Artikel top billede

Stortest: 10 kraftige grafikkort til rimelige penge

Købet af et nyt grafikkortet kan lænse din bankkonto. Men det er der ingen grund til, hvis du køber det rette. Vi har testet 10 nye grafikkort inklusive AMD's spritnye Radeon HD 6850 og 6870. Se her, hvordan du får det bedste kort til prisen.

1. Kraftige grafikkort til rimelige penge

AMD's Radeon HD 5000-serie var tilbage i september 2009 først på markedet med DirectX 11-understøttelse. Entusiasterne måtte vente længe, før Nvidia med GTX 480 var i stand til at levere tilsvarende teknologi.

Selv om Geforce GTX 480 var så hurtigt, at ekstreme hardwarenørder kneb en tåre, favoriserede mange stadig AMD's etablerede HD 5000-serie - primært på grund af lavere priser, lavere støjniveau og lavere strømforbrug.

Det var derfor først for alvor med lanceringen af Geforce GTX 460, der er målrettet de mere prisbevidste computerspillere, at Nvidia har opnået en konkurrencefordel i et attraktivt prissegment.

Navngivningsmetode forvirrer

Denne konkurrencefordel har AMD med den aktuelle lancering af firmaets nye Radeon HD 6850- og 6870-grafikkort sat sig for at give benhård konkurrence. Til stor forvirring er 6800-serien, som vi her tester, imidlertid ikke at sammenligne med den velkendte 5800-serie.

AMD har ændret navngivningsmetode, så 6800-serien i stedet for at overgå den gamle 5800-serie primært skal trække revolveren og duellere med storsællerten Geforce GTX 460. Det kunne med andre ord - efter PC Worlds opfattelse - have været mere passende at døbe de nye grafikkort 6850 og 6830.
 
Potente mellemklassekort
Uanset hvad skal 6850 og 6870 ses som nye mellemklassekort - dog i den mest interessante ende af skalaen, hvor computerspil pløjer flydende hen over din fladskærm, når opløsningen lyder på fuld HD og 1.920 x 1.200 pixel. Senere følger en kraftigere Radeon HD 6900-serie, der henvender sig til de mest fartsultne brugere.

Vi har den seneste uges tid afprøvet AMD's Radeon HD 6850 og 6870, som vi sammenligner med en række aktuelle mellemklassekort.

2. Nye og bedre grafikprocessorer fra AMD

Radeon HD 6800-serien er på mange måder en forfinet udgave af 5800-serien, hvor antallet af strømførende transistorer blandt andet er sænket fra 2,15 til 1,7 milliarder, ligesom en række øvrige arkitektoniske nedskæringer er implementeret. Det har dog ikke betydet et stort ydelsesmæssigt fald, da selve designet af GPU-arkitekturen (Graphics Processing Unit) er mere gennemtænkt.

Det giver en køligere og marginalt mere strømforbrugende chip - også selv om AMD benytter den velkendte produktionsteknologi på 40 nanometer. For AMD er gevinsten, at de nye grafikprocessorer kan produceres til en lavere pris, men samtidig må brugerne byde de arkitektoniske forbedringer velkommen, da lavere varmeudvikling og støjniveau altid er kærkomne ændringer. 

Ny DisplayPort-standard

De nye AMD-kort har som udgangspunkt to DVI-tilslutninger såvel som et HDMI 1.4-stik og to Mini DisplayPort 1.2-stik. Især sidstnævnte påkalder sig opmærksomhed, for AMD er først på markedet med DisplayPort 1.2-løsning. Med en såkaldt skærm-hub, kaldet MST, vil du i fremtiden ifølge AMD kunne koble mere end én skærm til hvert DisplayPort-stik takket være den øgede båndbredde. 

Det betyder, at du med blot et enkelt 6850- eller 6870-kort vil kunne tilslutte seks skærme - og benytte AMD's Eyefinity-teknologi til at nyde dit skrivebord, dine spil og dine programmer på tværs af den høje opløsning. Pris og tilgængelighed på den omtalte hub kender vi dog endnu ikke. 

