Altid trådløs på nettet

I et moderne informationssamfund skal man have adgang til nettet når som helst og hvor som helst, og gerne uden kabler, tak. Vi giver et overblik over de trådløse teknologier.

Altid trådløs på nettet

Udviklingen går med raske skridt mod en trådløs fremtid, hvor det ikke kun er mobiltelefonernes netværk, der fungerer overalt.

Snart vil vi kunne tage vores trådløse enheder med os og bevæge os frit fra et netværk til et andet. Endnu har de trådløse netværk dog deres begrænsninger, enten når det gælder rækkevidde eller dataoverførsel.

Man kan opdele netværk efter deres rækkevidde. Hvis det trådløse netværk kun fungerer på afstande af få meter, typisk inden for samme lokale, taler man om personlige trådløse netværk, wireless personal area network, forkortet WPAN. Her benytter man ofte den trådløse teknologi som afløser til kablerne, og netværket etableres typisk mellem enheder, der tilhører en enkelt person.

Den mest udbredte WPAN teknologi er Bluetooth, som fortrinsvis benyttes i mobiltelefoner, headsets, lommecomputere, bærbare pc’er, mus og tastaturer.

Typisk har Bluetooth forbindelser en rækkevidde på omkring 10 meter, og der kan overføres en megabit data i sekundet.

Bluetooth kan også bruges i printere, GPS enheder og alverdens andre gadgets, men den forholdsvis lave båndbredde sætter begrænsninger for anvendeligheden. For eksempel er Bluetooth ikke oplagt til digitalkameraer og MP3 afspillere, for her skal der overføres så store mængder data, at ventetiden bliver for lang.

Den lave båndbredde og rækkevidde betyder, at man kan nøjes med små chips, der er billige at fremstille. Prisen på en Bluetooth chip er kommet ned omkring 20 kroner, og der bliver solgt flere end tre millioner chips om ugen.

Langt de fleste af disse chips sidder dog i mobiltelefoner, som bliver solgt til folk, der aldrig benytter Bluetooth funktionen til noget som helst.

Trådløs USB

I løbet af 2005 kommer der produkter med en ny version af Bluetooth på markedet. Med Bluetooth 2.0 sænkes strømforbruget, og hastigheden tredobles, så den kommer op på tre megabit i sekundet.

Det er stadig ikke nok til eksterne harddiske, cd og dvd drev, og trådløs overførsel af video er helt håbløst med Bluetooth. Der skal en hurtigere standard til, og her kommer teknologien Ultra Wideband (UWB) ind i billedet.

Den trådløse UWB teknologi vil understøtte hastigheder for dataoverførsel på op til 480 megabit i sekundet. Det er samme hastighed, som USB 2.0 kan tilbyde, og det er da også meningen, at UWB skal afløse standarder som USB, FireWire og Bluetooth.

UWB skal også bruges i almindelig forbrugerelektronik, så man for eksempel kan slippe for kablerne mellem dvd optageren og fjernsynet.

En gruppe under standardiseringsorganet IEEE er i fuld gang med at beskrive standarden 803.15.3a, der skal ligge til grund for UWB produkterne, men det varer nok nogle år endnu, før UWB produkterne for alvor kommer på markedet.

WLAN og WMAN

Hvis man skal have højere båndbredde og længere rækkevidde, end hvad Bluetooth kan klare, skal man investere i et trådløst lokalt netværk, Wireless Local Area Network, forkortet WLAN.

Her har IEEE også en finger med i spillet, for det er IEEE standarderne i 802.11 familien, der benyttes i forbindelse med denne form for trådløse netværk.

Den nære fremtid bringer adskillige avancerede mobiltelefoner med indbygget WLAN, og efterhånden som WLAN chips bliver mindre, og både pris og strømforbrug falder, kan man tænke sig, at digitalkameraer og MP3 afspillere også bliver udstyret med WLAN.

Også når det gælder WLAN, fortsætter udviklingen mod større båndbredde. Standarden IEEE 802.11n, der vil ligge klar om et par år, lover overførselshastigheder på langt over 100 megabit i sekundet – måske helt op til 540 megabit i sekundet.

I Europa er 802.11b og 802.11g udbredte, og sidstnævnte understøtter en hastighed på 54 megabit i sekundet. For brugerne kommer hastigheden for overførsel af brugbare data dog ikke meget over 20 megabit i sekundet.

Trådløst netværk, der også kaldes Wi Fi, benyttes som erstatning for Ethernet kabler i bygninger. Rækkevidden er op til 100 meter, men ofte vil bygningsdele og andre forhindringer nedsætte rækkevidden betragteligt.

Udbredelsen af WLAN er stigende i virksomheder såvel som hos private, og der bliver stadig flere offentlige hotspots, hvor man mod betaling kan koble sin bærbare pc eller lommecomputer på et trådløst netværk med internet adgang.

Der findes altså trådløse teknologier, der kan afløse kablerne inden for hjemmets eller virksomhedens vægge, og næste skridt er at erstatte kablet fra internet udbyderen.

Bredbåndsforbindelser som ADSL og kabelmodem kan få konkurrence fra trådløse langdistance netværk i form af Wireless Metropolitan Area Network, forkortet WMAN.

Trådløs internet adgang på flere kilometers afstand har hidtil været kendt under navnet Fixed Wireless Access, FWA. Her kan hastigheden være snesevis af megabit i sekundet, og der kan være adskillige kilometer mellem internet udbyderens antenne og kunden.

Den nære fremtid bringer en teknologi kaldet WiMAX, som vi skrev om i PC World nr. 11/2004. Med WiMAX kan man sende og modtage data over afstande på op til 50 kilometer, og båndbredden kan komme op på 75 megabit i sekundet. Her overholdes standarden IEEE 802.16 2004, der blev godkendt i sommer.

En fremtidig tilføjelse, kaldet 802.16e, vil udstikke retningslinierne for at bruge det trådløse langdistance netværk, mens man er på farten.

Om nogle år vil man således kunne være koblet op på samme trådløse basestation, mens man bevæger sig rundt i byen, nøjagtig som man i dag kan være koblet op på WLAN, mens man bevæger sig rundt i en bygning.

3G og 4G

Der er trods alt grænser for, hvor langt WMAN rækker, men til gengæld er der efterhånden ikke mange pletter på Jorden, der ikke er dækket af et telenetværk.

Dette netværk kan som bekendt også bruges til overførsel af data, og det gælder især for de nye 3G netværk, hvor hastigheden for dataoverførsel kan komme op på 384 kilobit i sekundet – hvor der vel at mærke er dækning.

Ganske vist kan andengenerationsnetværk som GSM også bruges til data, specielt via teknologiske overbygninger som GPRS og EDGE, men her er hastigheden typisk begrænset til mellem 40 og godt 100 kilobit i sekundet.

Det databærende telenetværk og dataoverførsel via satellit kaldes Wireless Wide Area Network, WWAN. Det er forholdsvist dyrt at benytte WWAN til dataoverførsel, men til gengæld vil man næsten altid kunne komme på nettet, eftersom størstedelen af Jorden er dækket af en eller anden form for netværk.

Altid tilkoblet

Det er selvfølgelig tilladt at kombinere de forskellige netværk. For eksempel kan man bruge Bluetooth til at etablere en forbindelse fra en bærbar pc eller en lommecomputer til en mobiltelefon, der opretter den videre forbindelse til internettet via GSM/GPRS eller 3G nettet.

En af de helt store udfordringer bliver at sikre en gnidningsløs overgang fra det ene netværk til det andet. Man skal kunne skifte problemfrit mellem de forskellige netværk alt efter position og behov for dataoverførselshastighed.

Forbindelsen til nettet skal hele tiden være optimal, så man får bedst mulig båndbredde med mindst muligt strømforbrug til den lavest mulige pris – og uden at man behøver at bekymre sig om det.

Hvis man sidder på sin arbejdsplads med en lommecomputer, skal den selv finde ud af at synkronisere med pc’en via Bluetooth.

Den skal være på internettet via det lokale trådløse netværk, og når man forlader virksomheden og kommer udenfor WLAN’s rækkevidde, skal computeren automatisk koble sig på WMAN eller WWAN, alt efter hvad der bedst kan betale sig og hvilke aftaler, man har med serviceleverandører. Når man er kommet hjem, skal lommecomputeren selvfølgelig koble sig på hjemmets WLAN.

Det skal ske uden afbrydelser i datastrømmen, så man for eksempel kan opretholde en samtale gennem IP telefoni uden at bemærke, at man skifter fra et netværk til et andet.

Og i den perfekte verden kan man tage en halv gang rundt om jorden og have trådløs adgang til nettet igen, så snart man forlader flyet – uden at rode med besværlige indstillinger.

Et netværk til det hele

Tredje generations telenetværk vil ikke overraskende blive afløst af fjerde generation, og med 4G nettet vil man kunne modtage data med en hastighed på op til 100 megabit i sekundet næsten uanset position.

4G ligger en del år forude, og det er meget muligt, at der på det tidspunkt vil ske en sammensmeltning af standarderne, så det ikke længere giver mening at tale om WLAN, WMAN og WWAN, idet der benyttes samme teknologi i disse netværk.

På lidt længere sigt vil udviklingen utvivlsomt gå i retning af, at en enkelt lille chip kan klare alle behov for trådløs kommunikation, uanset hvor man befinder sig, hvilket behov man har for hastigheden og hvilke enheder, der skal snakke sammen.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Sikkerhed | København

Strategisk It-sikkerhedsdag 2026 - København

Få overblik over cybersikkerhedens vigtigste teknologier, trusler og strategiske valg. Hør skarpe oplæg om AI-risici, forsvar, compliance og governance. Vælg mellem to spor og styrk både indsigt og netværk. Deltag i København 20. januar.

Andre events | København

Executive Conversations: Fra hype til afkast – her er vinderne af AI-ræset

Få et klart overblik over AI’s reelle effekt i danske virksomheder. Arrangementet giver unge talenter og ambitiøse medarbejdere viden, der løfter karrieren, skærper beslutninger og gør dig klar til at præge den digitale udvikling. Læs mere og...

Sikkerhed | Aarhus C

Strategisk It-sikkerhedsdag 2026 - Aarhus

Få overblik over cybersikkerhedens vigtigste teknologier, trusler og strategiske valg. Hør skarpe oplæg om AI-risici, forsvar, compliance og governance. Vælg mellem tre spor og styrk både indsigt og netværk. Deltag i Aarhus 22. januar.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Adeno K/S har pr. 22. september 2025 ansat Steen Riis-Petersen som ServiceNow Expert. Han kommer fra en stilling som Senior Manager hos Devoteam A/S. Nyt job
Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Peter Holst Ring Madsen som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Holstebro. Han kommer fra en stilling som Team Lead hos Thise Mejeri. Nyt job
IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Johan Léfelius som it-konsulent. Han skal især beskæftige sig med med support, drift og vedligeholdelse af kunders it-miljøer samt udvikling af sikre og stabile løsninger. Han kommer fra en stilling som kundeservicemedarbejder hos Telia Company Danmark A/S. Han er uddannet (under uddannelse) som datatekniker med speciale i infrastruktur. Han har tidligere beskæftiget sig med kundeservice, salg og teknisk support. Nyt job

Johan Léfelius

IT Confidence A/S