Artikel top billede

"Selskabet vil komme til at bidrage til Oracles profit allerede den første måned inde i det nye ejerskab," siger Larry Ellison om opkøbet af Sun.

Oracle vil have hurtige penge ud af Sun

Oracles administrerende direktør, Larry Ellison, fortæller, at Sun vil begynde at tjene penge til virksomheden allerede i næste måned.

Computerworld News Service: Onsdag forsøgte Oracle at besvare det spørgsmål, der har ligget på alles læber, lige siden det i april sidste år blev offentliggjort, at virksomheden ville opkøbe Sun Microsystems: Hvordan vil Oracle gøre den usunde system- og softwareleverandør til en profitabel del af forretningen.

Udfordringen bliver kun større ved det, at Oracle har lovet at investere i alle Suns ledende server-familier, heriblandt selskabets Sparc- og x86-baserede systemer, samt Solaris OS, storage-teknologier og andre produkter.

John Fowler, der er tidligere leder af Suns system-gruppe og nuværende executive vice president of hardware engineering ved Oracle, gav et overraskende ærligt svar til de journalister, der var til stede i Oracles hovedkvarter onsdag, hvor Oracle fortalte om virksomhedens Sun-strategi.

"Oracle er en meget mere forretnings-agtig, effektiv virksomhed, og den fungerer langt mere effektivt i forhold til at markedsføre og sælge produkter," sagde John Fowler.

Vil ændre forsyningskæden

Oracle planlægger en del ændringer i Suns forsyningskæde og vil blandt andet bygge virksomheden op omkring en 'build-to-order'-model, hvor serverne vil blive sendt direkte fra fabrikken og ud til kunderne.

Sun har tidligere benyttet den såkaldte 'build-to-stock'-model, hvor systemerne bliver sendt ud i distributionscentre, hvor de bliver opbevaret, indtil kunderne placerer ordren. Den model virker kun, når efterspørgslen er meget forudsigelig, siger Cindy Reese, der er tidligere leder af Sun forsyningskæde-operationer og i dag arbejder hos Oracle.

Suns model resulterede i usolgte systemer, der måtte sendes tilbage til fabrikken for at blive rekonfigurerede eller få tilføjet nyt udstyr, fortæller hun.

"Når først man skal sende enheden tilbage til en partner i Kina eller Mexico, så har man opbrugt sine muligheder for at spare penge."

Oracle vil desuden halvere antallet at producenter, der fungerer som Suns partnere, og serverne skal nu samles på langt færre destinationer. "Vi vil gøre forsyningskæden mere simpel," siger Cindy Reese.

Oracle vil desuden peppe Suns salgsafdeling op. Virksomheden planlægger at ansætte 2000 ekstra sælgere, den vil oprette teams, der skal specialiseres i tape storage og servere, og selskabet vil desuden belønne sælgerne i forhold til profitmargen på de solgte produkter i stedet for på produkternes samlede værdi, lyder det fra Charles Phillips, co-president for Oracle.

Afviser fyringer

Opkøbet betyder desuden besparelser ved de kombinerede generelle og administrative operationer. Men administrerende direktør Larry Ellison afviste en journalist, der mente, at Oracle vil komme til at fyre halvdelen af Suns gamle medarbejdere for at spare penge. Han kaldte det en "uansvarlig ting at finde på."

"Vi vil ansætte 2000 mennesker, og det er dobbelt så mange, som vi planlægger at fyre," lød det fra Larry Ellison.

Alligevel har Oracles talsperson ikke sidenhen kunnet svare på spørgsmålet om, præcist hvor mange medarbejdere Sun allerede har fyret og hvor mange flere, der står for skud. Virksomheden har ikke offentliggjort "specifikke tal," siger hun.

Oracle planlægger at holde fast i de fleste af Suns produkter, og heriblandt MySQL-databasen og JavaFX-udviklingsplatformen, men virksomheden vil dog også opgive visse dele af forretningen.

Ed Screven, der er chief corporate architect ved Oracle, fortalte, at virksomheden ikke har planer om at tilbyde on-demand computertjenester, som man kender dem fra Amazons web-tjenester, og det kunne tyde på, at Oracle ikke vil videreudvikle Suns open source-initiativer.

John Fowler bekræftede desuden forlydender om, at Sun har aflivet udviklingen af selskabets Rock processor for at spare penge. Oracle vil desuden først og fremmest fokusere indsatsen på high-end-delen af server-markedet, hvor de store profitter ligger gemt.

"Vi er ikke så interesserede i forbrugerdelen af markedet, det lader vi Dell om," sagde John Fowler.

Oracle vil desuden til at sælge langt færre servermodeller, eller "SKU'er," end Sun gjorde, tilføjede Cindy Reese.

Sun skal nok give overskud

Selv om Sun har haft underskud de sidste mange kvartaler, så har virksomheden ikke været så langt fra at være profitabel, siger Dan Olds, der er ledende analytiker ved Gabriel Consulting.

"De har tabt penge i den seneste tid, men hvis man går to eller tre år tilbage, så var de faktisk ikke så lang vej fra at blive profitable," siger han.

Sun kunne berette om et nettotab på godt 650 millioner kroner i regnskabsåret 2009, som sluttede 27. september.

Det var en forbedring i forhold til året før, hvor virksomheden til sammenligning tabte 9,22 milliarder kroner. Sun vil nok ikke komme til at udsende regnskaberne for de seneste kvartaler, eftersom Oracle gennemførte opkøbet af virksomheden i tirsdags og Suns aktier er blevet trukket ud af Nasdaq.

I september fortalte Larry Ellison, at Suns tabte godt "540 millioner kroner" om måneden, mens Oracle ventede på, at EU godkendte aftalen.

Men onsdag insisterede han på, at Sun vil komme til at lave profit med det samme.

"Selskabet vil komme til at bidrage til Oracles profit allerede den første måned inde i det nye ejerskab," sagde Larry Ellison.

Charles Phillips siger, at forsinkelserne i gennemførslen af opkøbet har haft den fordel, at Oracle fik ni måneder ekstra til at overveje strategien. Virksomheden har desuden en del erfaring med opkøb, nu da den har købt omkring 60 virksomheder i løbet af de sidste fem år.

Aftalens succes vil blandt andet afhænge af, om det kan lade sig gøre at overbevise kunderne om, at Sparc og Solaris er gode investeringer. Oracle regner desuden med, at virksomhedskunderne vil betale for de integrerede systemer, som den nye Exadata Database Machine, der kombinerer software fra Oracle med servere og storage fra Sun.

John Fowler fortæller, at hver gang han har talt med Suns kunder i løbet af de sidste fem år, så har de givet udtryk for en del bekymring. "De har spurgt, hvornår Sparc ville ryge ud i kulden. Men det sker jo ikke; vi vil investere mere i Sparc end Sun gør."

Oversat af Marie Dyekjær Eriksen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere