Håndværkermobil med GPS

Sony Ericssons første mobil med GPS er en hårdfør model, der både tåler støv og vanddråber. Men desværre fungerer navigationen ikke særlig godt.

Håndværkermobil med GPS

Hvis man vil have en hårdfør mobil, der tåler et aktivt arbejds- eller fritidsliv, så har man hidtil måttet sige nej til mange avancerede funtioner.

Men Sony Ericssons C702 er en klassisk håndværkermobil, der også har både GPS, Turbo-3G og 3,2 megapixel-kamera med autofokus.

Designet er tydeligt præget af det robuste ydre. Tasterne har en god størrelse og er lavet i et solidt gummi.

Batteridækslet er samtidig fæstnet med en stor skrue, så det ikke falder af, bare fordi telefonen falder på gulvet.

Nummertasterne er rimelig lette at benytte, men firevejs-knappen er for tynd og besværlig at bruge til navigation.
Kameraet er beskyttet af et stort dæksel, der let skydes til side, og kamera-softwaren er lynhurtig til at være klar.

Det betyder, at man meget hurtigt kan være klar til at tage billeder med telefonen. Autofokus'en er rimelig hurtig for en telefon at være, men stadig sløvere end selv billige digitalkameraer.

Billederne er i en okay kvalitet, men heller ikke mere. Alle billeder bliver geotagget med informationer om, hvor de er taget ved hjælp af den indbyggede A-GPS.

Det fungerer fint på selve mobilen, hvor man kan finde ud af, hvor alle billederne er taget. Men det lykkedes os ikke at få informationerne overført til computeren og gjort brugbare dér.

Dårlig navigation

Den indbyggede GPS kan bruges sammen med Google Maps eller det særlige Wayfinder-program, som følger med ved købet.

Google Maps kan bruges til at vise, hvor man befinder sig, og kan blandt andet også vise satellit-billeder.

Wayfinder-programmet kan bruges til decideret navigationsvejledning, men er utrolig besværligt at anvende. Man skal blandt andet indtaste den adresse, man ønsker at navigere fra, før man kan sætte navigationen i gang.

Samtidig er databasen over interessepunkter forældet og ikke særlig stor. Det er på ingen måde en konkurrent til dedikerede bil-navigatorer, men kan måske bruges i en håndevending.

Vi undrede os også over den dårlige præcision. Flere gange blev vi placeret meget langt væk fra vores position, og det tog telefonen lang tid at finde ud af, hvor vi reelt befandt os, og krævede, at man bevægede sig.

Samtidig forlanger både Google Maps og Wayfinder, at man downloader kortmaterialet over 3G-forbindelsen, og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse med dagens datapriser. Det kunne være løst ved at indbygge WiFi i telefonen, så man let kunne have hentet kortene hjemmefra via trådløst netværk, men det er der ikke blevet plads til i den ellers temmelig store telefon.

På et væsentligt punkt var Sony Ericsson C702 dog en særdeles positiv oplevelse. Den holdt strøm rigtig godt.

Sony Ericsson opgiver selv, at den holder til syv timers tale, og det passer godt med vores oplevelser. Dog sluger aktiv brug af GPS en del strøm, hvilket nok især skal tilskrives, at der samtidig hentes data på 3G-forbindelsen.

Sony Ericsson C702 er en udmærket mobiltelefon. Den har en god lydkvalitet i højtaleren, der kan skrues godt op for, og det er let at skrive sms’er, ligesom softwaren – der er klassisk Sony Ericsson – er velafprøvet og velfungerende.

Men GPS-funktionaliteten er ikke god nok, og selvom den nok kan tåle lidt stød og vanddråber, så ville vi ikke tage den med på en byggeplads. Dertil er beskyttelsen ikke god nok.

Navnenyt fra it-Danmark

Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job