Også 3D fra AMD

Tidligere har Nvidia haft eneret på at tilbyde computerspil med 3D-effekt, der ud over selve grafikkortet forudsætter indkøb af særlige briller og skærme. Nu introducerer AMD en lignende løsning, der er døbt HD3D. Du skal også med AMD's have fat i et sæt briller og en kompatibel skærm eller et tv, der kan køre med en opdateringsfrekvens på 120 hertz.

3. AMD Radeon HD 6870

900 millioner polygoner per sekund. Så mange af de mikroskopiske mangekantede figurer, spilgrafik er opbygget af, kan grafikprocessoren på HD 6870-kortet spytte ud på fladskærmen uden at jamre.

Oversat til et forståeligt dansk er vores fortolkning af ovenstående, at HD 6870 egner sig til en opløsning på 1.920 x 1.200 med høj detaljegrad og kantudjævning aktiveret. Ejer du en 30-tommer-skærm med en balstyrisk opløsning på 2.560 x 1.600 skal du nok kigge andetsteds, men 6870-kortet har hestekræfter nok til det meste. 

Kortet, vi her tester, er et såkaldt referencekort fra AMD, som repræsenterer de færdige produkter - og så alligevel ikke. Der kan være små designmæssige afvigelser i forhold til de færdige produkter, som vi imidlertid også kigger på i denne test, men ydelse og funktionalitet er helt og aldeles repræsentativt.

Tungt og godt

Radeon HD 6870 er et stort og tungt kort med 1.120 stream-processorer med en frekvens på 900 megahertz, mens hukommelsen lyder på en gigabyte GDDR5-ram. Den direkte konkurrent er Nvidias Geforce GTX 460 med en gigabyte hukommelse.

Referencekortet, som vi her har testet, har to DVI-tilslutninger såvel som et HDMI 1.4- og to Mini DisplayPort 1.2-stik.

Mere støjsvagt

Kortet måler længdemæssigt 25 centimeter og kræver to seksbenede PCI Express-tilslutninger for at fungere - og vi anbefaler, at din strømforsyning har en effekt på mindst 500 watt, hvis den skal kunne trække kortet. Blæseren er hørbar under belastning, men vi synes alligevel, at støjniveauet er forbedret i forhold til forrige generation. Det er også tydeligt, at temperaturerne har fået et nøk i den rigtige retning.

Ydelsesmæssigt spurter HD 6870 mod målstregen næsten side om side med GTX 460 1GB, og forspringene de to kandidater imellem er minimale, afhængigt af hvilken titel der duelleres i. HD 6870 får dog især anbefalinger med på vejen, når strømforbruget tages i betragtning, for her frådser Nvidias GTX 460 væsentligt mere.

4. HIS Radeon HD 6870

Producenten HIS' bud på et forbrugeregnet Radeon HD 6870 minder om referencedesignet til forveksling - her er intet ændret, ej heller hvad taktfrekvenser og kølerens udformning angår. Det indebærer 1.120 stream-processorer på 900 megahertz samt en gigabyte GDDR5-hukommelse på 4.200 megahertz. 

Tilbehørspakken savner som de øvrige kort i testen gevaldigt et spil, men strømadapterer (molex-til-PCI Express) er dog inkluderet, ligesom HIS har fundet plads til en DVI til VGA-adapter og en såkaldt Crossfire bridge. 

HIS Radeon HD 6870 er set på nettet til knap 1.900 kroner, hvilket placerer det på linje med konkurrerende 6870-kort. Det er tydeligt, at man her har valgt at spare i videst muligt omfang, men kortets grundopskrift er i sig selv overordentligt tilfredsstillende, hvorfor HIS-kortet - ligesom de øvrige kort baseret på referencedesignet - bestemt er anbefalelsesværdigt.

