Artikel top billede

Guide: Giv din pc nyt liv - helt gratis

Når du bruger din computer, forvandler den sig med tiden fra oktanpumpet racerbil til støvet skrivebordsveteran. Det er ikke, fordi din hardware er tæt på at ånde ud. Der er tværtimod mange grunde til, at din computer bliver langsommere. Se de mest udbredte problemer og få tjek på de gratis løsninger her.

1. Guide: Giv din hardware nyt liv helt gratis

Oplever du også, at din Windows-pc er begyndt at hænge gevaldigt med mulen?

Opstartstiden er med stor sandsynlighed blevet forøget med adskillige minutter, og de daglige aktiviteter føles træge, tunge og langsommelige.

Det er typisk her, du overvejer, om du skal støvsuge bankkontoen og investere i den nyeste pc-hardware. Men inden du flår foret ud af tegnebogen, så læs med her.
 
Vi ser nemlig nærmere på, hvorfor computere over tid bliver langsommere, og vi viser dig, hvordan du gratis kan puste liv tilbage i din skrivebordsøgle.

2. Virus gnaver løs på din harddisk

Scan din computer for virus ofte. Sørg for, at du har antivirus-software installeret, og at dit program altid er opdateret med de nyeste virusdefinitioner.
 
Selv tilsyneladende ubetydelige virus sløver dit system. Antivirussoftware behøver ikke koste en formue. Der findes en række gode og gratis alternativer såsom AVG, Avast, Avira og Microsoft Security Essentials.

Selv om disse gratis produkter måske ikke leverer samme sikkerhed som dem, virksomheder punger ud for, så er de, for den gennemsnitlige private bruger, tilstrækkelige - og så er de til gengæld i nogle tilfælde langt fra lige så ressourcekrævende for din computer.

3. Malware: En af de helt store syndere

Malware såsom spyware og adware er programmer, som på rekordtid kan forvandle en sekskernet monster-pc til noget, der minder om en støvet Pentium III-maskine til forveksling.

Spyware overvåger din adfærd på computeren og sender information ud til en tredjemand, mens adware analyserer din adfærd og forsøger at fyre reklamer i hovedet på dig, der kunne tænkes at få dig til at åbne for tegnedrengen.

Programmerne udgør ikke kun sikkerhedsrisici, de frådser også med din computers ressourcer. Beskyttelse mod malware er heldigvis standard i de fleste aktuelle antivirusprogrammer.

4. Diskplads: Den langsomme dræber

Har du fyldt dit systemdrev med programmer og filer til bristepunktet, vil det gøre din computer langsommere end en 85-årig pensionist med rollator.

Hver gang du skal flytte en fil, eller et program skal bruge den mindste smule plads til at foretage en operation, benyttes systemdrevet som buffer. Det betyder, at hvis der ikke er lagerplads tilgængelig, skal andre midlertidige filer slettes eller flyttes - og al den reallokering af data er meget tidskrævende.

Sørg derfor for, at du altid har rigeligt med overskydende plads på dit systemdrev.

5. Din harddisks gemte rod

I din harddisk bliver data gemt på en magnetisk plade. Data bliver læst på næsten samme måde, som en grammofon gengiver lyd fra en vinylplade.

Hver gang en fil slettes, efterlades et ledigt område på din harddisk på størrelse med den fil. Efter længere tids brug vil harddisken have data spredt i små rodede klynger. Dermed skal ny data fordeles, hvor der er plads. Din harddisks læsehoved skal derfor bevæge sig for at læse filer, hvilket resulterer i en sløv computer.

Ud over det defragmenteringsværktøj, der følger med Windows, findes der gode og gratis alternativer såsom Defraggler.

Du kan hente Defraggler her
.

6. For mange programmer tynger selv den bedste multitasker

Lange opstartstider skyldes for det meste, at computeren skal starte en lang række forskellige programmer sammen med Windows.

For mange programmer og processer, der kører i baggrunden og under opstart, er altså den store synder. Hvordan afklarer du så dette problem?

Msconfig er et lille program, der findes i Windows. Her kan du se, hvilke programmer der starter sammen med Windows, og vælge de unødvendige processer fra. Du skal dog sikre dig, at du ikke slår programmer fra, som er essentielle for Windows. 

Der findes et godt gratis alternativ i form af programmet  Soluto.

Soluto identificerer de forskellige programmer, der kører på computeren, og deler dem op i tre forskellige kategorier: "No Brainer"-programmer kan du fjerne uden problemer, "Potentially Removable"-kategorien er forbeholdt de programmer, avancerede brugere måske kan fjerne, og "Not Removable Yet" omfatter programmer, der ikke kan fjernes af Soluto.
 
Opstår dilemmaet, at et af dine yndlingsprogrammer ender i "No Brainer"-kategorien, men ønsker du stadig en hurtigere opstart, så tilbyder Soluto også en fiks løsning.
 
Du kan sætte Soluto til at forsinke opstarten af programmer. Det vil sige, at du stadig vil få fornemmelsen af en hurtigere opstart, samtidig med at du bevarer dit yndlingsprogram.

Du kan downloade Solutu her.

7. Hærget registreringsdatabase

Når du bruger din computer, bliver registreringsdatabasen langsomt fyldt. Jo flere poster, der oprettes, desto langsommere vil din computer blive.

CCleaner er et gratis program, der kan rydde op i registreringsdatabasen for dig, så du får noget af den tabte ydelse retur.

Du kan downloade det gratis CCleaner her.

8. Spark nyt liv i dit støvede grafikkort

Grafikdriveren er den software, der gør, at dit grafikkort kan kommunikere effektivt med den resterende hardware og styresystemet.

Er din grafikdriver mæt af dage, er der god chance for, at du kan låse op for ubrugte ressourcer med en ny driver.

Grafikproducenterne finder hele tiden nye måder at klemme flere hestekræfter ud af dit grafikkort på. Det kan også være, at din nuværende driver er behæftet med en fejl, en såkaldt bug, der hæmmer netop dit grafikkort.
 
Husk at afinstallere den gamle driver, inden du tanker nye 3D-evner på din pc. Og mens du er i gang, så gør det ordentligt med det gratis program Driver Sweeper, der fjerner alle spor efter den gamle driver.

Du kan hente Driver Sweeper her.

9. Sidste udkald

Virker alt dette uoverskueligt, eller er din computer ramt af mange af disse problemer, så kan en formatering af din harddisk samt geninstallering af dit styresystem være sidste udkald.

En sådan operation kan måske udgøre en større opgave, men til sidst vil du ende med en velsmurt computer, der kører lige så godt, som da du tændte den første gang.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere