Bibliotekerne rykker på mobilen

Inden længe skal alle danskere kunne gå på biblioteket via mobiltelefonen. Susanne Sloth fra Aalborg skal vise vejen med et pilotprojekt.

Artikel top billede

"Alle unge kommunikerer på mobilen, så det er indlysende, at vi også skal være der. Der skal ikke være en masse tekniske og fysiske barrierer i vejen for at gå på biblioteket," siger Susanne Sloth.

Hvad er de mest læste bøger for tiden? Fik jeg afleveret bøgerne, jeg lånte? Og hvordan skaffer jeg lige informationer om den nye terrorlov?

Disse og flere services bliver nu tilgængelige for brugerne af bibliotekerne i Aalborg Kommune. På mobilen vel at mærke.

Siden maj har kommunens biblioteker nemlig stået i spidsen for pilotprojektet 'Det Mobile Bibliotek', der giver borgerne mulighed for at tjekke lånerstatus, forny og bestille bøger, film, musik og meget mere direkte fra mobiltelefonen.

"Den store udfordring har været at finde frem til, præcist hvad brugerne egentlig ønsker have adgang til, når de benytter mobilen. Siden er designet specielt til mobiltelefonens lille skærm. Det må helst ikke blive for komplekst og datatungt, men præsentere netop det, man har behov for her og nu og uafhængigt af tid og sted," siger Susanne Sloth fra Aalborg Bibliotekerne.

Modtog innovations-pris

De seneste par måneder har borgerne i Aalborg Kommune kunnet anvende dele af løsningen og fra den 1. december lanceres det sidste element i paletten af services.

Det har dog ikke forhindret en stor anerkendelse af projektet. Aalborg Bibliotekerne modtog i september prisen 'The Nordic Digital Library of the Year' som det mest innovative bibliotek i Norden.

Den mobile adgang til biblioteket er udviklet i samarbejde med mobil-integratoren Handstep. Samlet koster projektet lidt over en million kroner. Biblioteksstyrelsen har doneret en halv million kroner til pilotprojektet.

Udbredelse afhænger af brugerne

Bibliotekskonsulent Leif Andresen fra Biblioteksstyrelsen ser et stort potentiale i pilotprojektet fra Aalborg:

"Mobilen har indtil videre kun været brugt i sin meget enkle form til eksempelvis hjemkaldelser af bøger og andre påmindelser. Projektet i Aalborg åbner for en decideret tovejs-kommunikation," siger Leif Andresen.

"Nu ser vi frem til, hvordan brugerne egentlig tager i mod løsningen. Det vil vise hvilke af løsningerne, der vil være basis for at udbrede i biblioteksvæsnet," siger Leif Andresen, der påpeger, at der er flere forsøg i gang.

"Men når det er sagt, så ser vi et stort potentiale i at udnytte mobiltelefonen, da det er et meget udbredt medie, som også bibliotekerne kan udnytte," siger han.

Det er ikke småting, borgerne får adgang til fra mobiltelefonen i løsningen fra Aalborg Bibliotekerne.

Reservere, forny lån og sms-spørgsmål

I den mobile browser kan borgerne reservere bøger, forny lån og se lånerstatus. I den mere indholdsrige ende er der adgang til anmeldelser af bøger, bibliotekarernes anbefalinger af nyt materiale og top 10-lister over det mest populære og mest udlånte materiale i øjeblikket.

Alle disse services er allerede lanceret. Nu mangler blot det sidste element – et redskab til direkte sms-dialog med bibliotekerne.

Sms-modulet vil kunne anvendes til den hurtige dialog mellem bruger og bibliotek, fortæller Susanne Sloth:

"Hvis du lige vil vide, hvad Dronningerunde egentlig betyder, kan du sende en sms til bibliotekets SMS-Hotline og få en sms retur. Hurtigt og enkelt, men anvendelsesmulighederne er utallige. SMS er en ny platform, hvorfra vi kan stille bibliotekets ressourcer til rådighed.


Beskyttelse af persondata
Udover de store udfordringer med overhovedet at definere, hvad brugerne har behov for via den trådløse adgang, har det været en stor opgave at binde den mobile flade sammen med bibliotekernes søgesystem, DDE-Libra fra Axiell, der rummer alle data om materialer, udlån og lånere.

"De fleste biblioteker bruger i dag personnummer til at identificere brugerne. Det stiller store krav til kryptering og datasikkerheden, som vi har skullet have styr på," siger Susanne Sloth.

Men hvorfor skal et bibliotek overhovedet kunne betjenes fra mobiltelefonen?

Ifølge Susanne Sloth er det et led i strategien om at være der, hvor brugerne er:

"Alle unge kommunikerer i dag på mobilen, så det er indlysende, at vi også skal være der. Der skal ikke være en masse tekniske og fysiske barrierer i vejen for at gå på biblioteket," siger hun.

Truet af internettet

Susanne Sloth lægger heller ikke skjul på, at bibliotekerne de senere år er blevet presset af, at alle mennesker med adgang til nettet selv kan foretage informationssøgning på internettet.

Samtidig stiller informationssamfundet stadig større krav til borgerne, og det er i dét felt, at bibliotekarernes informationskompetencer skal stilles til rådighed for brugerne – muligheder som kommer tættere på borgerne via mobilen:

"Bibliotekarer skal være bedre til at søge informationer, end du kan selv. Hvis du har et spørgsmål i en bestemt retning, skal vi gerne kunne guide dig videre til de rette kilder," siger Susanne Sloth.

"Skal du lidt længere ned i et emne end blot 'at google' det, så har vi en faglig ekspertise," siger Susanne Sloth.

Og ganske snart skal der altså ikke meget mere til end en simpel sms for at åbne op for denne verden fyldt med uendelig viden.

Læses lige nu

    Event: Årets CIO 2026

    Andre events | København

    Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2026 fejrer 21 års jubilæum, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

    4. juni 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Christian Pedersen,  emagine Consulting A/S, er pr. 1. februar 2026 udnævnt som Chief AI Officer. Han beskæftiger sig med opkvalificere emagines ansatte, udvikle interne AI-værktøjer og levere AI-projekter for kunderne. Som leder af et nye AI-team skal han også udvikle og lancere AI-produkter til markedet. Udnævnelse

    Christian Pedersen

    emagine Consulting A/S

    Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Martin Ingolf Broberg, 43 år,  som webmaster. Han skal især beskæftige sig med at få idura.eu til at spille på alle digitale tangenter og sikre, at siden genererer nye leads. Han kommer fra en stilling som team lead hos Danmarks Radio. Han har tidligere beskæftiget sig med blandt andet at stifte og lede et analyseteam i DR med fokus på web og lyd. Nyt job
    Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Lars Mørch, 54 år,  som VP of Sales. Han skal især beskæftige sig med Iduras salgsorganisation, implementere en ny go-to-market-model og sikre udviklingen af virksomhedens identitetsplatform. Han kommer fra en stilling som Regional Vice President hos Avallone. Han er uddannet på CBS og har en BA i Organization & Innovation. Han har tidligere beskæftiget sig med internationalt SaaS-salg og forretningsudvikling fra både scale-ups og globale teknologivirksomheder. Nyt job

    Lars Mørch

    Idura