ComputerViews: Da den hæderkronede, amerikanske avis Wall Street Journal søndag bragte en længere artikel om Googles forsøg på at skabe sin egen, hurtige data-kanal på internettet, blev den gamle debat om internettets fremtid hurtigt vakt til live igen: For eller imod netneutralitet?
Trafikken på internettet stiger eksplosivt år for år, hvilket medfører et øget pres på netværket. Spørgsmålet er derfor, om man skal prioritere trafikken i kablerne, så for eksempel p2p-trafik får en lavere prioritering end almindelig websurfing?
De fleste hælder umiddelbart til et nej. Internettets succes skyldes netop Wild West-faktoren, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og kun fantasien sætter grænser. Google-sagen viser dog, at spørgsmålet om for eller imod neutralitet er mere kompliceret end som så.
Klogere på Googles plan
Wall Street Journal-artiklen beskrev, hvordan Google arbejder på at indgå aftaler med de store, amerikanske internet-operatører. Formålet med aftalen skulle være, at Googles egne servere kan blive placeret direkte inden for operatørernes netværk og dermed sikre en højere hastighed til Google-brugerne, fordi trafikken ikke skal på så mange omveje.
I artiklen sættes der lighedstegn mellem Googles aftaler og et brud på princippet om netneutralitet - et princip, som Google ellers har forsvaret gennem tiderne.
Blot et døgn senere var Googles PR-mand dog ude for at neddrosle hysteriet. Der var tale om en misforståelse, lod han forstå.
"Google har tilbudt at samhuse caching-servere med bredbåndsudbyderes egne faciliteter. Det reducerer udbyderens bredbåndsomkostninger, fordi den samme video ikke skal sendes flere gange," skrev Richard Whitt på den officielle Google-blog.
Han uddybede, at Google hele tiden har sagt, at den slags aftaler er i orden, og så tilføjede han, at han - til trods for den overdrevne tone og de forvirrerende anklager i Wall Street Journal-historien - gerne ville gentage, at Google forbliver stærkt dedikeret til princippet om netneutralitet.
Wall Street Journal bliver skurken
Googles Richard Whitt, der på godt dansk kan betegnes som selskabets spindoktor, har umiddelbart haft held til at slukke den brand, Wall Street Journal-artiklen havde antændt.
Den kendte jura-professor Lawrence Lessig bringer et blog-indlæg under overskiften "The madeup dramas of The Wall Street", hvor han brokker sig over, at det bliver antydet, at han har skiftet holdning i netneutralitets-debatten, og at selveste Barack Obama, som Lessig har rådgivet om teknologi-politik, dermed også skulle være på vej til at bryde med neutralitets-princippet.
Barack Obama sagde under valgkampen, at "den største årsag til at internettet er blevet så stor en succes er, at det er det mest åbne netværk nogensinde."
Også netværkseksperten Richard Whitt forsøger at neddrosle hysteriet ved at forklare, hvad det egentlig er, Google gør - og ved at slå fast, at det ikke er et brud med netneutraliteten.
Sagen er den, at virksomheder som Akamai og Limelight også benytter sig af lignende fremgangsmåder. I øvrigt har Google allerede en hurtig data-kanal i form af selskabets datacentre rundt omkring i verden.
Forvirringen er total
Med de mange debatindlæg om, hvorvidt Googles netværks-planer betyder, at man bryder med netneutraliteten, har debatten bevæget sig væk fra det oprindelige udgangspunkt: For eller imod netneutralitet?
Problemet er, at det er to forskellige problemstillinger, der bliver blandet sammen.
Den ene handler om, hvorvidt det er i orden, at internetudbydere benytter bestemte teknologier som Deep Packet Inspection og traffic shaping til at overvåge og styre data-strømmene på nettet.
Danske teleselskaber har tidligere afvist, at de benytter den slags, mens specielt den amerikanske interudbyder Comcast har været på kant med de lokale telemyndigheders retningslinier.
Den anden diskussion handler om, hvorvidt det er i orden, at virksomheder forsøger at placere egne servere og datacentre på fordelagtige lokaliteter - sådan som Google gør i dette tilfælde.
I sidstnævnte tilfælde er der ikke tale om, at bestemte former for trafik opprioriteres på bekostning af andre. Der er derimod tale om, at bestemte virksomheder (dem med flest penge) er i stand til at levere hurtigere tjenester end andre, hvilket ikke er et brud på netneutraliteten.
Behov for klare meldinger
Det betyder ikke, at debatten om netneutralitet er ligegyldig. Det viser derimod, at der er brug for et sæt helt konkrete retningslinier for, hvad man må og ikke må.
Det illustreres bedst i sagen mellem Comcast og den amerikanske telestyrelse FCC, hvor Comcast har forsøgt sig med forskellige fiksfakserier for at få godkendt sin netværks-praksis.
Så sent som i denne uge kom det frem, at den andenstørste internetudbyder i England, Virgin Media, fra næste år vil begynde at overvåge trafikken på nettet for at kunne lægge restriktioner på BitTorrent-trafikken, så det er ikke kun i USA, man prøver grænser af.
Da EU's telekommissær Viviane Reding tildligere på året var i København til en konference om netop netneutralitet, sagde hun, at der er behov for et internet uden restriktioner, men at der også skal tages andre hensyn.
"Neutralitet på nettet skal sikre, at de to fyre i garagen kan lancere deres ide. Modstanderne mener, at neutraliteten forhindrer dem i at tjene penge. Som politiker skal jeg tage begge betragtninger med i mine overvejelser," sagde Viviane Reding.
Det er netop den slags udmeldinger, der gør det så svært at finde ud af, hvor grænsen går. For en grænse bør der vel være?
