Det var meningen, at amerikanske Kyndryl skulle overtage den hollandske cloud-leverandør Solvinity, der driver landets digitale identifikationsløsning DigiD og flere andre offentlige digitaliseringsløsninger.
Men det 750 millioner store opkøb er nu blevet blokeret af den hollandske myndighed BTI (Bureau Toetsing Investeringen, red.), der er sat i verden for at screene udenlandske opkøb og dermed værne om landets digitale suverænitet.
Det oplyser den hollandske digitaliseringsminister Willemijn Aerdts i et brev til landets parlament.
”Holland sætter stor pris på tilstedeværelsen af udenlandske techvirksomheder – især amerikansk-baserede – og på deres bidrag til den hollandske økonomi og digitale infrastruktur. Men landet fastholder samtidig en uafhængig ramme for screening af investeringer, der har til formål at beskytte offentlighedens interesser, og som gælder ens for alle investorer uanset oprindelsesland,” skriver ministeren i brevet.
Ud over at lægge infrastruktur til DigiD-appen er Solvinity også leverandør til de offentlige digitaliseringsløsninger MijnOverheid, der kan sammenlignes med borger.dk herhjemme, og erhvervs-selvbetjeningsløsningen Digipoort.
Første gang amerikansk opkøb stoppes
Det er første gang, at myndigheden blokerer et opkøb fra en amerikansk virksomhed, og det skyldes bekymring over den amerikanske lov US Cloud Act, der betyder, at virksomheder med hovedkvarter i USA kan blive tvunget til at overlevere data til amerikanske myndigheder.
Det gælder også for data, der ligger på servere placeret uden for USA.
BTI valgte i sin afgørelse den hårdest mulige indgriben. Myndigheden kunne have valgt at stille en række betingelser for, at handlen kunne blive gennemført, men valgte i stedet et fuldstændigt forbud mod overtagelsen.
Kyndryls opkøb af Solvinity blev annonceret allerede i november 2025 og blev i første omgang godkendt af de hollandske konkurrencemyndigheder, før det altså nu er blevet bremset i investeringsscreeningsprocessen.
"Opkøbet er blevet politiseret"
Selskabet oplyser til mediet Politico, at det er ”ekstremt skuffet” over, at handlen, der skulle styrke selskabets position på det europæiske cloud-marked, nu er blevet blokeret.
“Politiseringen af denne proces har overskygget de klare og væsentlige fordele, som denne transaktion ville have givet Solvinitys kunder og de hollandske borgere,” oplyser Kyndryl til mediet.
Det er ikke første gang, at den hollandske stat sætter foden ned over for udenlandsk kontrol med landets teknologivirksomheder.
I oktober 2025 valgte landets regering at bruge en særlig lovgivning fra den kolde krig til at nationalisere chipfirmaet Nexperia, der har sin produktion i Holland, men siden 2019 har været ejet af det kinesiske Wingtech.