Pris: Set til 1.868 kroner | Tjek aktuel pris her

5. VTX3D Radeon HD 6870

Det er første gang, vi her på redaktionen stifter bekendtskab med grafikkortmærket VTX3D, som er et nyt budgetinitiativ fra velkendte TUL - virksomheden bag PowerColor, der i forvejen bliver solgt herhjemme. 

Det skærpede budgetfokus afspejler sig i den vejledende danske pris på omkring 1.650 kroner. Sammenlignet med andre 6870-kort er det ikke meget, du sparer, men det er værd at tage med - og af samme grund håber vi, at VTX3D bliver et etableret mærke i Danmark, eftersom det kan presse prisen på konkurrerende kort og dermed gavne forbrugeren i sidste ende. 

Frekvenserne er identiske med referencekortet, og tilbehørspakken omfatter DVI til VGA-adapter, DisplayPort til HDMI-adapter og Crossfire bridge. Vi håber, du er indehaver af en moderne strømforsyning med de fornødne PCI Express-tilslutninger, for VTX3D har sparet strømadapterne væk i tilbehørspakken. 

Pris: Cirka 1.650 kroner

6. AMD Radeon HD 6850

Det umiddelbare salgsargument, der skal drive det lidt mindre Radeon HD 6850-kort frem i manegen, er uden tvivl de producenttilpassede kølerløsninger. Mens vi her på kontoret endnu ikke har set et 6870-kort med kølerforbedringer, har alle producenter fra dag ét støjsvage og overclockede 6850-kort på menukortet. 

Lillebroren til 6870 - her i en referenceudgave med standardkøler - har lavere taktfrekvenser og er i hovedreglen baseret på en nedbarberet udgave af 6870 med blot 960 stream-processorer på 775 megahertz. Hukommelsen er dog blot neddroslet en smule - fra 4.200 til 4.000 megahertz GDDR5 - og lyder stadig på en gigabyte. Den direkte konkurrent fra Nvidia er Geforce GTX 460 768 MB, og fælles for begge kort er, at de går an til at køre de fleste computerspil i en opløsning på 1.920 x 1.200 med moderat høje kvalitetsindstillinger. 

Ligesom 6870 har dette referencekort to DVI-tilslutninger samt et HDMI 1.4- og to Mini DisplayPort 1.2-stik. Kortet måler 23 centimeter længdemæssigt og vejer bemærkelsesværdigt mindre end det større 6870. Strømkravene er ligeledes mindre, og du kan nøjes med at tilslutte et enkelt seksbenet PCI Express-stik. 

Ydelsesmæssigt befinder vi os et trin under 6870-niveauet, men prisforskellen mellem markedets billigste 6850- og 6870-kort er så usandsynligt lille, at vi - hvis valget står mellem de to udgaver - vil råde dig til at trække et par hundredekronesedler mere op at tegnedrengen og sikre dig det største 6870.

Pris: Referencekort | Find HD 6850-priser her

7. Asus Radeon HD 6850 DirectCu

Det er gensynets glæde at have Asus' bud på et Radeon HD 6850 på testbænken. Vi har tidligere testet et Asus Radeon HD 5850-kort med en lignende køler, og indtrykket var overvejende positivt

På samme måde er vores erfaring med dette bud på et fabriksmodificeret 6850-kort, at det er både ekstraordinært støjsvagt og fornuftigt kølet. Frekvenserne er marginalt højere end standard, dog næsten på grænsen til det ulogiske: Frekvensen på grafikprocessoren er hævet til 790 megahertz (mod standard 775 megahertz), og Asus har valgt ikke at justere på hukommelsesfrekvensen. 

Det minimale overclock giver i praksis anledning til en ydelsesforbedring, der er næsten ikke-eksisterende. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at Asus' implementering af Voltage Tweak giver entusiaster mulighed for at øge spændingstilførslen til grafikprocessoren, så der kan klemmes endnu flere hestekræfter ud af kortet. 

