Der bliver mere brug for journalister og dybdeborende journalistik til at hjælpe os med at finde ud af, hvem vi kommunikerer med på nettet.
For en uge siden var jeg til konferencen Knock Knock i Århus.
Der mødte jeg James Wagner Au, som arbejder som virtuel journalist, og som for eksempel har skrevet sig selv ind i internetuniverset “Second Life”.
“Second Life” er en 3D-verden, hvor deltagerne selv udvikler og ejer denne “anden verden”.
Interviewer i drømmeverden
I dag er der 342.944 personer fra hele verden, der indgår i “Second Life”, hvor de har skabt deres drømmeverden, drømmeliv eller drømmeperson.
I dette andet liv tager James Wagner Au i skikkelse af sit virtuelle jeg rundt og interviewer de andre deltagere.
Rige og berømte i “Second Life” – hjemløse i denne verden, storbarmede blondiner i “Second Life” – sorte hjemmegående mødre i den rigtige verden.
James Wagner Au får ved at træde ind i dette virtuelle univers en dialog med disse personer, der afslører sider af sig selv, som de normalt ikke ville buse ud med, når han sidder ansigt til ansigt med dem i den rigtige verden.
Skrøbelig krigs-veteran
For eksempel mødte James Wagner Au en soldat, der lige var kommet hjem fra krigen i Irak.
Denne dybt traumatiserede person åbnede sig på nettet som en anonym person med en anden autencitet og skrøbelighed, end James Wagner Au nogen siden før havde mødt i den rigtige verden.
James Wagner Au havde rigtig mange positive oplevelser ved at bevæge sig ind i den virtuelle verden.
Lige så gode oplevelser havde en journalist fra DR TV-avisen ikke, da hun loggede sig ind som bruger på Arto.
På Arto oplevede hun ældre mænd lyve sig yngre for at kommunikere med især helt unge piger om sex.
Hvem er det?
Denne historie vidner negativt om, at det ikke altid er nemt at vide, hvem det er, man kommunikerer med på nettet, og hvilke hensigter de, man kommunikerer med, har.
Men hvad er det, der sker, når vi træder ind i computerens univers – bliver vi så til en anden både fysisk og mentalt?
Hvorfor gør vi det?
Hvem er det egentlig, vi kommunikerer med, når vi kommunikerer på nettet?
Er det en andens virtuelle identitet? Eller er den også fysisk? Hvordan får vi identificeret de brodne kar, så vi bedre kan sørge for, at en god virtuel kontakt også fører til en god fysisk kontakt for de involverede?
Eller skal de to verdener deles skarpt op og helst aldrig blandes? Er det realistisk?
Nogen skal trænge ind
Med fri adgang til at chatte og komme af med sine meninger hvor som helst og når som helst uden redigerende filtre, har vi brug for, at personer eller instanser påtager sig at trænge ind bag det, der foregår, oplyse os om det og holde øje med, at vigtige grænser ikke overtrædes.
Det betyder, at journalister får mulighed for at lave deres kritiske og opsøgende journalistik i den virtuelle verden på samme måde, som de gør det i den fysiske verden, men at de skal anvende nye redskaber.
Det kan være, de er nødt til at påtage sig en virtuel identitet for at kunne gennemføre det, og så at sige at blive en virtuel Günther Wallraff, ikke på Bild Zeitung men i “Second Life”.
Da hver måned bringer nye tekniske måder at komme i kontakt med hinanden på, eller vi finder nye måder at udnytte mulighederne på, betyder det, at mængden af valg vokser markant.
Flere og flere børn bevæger sig hjemmevant i disse nye verdener.
Det betyder, at vi og de har brug for nogen med forstand på at afsløre og trænge ind til kernen af en sag – hjælp os og dem med at gennemskue, hvad der egentlig foregår, hvem har magten i den virtuelle verden – her sælges og købes mærkevarer og status.
Hvem er helte og hvem er skurke, og hvor er det nødvendigt at indføre begrænsninger?
Trine Nielsen er udviklingschef hos Crossroads Copenhagen.
