødt til at se på det.

Kan gå kældervejen

Alle andre kan overveje at gå kældervejen.

Husk, at man sagtens kan dele en kælder med andre. Og at kældre ikke behøver at have vinduer, når Linux er opfundet, tøhø.

Hvis man dog bare kunne skaffe folk, der gider nørde og kode, så man kunne få gjort noget godt i en fart.

I den forbindelse er det fantastisk at følge halløjet om
universitets-uddannelserne.

Nu vil SF og K Gud Hjælpe Os komme med et alternativ til regeringens planer, der såmænd bare går ud på at forudsige og styre, hvilke uddannelser vi får brug for i fremtiden, og hvor mange af hver dims (elektriker, filosof, DJØF'er, osv.) vi skal producere om året. Det kan umuligt gå galt.

Pludselig får vi garanteret også masser af teknisk kompetente it-folk i Danmark i stedet for endnu flere akademikere, der søger job som Tværgående og Koordinerende Generalist i IT-afdelingerne rundt om i landet, fordi de elsker at tale med folk.

Tilbage til Jorden:

Det rent logiske

Det logiske ville være at gøre det nemt og billigt at få mennesker og deres familier fra andre lande hertil for at bo og arbejde, men det snakker ingen af partierne om.

Det er ligesom med våbendebatten i USA. Der ER ingen løsning, og alle har givet op.

Måske kan AI'erne supplere vores arbejdsstyrke.

De har intet imod at skrive kode eller svare på alle de ligegyldige mails, som strømmer ind i indbakken fra folk uden indsigt.

Hvis de også kunne deltage i møder i stedet for teknikerne og udviklerne kunne man virkeligt stå med en win-win.

Ender det hele med hybride og halv-himmelske løsninger? Kan man kombinere billige cloud-løsninger fra Digital Ocean og lignende med egne servere i kælderen eller omvendt? Hvad Fanden GØR I egentlig derude i praksis? Hæver it-budgetterne med 50 procent hvert år på grund af Azure, AWS og Alphabet? Fortæl! Skriv! Jeg sidder med én øl (ad gangen) i hånden, mens jeg læser de hundredvis af mails, som I lige om lidt sender til mogensxy@gmail.com.

PS: Vi slutter med et godt citat fra Ole, der havde set det i et amerikansk læserbrev: ”Man burde øjeblikkeligt forbyde jagt, kvægfarme og slagterier, disse unødvendige brutale ting er ikke nødvendige så længe folk bare kan gå i Wallmart og købe deres kød”.

Jeg tænker, at man kan erstatte jagt, kvægfarme, slagterier, Wallmart og kød med nogle it-ord.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.