Kortets tilslutninger adskiller sig en smule fra standard og indbefatter DisplayPort 1.2 i standardstørrelse, en HDMI 1.4- og to DVI-tilslutninger. 

Pris: 1.497 kroner | Tjek aktuel pris her

8. Sapphire Radeon HD 6850

Historien bag Sapphires bud på et 6850 er lidt spøjs. Først modtog vi fejlagtigt et eksemplar i almindelig retail-indpakning, der havde 1.120 stream-processorer aktiveret på kerneniveau - hvilket i dén henseende bringer det på niveau med 6870. Taktfrekvensen er dog på almindeligt 6850-niveau, men ydelsen var ikke desto mindre noget højere, end den burde være. 

Vi modtog efterfølgende den korrekte, forbrugerrelevante version af kortet, hvorefter vi gentog vores benchmark-test - og gentagne gange blev forsikret af en flink PR-mand om, at de mildest talt interessante særudgaver ikke er havnet i detailleddet. 

Sapphires bud på et Radeon HD 6850 er fornuftigt, fordi køleren er glimrende og fuldt ud på niveau med Asus' DirectCu-løsning. Sapphire har dog ikke modificeret kortets frekvenser, så ydelsen halter nødvendigvis en smule bagefter Asus-kortet. Det er dog så begrænset et ydelsesforspring, at det i praksis ikke lader sig mærke. 

Hvis du føler dig fristet af et 6850, skal der ikke herske tvivl om, at Sapphires testkandidat blandt de bedste på markedet. 

Pris: 1.448 kroner | Tjek aktuel pris her

9. Nvidias modtræk: Vi tvinger priserne i bund

Forud for lanceringen af AMD's nye grafikkortgeneration stod pressen for skud med budskabet om, at Nvidia prompte ville foretage nedjusteringer af priserne på GTX 460- og 470-kort. Vi kan da også konstatere, at de i testen inkluderede GTX 460-kort i kølvandet på AMD's lancering er faldet med et par hundrede kroner eller mere, hvilket stiller Nvidias grafikprocessor mere favorabelt i forhold til HD 6870. 

Når det så er sagt, mangler vi også at tilføje, at AMD stadig fører på ydelse kontra strømforbrug. Slutresultatet er derfor ualmindeligt svært at gøre op, for i skrivende stund koster eksempelvis et Gigabyte Geforce GTX 460 1 GB OC omkring 150 kroner mindre end det billige VTX3D Radeon HD 6870 - som til gengæld har marginalt højere ydelse og et mere moderat strømforbrug. 

Nvidias prisjustering er et nødvendigt og strategisk klogt træk, der betyder, at GTX 460 ikke er sejlet agterud i konkurrencen og uanset hvad stadig har sin berettigelse. 

Nvidia besidder også den umiddelbare fordel, at der findes flere fabriksoverclockede GTX 460-kort - og selv om vi ikke burde gøre det, er det ualmindeligt fristende at sammenligne på pris alene - og dermed sætte overclockede GTX 460-kort i direkte konkurrence med 6870-kort, der kører med standardfrekvenser.

10. EVGA Geforce GTX 460 1 GB FTW

EVGA er stadig ikke et særligt udbredt grafikkortmærke i Danmark, men vi håber, det står til at ændre. Producenten har nemlig særdeles generøse garantier og gør noget ekstra for at appellere til de største entusiaster. 

Geforce GTX 460 1 GB FTW er det absolut mest overclockede GXT 460-kort i EVGA's stald. Der findes ligeledes billigere SC- og SSC-udgaver med mere moderate frekvenser - dog stadig pænt over standard, men For the Win-udgaven imponerer med en GPU-frekvens på 850 megahertz. Køleren er samtidig støjsvag og væsentligt mere interessant end standardløsninger.  

