Stil et naivt spørgsmål om verdens – i hvert fald før SpaceX-børsintroen – mest værdifulde selskaber, nemlig Apple, Microsoft, Alphabet, Amazon, Nvidia, Meta og Tesla: Hvad ejer de egentlig?
Svaret er: I den store sammenhæng forbløffende lidt. Og med Tesla som delvis undtagelse er ingen af dem fabrikanter i gammeldags forstand.
Deres egentlige værdi udgøres ikke af hverken valseværker eller samlebånd. For selv om de måske nok ejer datacentre for milliarder, så går det allervigtigste element, nemlig medarbejderne, hjem og sover hver aften. Og dem ejer selskaberne trods alt ikke.
Eller som økonomen John Kay skriver i "The Corporation in the Twenty-First Century": Medarbejderne er produktionsmidlet.
Det er bogens omdrejningspunkt, og undertitlen lægger ikke fingrene imellem: "Why (Almost) Everything We Are Told About Business Is Wrong".
Kays pointe er ikke, at virksomhederne har ændret sig, for det ved vi sådan set godt. Det er, at sproget, vi beskriver dem med, ikke har flyttet sig. Vi taler stadig om kapital, ejere og arbejdere, produktionsmidler og klassekamp.
Det passede fint på Andrew Carnegies stålværker i 1800-tallet, men er ude af trit med en økonomi, hvor de største varer kan ligge i din lomme. Eller i dit hoved.
For værdien er blevet dematerialiseret. Når vi køber en iPhone eller søger online, udgør materialerne en forsvindende lille del af prisen.
Det, vi primært betaler for, er retten til kildekode og den kollektive intelligens, der er bygget ind i designet i form af medarbejdernes knowhow.
Dermed forsvinder den gamle magtkæde, hvor den, der ejede maskinerne, bestemte. At måle sådan en virksomhed på "afkast af investeret kapital" giver, som Kay tørt bemærker, omtrent lige så meget mening som at måle den på dens vandforbrug.
Resultatet er "den hule virksomhed" forstået som et firma, der har skåret alt væk undtagen det ene led, hvor det har en særlig evne eller udviklingsfordel, og outsourcet resten.
Nike fremstiller ingenting, og selve swoosh-logoet blev tegnet for 35 dollar. Apple designer; Asien samler. Var samlebåndet det 20. århundredes definerende opfindelse, så er den hule virksomhed den, der dominerer i dag.
Bogen har dog en skurk, nemlig "shareholder value" betegnet som ideen om, at en virksomheds eneste formål er at maksimere aktionærernes afkast.
GE-chefen Jack Welch tændte lunten i 1981, men kaldte tre årtier senere selv ideen for "the dumbest idea in the world". Doktrinen erstattede fagstolthed med mål og bonusser.
Og de ledere, der dyrkede aktionærværdien mest fanatisk, endte ofte med at ødelægge de selskaber, deres forgængere havde bygget i jagt på kortsigtet gevinst.
Det er ifølge bogen også en af årsagerne til, at de internationale corporations lider af en legitimitetskrise. Vi elsker måske nok produkterne, men hader producenterne.
Her bliver bogen interessant for et it-publikum. "The Corporation in the Twenty-First Century" er i bund og grund en forklaring på, hvorfor tech-giganterne ser ud, som de gør. Ikke som fabrikker fulde af maskiner, men som en koncentration af evner og kollektiv – ja, i fremtiden måske endda kunstig – intelligens.
John Kay, der er Oxford-økonom og mangeårig klummeskribent hos Financial Times, har begået en bog, der i 2025 blev kåret af The Economist som en af årets bedste.
Og som han skriver et sted: Ingredienslisten er ikke opskriften. Du kan eje al kapital og alle maskiner i hele verden, men stadig være ude af stand til at udvikle en iPhone.
