Analyse: AI har ikke udraderet jobs – men du skal som it-ansat selv gøre en indsats for ikke at blive hægtet af

På trods af dramatiske advarsler fra tech-topchefer og spekulationer om massefyringer, viser nyt studie, at ChatGPT og generativ AI faktisk ikke har haft en målbar effekt på jobmarkedet. En særlig branche mærker dog forandringer.

Artikel top billede

(Foto: Vitaly Gariev / Unsplash)

Advarslerne har været mange og dystre.

AI ville skubbe millioner ud af arbejdsmarkedet, udradere hele faggrupper, gøre unge akademikere overflødige og efterlade et forandret arbejdsmarked i ruiner, har det lydt fra tech-topchefer og bekymrede kommentatorer.

Men en ny undersøgelse fra USA peger i en anden retning.

Ifølge en analyse fra Yale University Budget Lab og tænketanken Brookings Institution er der ikke tegn på, at generativ AI for alvor har påvirket beskæftigelsen i USA, skriver Financial Times.

I hvert fald ikke endnu.

Til gengæld peger forskerne på, at én branche allerede oplever markante forandringer. Det drejer sig om tech-sektoren.

"På trods af, hvor hurtigt AI-teknologi har udviklet sig, har arbejdsmarkedet de seneste tre år været præget af kontinuitet snarere end forandring," siger Molly Kinder, som er senior fellow hos Brookings og en af studiets hovedforfattere.

"Vi står ikke i en økonomi præget af jobs-apokalypse lige nu. Det er overvejende stabilt. Det bør være en beroligende besked til en befolkning, der er bekymret," lyder det videre.

AI-frygten matcher ikke data

Undersøgelsen er baseret på officielle beskæftigelsestal og data fra tech-industrien om AI-eksponering og brug.

Og ser man på disse tal, så er konklusionen ret klar.

Der er meget lidt evidens for, at generativ AI – på nuværende tidspunkt – fører til jobtab i nævneværdigt omfang.

"Arbejdsmarkedet føles ikke godt i øjeblikket, så det virker intuitivt at tro, at AI overtager folks job," siger Martha Gimbel, der leder Yale Budget Lab og har skrevet rapporten sammen med Molly Kinder, til mediet.

"Men vi har undersøgt det her fra mange vinkler, og vi kan virkelig ikke finde tegn på, at det sker" lyder det videre.

Analysen viser, at generativ AI allerede har sat sine spor i tech-sektoren, hvor den er med til at ændre sammensætningen af jobfunktioner og krav til medarbejdere.

Men det sker ikke hurtigere eller mere dramatisk end ved tidligere teknologiske gennembrud som internettets eller computerens indtog, lyder vurderingen.

"AI har indtil videre ikke trodset tyngdekraften," siger Molly Kinder.

Ifølge hende befinder vi os fortsat i de tidlige faser, hvor virksomheder forsøger at finde ud af, hvordan de skal organisere sig omkring teknologien.

Uddannede unge lider endnu ikke under AI

Undersøgelsen adresserer også en anden udbredt frygt.

Nemlig frygten for, at nyuddannede akademikere allerede er ved at blive overhalet indenom af AI.

Også her peger tallene i en anden retning.

Selv om ledigheden blandt 20-24-årige med en bachelorgrad steg til 9,3 procent i august, som er en stigning fra 4,4 procent i april, så adskiller jobfunktionerne sig ikke væsentligt fra dem, der udbydes til ældre kandidater.

Ifølge forskerne tyder det på, at problemerne med at finde arbejde ikke skyldes AI, men snarere generelle markedstendenser.

CEO’er advarer, men forskerne maner til besindighed

Studiets konklusioner står i skarp kontrast til udtalelser fra flere topfigurer i tech-industrien.
I maj advarede Dario Amodei, som er CEO i AI-virksomheden Anthropic, om en massiv eliminering af roller inden for jura, finans og konsulentbranchen.

Han vurderede, at AI kunne fjerne op mod halvdelen af alle entry-level-job og forudsagde, at arbejdsløsheden kunne stige til 10-20 procent inden for fem år.

Også OpenAI’s topchef Sam Altman har tidligere sagt, at AI vil erstatte hele jobkategorier, blandt andet inden for kundeservice.

Men mange økonomer er skeptiske over for de dramatiske forudsigelser.

"Der er et stort pres på ledere for at gøre noget med AI, og det er med til at drive hypen," siger Daron Acemoglu, som er nobelprisvindende økonom og professor ved MIT.

"Men der er ikke mange, der gør noget virkelig kreativt med det endnu," siger han videre.

Daron Acemoglu peger desuden på, at AI-selskaber har en klar interesse i at skabe opmærksomhed omkring teknologien for at få opbygget den nødvendige computerinfrastruktur til at træne større sprogmodeller.

Kan få indflydelse på sigt, men det sker ikke lige nu

Yale Budget Lab vil fremover opdatere analysen månedligt.

Forfatterne understreger, at udviklingen stadig kan tage en ny drejning, men at det nuværende billede bør give anledning til at dæmpe frygten.

"Det er et åbent spørgsmål, om AI vil ændre arbejdsmarkedet radikalt," siger Martha Gimbel.

Hun opfordrer derfor til, at man ikke spænder vognen for hesten.

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

Jakob Dirksen

GlobalConnect

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen