I de gode gamle analoge dage var der status i at lægge et Hasselblad på cafébordet eller have et Leica M5 dinglende over skulderen. Men nu er analoge kameraer passé.
Hvad i alverden har så fået Epson til at fremstille et kamera, der ligner et gammelt Leica, ikke har en tredjedel af de samme muligheder som et normalt digitalkamera og koster det samme som et stort professionelt digitalt spejlreflekskamera?
For langt hovedparten af verdens digitalfotografer er R D1 da også helt ved siden af. Men for de udvalgte få er det et kamera sendt fra himlen. Disse få har nemlig Leica objektiver liggende, beregnet til Leicas analoge kameraer.
Og Leicas objektiver er legendariske. Både i kvalitet og pris. Det billigste er et 50 mm EL MAR F2,8 til omkring 6.000 kroner. Resten af Leicas objektiver koster fra 12.000 og op. Det har dermed været en betragtelig udskrivning for Leica kameraejerne.
Epson tilbyder disse mennesker en mulighed for at blive digitale med R D1 og dermed udnytte den formue i objektiver, der måske har samlet støv i skuffen.
Og så er 37.000 kroner for et kamerahus måske ikke så meget alligevel. For der er lige én ting, der spiller ind, og som ikke er målbar. Det er grejglæde. Og siden Leica fabrikerer sine produkter med den bedste mekanik, som kan findes i dag, er det mekanisk guf i en grad, som er svær at forestille sig.
At holde og betjene et Leica er da også en oplevelse, som giver de fleste foto entusiaster sovekammerøjne og våde læber. Fornemmelsen af perfekt mekanik, der glider inden i kamerahuset, når udløseren trykkes ned, er tæt på at være en seksuel oplevelse.
Derfor har Epson virkelig noget at leve op til. Og R D1 opfylder da også kravene et langt stykke hen ad vejen. Byggekvaliteten er den bedste, vi endnu har set på et digitalkamera. Designet er retro i en sådan grad, at man klargør lukkeren ved at vride et håndtag, der ligner en gammeldags filmfremføring.
Også afstandsindstillingen er antik. Der anvendes et spejlprincip, som oprindeligt er udviklet til kanonsigter fra første verdenskrig. Det skyldes, at Leica M optikker ikke har automatisk afstandsindstilling. Visning af kameraets forskellige indstillinger sker ved hjælp af analoge viserere.
Der er en billedskærm på kameraet, men den fungerer ikke som søger, da kameraet har en normal filmlukker, der kun er åben, når selve billedet tages. Derfor er der normalt intet lys på billedchippen og dermed intet signal til en søgerskærm.
Billedchippen har seks megapixel i APS C størrelse, hvilket betyder, at alle objektivers brændvidde skal ganges med 1,5.
I brug minder kameraet ikke om et Leica, idet knapperne sidder anderledes. Desuden er det et eftertænksomt kamera, som stiller krav til fotografen. Her er ingen hjælp overhovedet. Der er lukkerautomatik, hvor kameraet stiller lukkertiden, men det er højdepunktet af den hjælp, som kameraet tilbyder.
Derfor bliver ens billeder meget anderledes end dem, der bliver taget med for eksempel et Canon EOS 20D. Man kan sammenligne det med at køre den dyreste totalt computerkontrollerede Mercedes, hvor man konstant bliver hjulpet eller at køre i en håndbygget engelsk sportsvogn. Det sidste kræver, at køreren kan sit kram, men giver også en unik køreglæde.
Og dette Epson kamera giver rige muligheder for kamera glæde og frydefulde kuldegys, når man har nogle af verdens bedste optikker mellem fingrene. Vi har sjældent været så kede af at levere et kamera tilbage.
