Den sociale-mediegigant Metas AI-satsninger har levet i skyggen af AI frontløberne fra Anthropic, OpenAI og Google.
Ugens lancering af kodeagenten Muse Code bringer tech-kæmpen på banen igen med et AI-drevet udviklingsværktøj i lighed med Anthropics populære Claude Code, OpenAI’s Codex, XAI's Build og Googles Antigravity.
Den glimrer dog ved ikke bare at køre, men også ved at være udviklet og trænet i samspil med Metas nyligt udsendte Muse Spark 1.2 sprogmodel.
Ifølge Mark Zuckerberg kan den løse komplette softwareuudvikler-opgaver på tværs af store kodebaser: planlægge ændringer, skrive koden og validere resultatet.
Større opgaver vil fordeles ud på en stribe parallelle underagenter, som får hver deres delopgave, mens en lokal hændelseslog registrerer hvert modelkald og hver rettelse, så agenten kan genoptage arbejdet præcis dér, hvor den slap, i tilfælde af crashes eller fejl.
Vinder alene på sine skarpe priser
Metas løsning fungerer dog alene som en terminalbaseret kodeagent tiltænkt Linux eller MacOS, mens både OpenAI, Anthropic og Google tilbyder grafiske interfaces til deres kode-agenter på flere platforme.
Muse Code er samtidig fortsat alene i sin beta-version.
Samtidig formår Muse Spark modellen ikke at overgå løsningerne fra Anthropic, mens den dog blander sig i den øvrige top af de benchmarks, som Meta selv har udvalgt.
Hovedargumentet for Muse Code-løsningen ligger i prisen. Adgangen er forbrugsafregnet til omtrent samme takst som forgængeren Muse Spark 1.1, hvor der skal slippes 1,25 dollar per million input-tokens og 4,25 dollar per million output-tokens.
Det er omtrent en tredjedel af hvad Anthropics mere prisvenlige Sonnet 5 model koster, hvor adgangen koster henholdsvis omtrent tre og 15 dollar.
Dertil tilbydes en billigere abonnementsløsning, som Metas AI-chef Alexandr Wang siger til The Wall Street Journal er mere end ti gange billigere end pay-as-you-go.
Meta placerer sig dermed ikke som frontløber i kapløbet, men er nu en spiller, med skarpe priser som sit stærkeste kort.