Atlanta: Firmaer, der vil udvikle programmer til datasikkerhed, kan nu få gratis starthjælp. Det hollandske softwarehus TrustWorks stiller kildekoden til tre sikkerhedskomponenter til rådighed for alle, der ønsker at bruge den.
- IPSec er endnu på udkast-planet. Der er over 500 spørgsmål, som leverandørerne bag standarden endnu ikke er blevet enige om. Og ved forårets NetWorld+Interop var der et forsøg på at demonstrere interoperabilitet, der blev en fiasko, siger marketingdirektør Gail R. James fra TrustWorks Systems.
Annonceringen af initiativet kommer tirsdag i forbindelse med åbningen af efterårets NetWorld+Interop-messe.
Han oplyser, at en snes firmaer deltog i demonstrationen, hvor det kun lykkedes nogle få af dem at få deres programmer til at samarbejde.
- Det minder mig om de tidlige dage med routere, hvor man var nødt til at købe alle routere fra samme leverandør, hvis man ville være sikker på, at de kunne spille sammen. Så vi mener, det er i vores egen interesse at skabe åben kildekode for at stimulere det samlede marked, siger han.
Firmaet har ingen forbindelse til Linux-miljøet, men har ladt sig inspirere af dets licensbetingelser.
Den åbne kildekode dækker tre områder: IPsec til IP-laget, IKE (Internet Key Exchange) til udveksling af nøgler og programmeringsgrænsefladen Open CryptoAPI, der giver adgang til krypteringsfunktioner. Tre firmaer ventes at ville bruge det nye software.
TrustWorks fortsætter med at sælge sin egen programpakke, som komponenterne indgår i. Den hedder Trusted Global Private Network Security Suite og er netop kommet i version 3.