Et CRM-system bliver først rigtig brugbart, når medarbejderne kan tage det med sig helt ud til kunden, mener Brian Nielsson, direktør i den danske virksomhed Handstep. Virksomheden har i kraft af en aftale med den svenske softwarevirksomhed Ehand fået adgang til nogle synkroniserings- og integrationsapplikationer udviklet specielt til små mobile enheder.
Siden januar i år har den danske virksomhed arbejdet på at sælge og skræddersy mobile ERP- og CRM-løsninger til slutbrugere.
Unik synkronisering
Det har længe været muligt at bringe sit ERP-system og sine CRM-oplysninger med ud til kunden på en bærbar computer. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Brian Nielsson.
? Den er for stor og klodset, og det tager i reglen alt for lang tid at tænde og opdatere applikationen med data fra virksomhedens back-end-system, siger han.
? Kernen i vores løsning er en synkroniserings-applikation, der automatisk opdaterer brugerens lommecomputer med virksomhedens back-end-system. Det vil sige, at sælgeren eller servicemontøren i marken får let adgang til de seneste oplysninger så som salgshistorik, kundedata eller jobbeskrivelse.
Opdateringen sker begge veje. Selv om det ifølge Brian Nielsson ikke er meningen, at man skal skrive lange rapporter på lommecomputeren, så vil de seneste oplysninger fra marken automatisk blive læst ind i back-end-systemet.
Ehands synkroniserings-applikation, der hedder Ehand Connect, kan afvikles på de gængse styresystemer Palm OS, Epoc og Pocket Pc. Ifølge Brian Nielsson kan de tilhørende service- og salgsapplikationer arbejde sammen med stort set alle de gængse ERP- og CRM-systemer.
? Vores løsning skal skræddersys til den enkelte kunde, og typisk vil dette koste mellem 20.000 og 80.000 kroner. Derudover kommer synkroniserings-applikationen, samt de salgs- og serviceapplikationer, som skal lægges ind på den enkelte mobil-enhed. Alt i alt løber det på applikationssiden op i godt og vel 3.500 kroner pr. medarbejder, siger Brian Nielsson.
Hjælp til de travle konsulenter
Handstep er ikke ene om at tilbyde trådløs CRM og ERP. Blandt andet annoncerer den svenske softwarevirksomhed IBS netop nu et nyt såkaldt report viewer-modul til deres ERP-system ASW.
? Dette modul, som blandt andet er tiltænkt konsulenter, der tilbringer meget tid hos kunder, er det første i en række af trådløse applikationsafviklere, vi vil tilbyde, siger Jacob Götzsche direktør hos IBS.
? Applikationerne afvikles på den håndholdte enhed, og informationerne afleveres til ASW-systemet via et integrationsmodul. Dette kan enten ske online via modem eller via cradle/upload, når man er på hotellet eller på kontoret, siger Jacob Götzsche.
IBS har lige som Handstep indgået en partnerskabsaftale med Ehand, og teknologien, som IBS har integreret med deres ERP-system, hedder altså også i dette tilfælde Ehand Connect.
Teknologier fra Puma og Citrix
Det er dog ikke kun Ehand, der kan afvikle og synkronisere applikationer på de håndholdte. Den norske CRM-virksomhed Superoffice er også en Ehand-partner.
Den danske Superoffice-direktør Michael Ærø fortæller imidlertid, at det er det amerikanske produkt Intellisync fra Puma, der er anvendt, når virksomheden til april kommer på markedet med et modul til trådløs synkronisering af CRM 5.
Derudover findes en række konkurrerende teknologier, der tackler problemerne på forskellig vis.
Blandt andet har Citrix i samarbejde med Microsoft udviklet N-fuse, der er en plug-in til deres terminalserver-løsning. N-fuse-teknologien skulle gøre håndholdte enheder baseret på Microsoft-operativsystemet Pocket PC til tynde klienter, der online kan afvikle fulde softwareapplikationer direkte fra serveren.