En af de bedste øvelser ved at lytte til vinylplader er, at du koncentrerer dig – du skal finde pladen og sætte den på og kan ikke bare skifte nummer med tryk på en knap.
På den måde er der mere fokus på musikken og nydelsen bliver større – for mange i hvert fald.
Med Sonys PS-LX5BT er det blevet lidt lettere at få oplevelsen, da den har semiautomatiske funktioner, så den selv sætter nålen i startrillen og løfter den igen, når pladen er slut.
Det gør det mere komfortabelt, og du kan naturligvis også bruge den trådløst via Bluetooth.
Godt skåret
Det andet argument for vinyl er lydkvaliteten, og uden at komme med for og imod, så er der ingen tvivl om, at en LP-plade – selv når den sendes via et trådløst digitalt signal – lyder anderledes end streaming og CD-plader.
Trods en pris på 3.499 kroner er den udviklet til entusiaster ifølge Sony – det er fint, for det er bestemt ikke en entusiastpris. Tværtimod.
Nu er Sony bestemt ikke fremmede for at begå sig i vinylafspilning og har siden 1966 begået både prisoverkommelige modeller og rene entusiastvidundere. Så de er klar over, hvordan et sådant produkt skal – undskyld udtrykket – skæres.
De kalder selv modellen for en med et sofistikeret design – så langt vil jeg måske ikke gå. Der er tale om en enhed med megen brug af plast, og selvom den er anonym og fin på reolen, vil den ikke vinde designpriser – ikke i mine øjne.
Men designet er funktionelt, og da den kun er 12 centimeter høj med støvlåg, er den ultralav for en grammofon. Samtidig er designet rimeligt anonymt, så den let glider ind på reolen.
Da den er trådløs, kan du også nøjes med et strømkabel, og du er kørende.
Du skal ikke justere nåletryk eller andet kompliceret – den er nærmest plug and play ud af boksen. Det eneste, du skal, er at montere pladetallerkenen og remmen, der får denne til at rotere – også den del er gennemtænkt og gjort ret enkel.
Derfor er du klar til at spille nærmest ti minutter efter, du har åbnet kassen.
Bluetooth-tilslutning sker via en knap – du kan også tilslutte med traditionelle kabler, hvis du har et anlæg i nærheden, der enten har en indbygget RIAA (grammofonforstærker) eller almindelig indgang, da Sony har udgang til begge.
Bluetooth-delen håndterer i øvrigt formater som aptX og aptX Adaptive, der skifter bithastighed alt afhængig af signalstyrke og ikke mindst støjen fra den trådløse forbindelse.
Læn dig bare tilbage og nyd det
Betjeningen er som nævnt ultranem, og så snart du har udvalgt dig en analog perle, er det blot at trykke på knappen, og den kører ind og starter.
Lydmæssigt er vi i den gode ende af skalaen. Via Bluetooth er der en ro og balance i lydbilledet, som er slående. Det hele er meget tilbagelænet.
Men ikke på en kedelig facon, da der stadig er fint med dynamik og detaljer i lyden. Det er blot mere afdæmpet og har langt fra den hårdhed, du kan opleve i de (værste) streamingtjenester.
Via kabel får du mere opløsning, mere analog lyd så at sige. Forstået på den måde, at der er mere varme og fylde, ligesom perspektivet – altså dybden i musikken – bliver noget bedre end via Bluetooth.
Der er på ingen måde tale om entusiastniveau, og det er da heller ikke ventet – andet end måske fra Sonys marketingafdeling.
Men lydmæssigt er den absolut godkendt, og den mekaniske del, hvor den både kører til start af pladen og løfter pickuppen af rillen, når den er færdig, er en næsten vanedannende oplevelse.
Pengene værd
Sonys bud på en pladespiller anno 2026 er ikke revolutionerende, men tydeligt gennemtænkt og fint bygget til prisen.
Der er mange gode konkurrenter, men de fleste i denne prisklasse er ikke på samme niveau, når vi taler kvalitet og lyd.
Trods de mange pluspunkter er den kun akkurat over middel i forhold til markedet, hvorfor jeg ender på et tretal med pil opad.