Frekvensforøgelsen er på over 25 procent sammenlignet med standardniveauet på 625 megahertz. I samspil med let overclocket GDDR5-hukommelse betyder det, at ethvert 6870-grafikkort med standardhastigheder bør føle sig truet på ydelsen alene: EVGA Geforce GTX 460 1 GB FTW lander et 3DMark Vantage-resultat, der er næsten 1.000 point højere end standard 6870-kort, ligesom spilydelsen i flere titler er et nøk højere. 

EVGA kan dog uanset hvad ikke ændre på, at både strømforbruget og driftstemperaturen bliver tydeligt påvirket af frekvensforhøjelsen; grafikprocessoren blev 81 grader varmt i vores tortur-test, hvilket er ny rekord i denne test, og kortet trak mest strøm af samtlige testdeltagere. 

Vi nævner i en fluks bemærkning, at GTX 460-kort kræver en strømforsyning på mindst 450 watt samt tilslutning af to seksbenede PCI Express-strømstik. 

Pris: 1.650 kroner | Set på Komplett.dk

11. KFA2 Geforce GTX 460 1 GB LTD OC

Med KFA2 har den noget ukendte grafikproducent Galaxy holdt indtog i Europa, og vi tøver ikke med at rose udformningen af den anderledes køler på producentens Geforce GTX 460-kort, der adskiller det fra de grå masser. En sjov detalje er, at du kan "løfte" køleren og dermed nemmere fjerne det skidt og støv, der med tiden ophober sig på køleribberne. 

KFA2-kortet er ydelsesmæssigt ikke helt på niveau med det hurtige og varme GTX 460 fra EVGA, men GPU-frekvensen lyder alligevel på imponerende 810 megahertz, og hukommelsen kører 4.000 megahertz. Det giver kortet den gennemsnitligt næsthøjeste ydelse i testen, men støjniveauet tiltrækker sig dog en smule kritik, for den ekstravagante køler er ikke ligefrem stille som en ninja. 

Når vi strør yderligere en smule malurt i bægeret, skyldes det, at den svenske distributør tilsyneladende ikke har gjort KFA2 tilgængeligt på det danske marked - endnu. Vi har af samme grund ikke kunnet opdrive en dansk pris inden deadline. Vi krydser fingre for, at danskerne snart kan købe KFA2 herhjemme, for der er tale om et godt og gedigent grafikkort med - potentielt - masser af smæk for skillingen. 

Pris: Forhandles ikke i Danmark |Set på geizhals.eu til omkring 1.500 kroner

12. Gigabyte Geforce GTX 460 1 GB OC

Gigabyte har måske ikke testens højeste GPU-frekvens, men der er grundlag for et væsentligt højere frekvenser, hvis du selv har mod på opgaven. Gigabytes WindForce x2-køler er nemlig testens potentielt allerbedste, med intet mindre end to indadvendte og særdeles støjsvage blæsere på basis af godt med heatpipes, der skal sikre lave driftstemperaturer. 

GPU-frekvensen er hævet fra 675 til 715 megahertz, og hukommelsen kører 3.600 megahertz, hvilket er standard. Det resulterer i den laveste ydelse blandt GTX 460-kortene, men vi føler igen trang til at understrege, at det handler om marginaler. 

Hvis Nvidias Geforce GTX 460 appellerer mest til din indre spildjævel, er Gigabyte-kortet et glimrende bud på dit næste grafikkort. 

Pris: 1.449 kroner | Tjek aktuel pris her

13. Sådan testede vi

For at se, hvor hurtigt de enkelte grafikkort kan sparke pixel op på vores skærm, har vi skruet følgende AMD-testmaskine sammen:

Processor: AMD Phenom II X6 1075T @ 3 GHz

Bundkort: Asus Crosshair IV Formula

Hukommelse: 4 GB Kingston HyperX 1.600 MHz @ 1.333 MHz

Lager: Sandisk SSD G3 120GB

Strømforsyning:
Cougar 1050W

Skærm: Samsung T260HD

Operativsystem: Windows 7 Ultimate 64-bit

Testen er udført på en dugfrisk Windows-installation med alle tilgængelige softwareopdateringer. Til Geforce-kortene har vi benyttet Nvidias 260.99-driver, mens vi til AMD's Radeon-kort har smækket Catalyst 10.10 på SSD-drevet. 

Som den opmærksomme læser vil bemærke, har vi ikke beskrevet et almindeligt GTX 460-kort og hidtil fokuseret på fabriksoverclockede versioner. I vores benchmark-test har vi imidlertid inkluderet et almindeligt GTX 460-kort baseret på et neddroslet KFA2 GTX 460 med standardfrekvenser, så sammenligningsgrundlaget er så fair som muligt. 

Vores valg af benchmark-test er truffet med hensyntagen til, at både DirectX 10- og 11-titler skal være repræsenteret. Følgende spil og to benchmark-programmer udgør disciplinerne for samtlige testkandidater:  

3DMark Vantage: Et visuelt flot, men også syntetisk testprogram, som er effektivt til at vise, hvordan de enkelte kort ydelsesmæssigt rangerer i forhold til hinanden.

Crysis Warhead:
Til dato et af de flotteste og mest krævende FPS-spil, der uproblematisk presser selv ny, kraftig hardware til bristepunktet. 

Metro 2033: Netop som vi troede, grafik ikke kunne blive mere krævende end den standard, Crysis-spillene etablerede, landede Metro 2033 med fejende flotte DirectX 11-effektiver. En styrkeprøve for ethvert grafikkort og en spilværdig oplevelse.

Aliens vs. Predator: Vi har holdt nerverne i ro og benchmark-testet Rebellions visuelt flotte bud på et nyt spil i Aliens vs. Predator-serien, som udnytter moderne DirectX 11-grafikkort til at skabe endnu mere detaljeret og indlevende grafik.

Colin McRae Dirt 2:
Rally-legenden er borte, men Codemasters minder os igen om hans storhed. Dirt 2 er DirectX 11-kompatibelt og udmærket til at presse de nyeste grafikkort.

Furmark:
Det er snart vinter i Danmark, men med Furmark er der chance for, at du kan få et endnu varmere kontor: Programmet belaster dit grafikkort ekstremt og kan derfor benyttes til at opdrive et rimeligt bud på maksimumværdierne for driftstemperaturer og strømforbrug.

14. Benchmark-tal: 3D-ydelse, varmeudvikling og strømforbrug

15. Konklusion

Vi har i denne artikel afsagt dom over Radeon HD 6850 og 6870 - og tjekket plusser og minusser ved en række af de færdige kort, der findes i handlen.

Overordnet er begge kort gennemførte køb, men kun hvis du ikke i forvejen er indehaver et af 5850- eller 5870-kort, som i mange tilfælde vil have tilsvarende eller bedre ydelse. Ejer du allerede et kraftigt kort, vil den forestående lancering af AMD's Radeon HD 6900-serie være væsentligt mere interessant; serien dækker angiveligt over HD 6950, 6970 og 6990, hvoraf sidstnævnte bliver et dobbeltprocessorkort i sværvægterklassen.
 
Vi synes godt om de arkitektoniske forbedringer, AMD har indført, og konklusionen er, at du nu får mere for pengene, hvis du skal købe et grafikkort i den øvre mellemklasse. Nvidias akutte prisnedjusteringer gavner samtidig forbrugeren.

Hvis vi fik en revolver trykket mod panden, ville vi så vælge løsningen fra AMD eller Nvidia? Ydelsesmæssigt ligger kortene meget tæt, og de massive fabriksoverclock på en række GTX 460-kort hjælper Nvidia, men hvad funktionalitet og strømforbrug angår, hælder vi alligevel til de nye Radeon-kort, som vinder en kneben sejr.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere