Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld.
Der er i dag nøjagtigt 100 dage til jul - og det betyder jo, at 72,3 procent af 2026 er blevet afviklet og lagt bag os, når du læser disse ord.
Når du går i seng i aften, er tallet steget til 72,6 procent, og på den måde kværner tidens store møllehjul ubønhørligt afsted, mens vi som altid halser efter.
Og så er det en form for europæisk mærkedag: Det er i dag nemlig præcis 234 år siden, at franskmændene udråbte Den Første Franske Republik efter en længere periode, hvor stemningen havde været træls og præget af vold og uro og blodigt oprør mod adel og kongemagt.
Dagen før, altså i går 21. september, var det franske monarki blevet afskaffet med skriftet Proclamation de l'abolition de la royauté ['proklamation om afskaffelse af monarkiet']. Det førte jo - som du måske ved - til halshugningen af Frankrigs sidste konge, 38-årige Ludvig 16., i januar 1793.
Det var den første republik, der stod bag det såkaldte terrorregime, hvor 17.000 såkaldte kontrarevolutionære i løbet af et halvt års tid blev henrettet ved halshugning i guillotinen - herunder også revolutions-bosserne Danton og Robespierre, der ellers selv havde sat udrenselserne i gang, men som undervejs mistede kontrollen og altså selv endte med at blive guillotineret.
Den første republik levede i øvrigt i blot 12 år frem til 1804, hvor Napoleon Bonaparte efter en del politisk tumult og uro så sit snit til at udråbe det Første Franske Kejserrige, Premier Empire, med sig selv som kejser.
Men alt dette er jo historie, og vi har mere aktuelle ting at beskæftige os med i denne morgen-briefing, så lad os komme til det.
Din morgenvært er Dan Jensen.
DSV-konkurrent indgår stor-aftale med Amazon
Amazon vælger en af danske DSV's største konkurrenter, schweiziske Kuehne+Nagel, som sin primære samarbejds-partner på logistik-området.
Aftalen betyder, at Kuehne+Nagel blandt andet får til opgave at fragte byggematerialer og indmad til byggerierne af AWS' store datacentre - herunder alle materialer til både konstruktion, udbygninger og opgraderinger og vedligehold.
Med aftalen får Amazon også en såkaldt call-option, der betyder, at selskabet køber sig ind i Kuehne+Nagel.
Til Marketwire siger Jyske Bank-analytiker Haider Anjum, at aftalen viser, at datacentre er ved at blive et vigtigt område for logistik-selskaberne.
"Det er et klart vidnesbyrd om, at hyperscale-datacentre og AI-infrastruktur er ved at blive et af de mest attraktive vækstområder inden for logistik. Det er positivt for sektoren, men isoleret set en lille strategisk sejr til Kuehne+Nagel i kampen om fremtidens AI-logistik, og dermed en knap så positiv nyhed for DSV," lyder det fra ham.
Danske Bank gennemfører første betaling med AI-agent
Mastercard og Danske Bank står bag det, som de betegner som ' 'Danmarks første betaling foretaget af en AI-agent.'
Her har en AI-agent stået for både bestilling og køb på en brugers vegne.
"Forbrugeren bad AI-agenten om at booke en kaffesmagning via
Mastercards platform for oplevelser, Priceless.com, hvorefter agenten både gennemførte bookingen og betalingen med et Mastercard fra Danske Bank," meddeler de to virksomheder.
Ifølge dem viser forløbet, at AI-agenter nu kan foretage køb
på vegne af forbrugerne - samtidig med at betalingen foretages under sikre og verificerbare rammer, som det hedder.
"Sammen med partnere som Danske Bank er vi med til at lægge fundamentet for sikker og troværdig AI-drevet handel," lyder det fra Erik Gutwasser, Division President Mastercard Northern Europa.
Pivringe informationsdeling rammer EU's it-sikkerhed
EU's systemer er alt for dårlige til at opdage og reagere på vigtige it-sikkerhedshændelser - og det skyldes primært, at systemet er for dårligt gearet til at dele nødvendige oplysninger.
Sådan lyder konklusionen i en ny beretning fra Den Europæiske Revisionsret.
"Når en alvorlig cyberhændelse indtræffer, er det afgørende, at man deler rettidig og anvendelig information. Ellers har de oprettede netværk og mekanismer ikke megen merværdi," lyder det fra retten.
Problemet skyldes, at der ifølge retten ikke er defineret klare rammer for et samarbejde mellem EU's to vigtige cybernetværk, CSIRT og EU-CyCLOne.
Revisionsretten konkluderer også, at flere af EU's organer 'udfører næsten ens opgaver med hensyn til at overvåge cybersikkerhedstrusler.'
Du finder her hele beretningen fra revisionsretten med den mundrette titel (not!): "Opdagelse af og reaktion på cybersikkerhedshændelser – en EU‑samarbejdsramme er under udvikling, men på grund af gennemførelsesforsinkelser og begrænset informationsdeling er den kun delvis effektiv."'
OpenAI vil have USA til stå i spidsen for international AI-aftale
OpenAI vil have USA til at stå i spidsen for udarbejdelsen af internationale AI-aftaler, når verdens lande samles til FN-topmøde om et par dage.
Ifølge OpenAI er der brug for, at der etableres en fælles tilgang til håndtering og kontrol af AI-udviklingen - og her er det helt afgørende at få en forlomme i forhold til ikke mindst Kina, som også er en tung spiller på AI-området.
"At sætte sig i førersædet nu, vil afgøre, om USA former det globale AI-rammeværk eller blot ser på, når et fragmenteret, ujævnt og konflikt-præget system får fat omkring det," lyder det fra OpenAI.
Selskabet nævner lande som Australien, Canada, Tyskland, Frankrig, Kenya, Japan, Sydkorea, Indien og Storbritannien som lande, som USA bør samarbejde med om øget AI-sikkerhed.
Det ventes, at OpenAI-boss Sam Altman får tid til at orientere FN's Sikkerhedsråd om forslaget onsdag.
Du kan læse hele OpenAI's forslag her.