Lego dræber dagligt 10 millioner mails i skyen

Udgivet

22/11-2010

Kl. 15.59

Hver uge modtager Lego-koncernen mere end 10,5 millioner elektroniske breve, hvilket svarer til, at hver eneste medarbejder skulle læse cirka 1.750 mails i løbet af en 37 timers arbejdsuge eller 47 mails i timen.

Langt de fleste af forsendelserne er naturligvis spam-post, og efter frasorteringen af de uønskede mails har fundet sted, er det reelle tal barberet ned til godt 80 mails om ugen per medarbejder.

For at få bugt med de mange uønskede postbeskeder besluttede verdens førende fabrikant af plastikklodser i 2006 at implementere en ekstern mail-scanning, hvor både de ind- og udgående digitale postrunder blev udbragt via en mellemstation i skyen.

"Vi besluttede os for at benytte en ekstern service, fordi vi derved undgår at bruge de interne ressourcer på at have et driftmiljø kørende. Et af argumenterne for at skifte fra intern til ekstern drift var bedre oppetid. Løsningen er meget stabil," fortæller Klaus H. Pedersen, der er chef for Infrastructure Services i Lego.

"Vi har ikke vurderet, at det var nødvendigt med ekspertisen inhouse, og derfor leveres posten i dag via en sky, hvor de uønskede mails sorteres fra, og de ønskede slipper igemmen."

Det økonomiske aspekt har ligeledes spillet en rolle i Legos valg.

"Denne type løsning giver et meget klart billede af, hvor mange penge og ressourcer der skal bruges," fortæller Klaus H. Pedersen.

Fra grå til hvid eller sort
Der er naturligvis altid en gråzone, hvor der er tvivl om, hvorvidt en mail skal arkiveres lodret eller leveres i indbakken hos en af Legos medarbejdere.

Denne kategori af forsendelser udløser en besked til modtageren om, at der er en mail, som måske kan have en berettigelse men, at systemet ikke er sikker på, at afsenderen er legitim.

Beskeden placeres derfor i første omgang i skyen, hvor den ligger i karantæne i op til 30 dage. I denne periode kan modtageren så selv sørge for at rekvirere e-mailen.

"Den 30-dages periode, som vi bevarer forsendelser i, er noget af det eneste, vi har tilpasset i den løsning, vi har," fortæller Klaus H. Pedersen.

"Det har vi gjort, fordi vi har 6.000 medarbejdere, der er spredt over hele kloden, og flere af dem rejser meget. Et andet eksempel på, at den lidt længere tidsfrist er rar, er i forbindelse med ferier. Det giver lidt ekstra tid til, at brugerne kan nå at hvidliste en korrekt mail."

God balance
De karantæneramte mails er dog ikke det store problem i firmaet, for der er en god balance i systemet.

"Hver gang, der blokeres for en million mails, viser statistikken at fem mails frigives, så systemet giver et meget lavt antal falske positiver, " fortæller han.

Ud over, at løsningen er en cloud-baseret sorteringscentral, får Lego et par andre fordele med i købet.

"Den eksterne leverandør sørger for, at vores domæner ikke bliver black-listet af de selskaber, der vedligeholder sådanne lister. Sikkerhedsmæssigt betyder det også, at vi kun skal have port 25 åben til vores leverandør," fortæller Klaus H. Pedersen.

Lego har netop skiftet leverandør til Microsoft, der tilbyder deres produkt, Forefront Online Protection for Exchange (FOPE), som en ydelse i forbindelse med Legos software-aftale med software-firmaet.

Ud af kassen
Den normale betalingsmodel er dog typisk baseret på en afregning per bruger.

Da afregningsmodellen foregår per bruger, kan mail-løsninger, der sorterer spam fra, bruges af både helt store og helt små firmaer.

"Vi er gået efter et out-of-the-box-system, hvor vi ikke skal bruge tid på at tilpasse. Desuden betyder standardløsninger ofte mindre risiko for, at noget går galt i driften," siger Klaus H. Pedersen.
Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

MEST LÆSTE