Læs også: Sådan giver samarbejde millioner på bundlinjen
Produktiviteten per medarbejder er i gennemsnit ni procent højere i virksomheder, som samarbejder med et universitet eller et GTS-institut (Godkendt Teknologisk Service). Det gælder især, når en del af virksomhedens medarbejdere er højtuddannede.
Det viser en ny analyse, som firmaet Damvad har udført for Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Analysen viser, at virksomheder, der samarbejder med universiteter eller GTS-institutter, opnår en højeste produktivitet per medarbejder. I gennemsnit bliver den enkelte medarbejder ni procent mere produktiv. Andre analyser dokumenterer, at det koster på både konkurrenceevne og produktivitet, hvis området innovation udsultes i budgetterne.
49.000 per medarbejder
De ni procent svarer til 49.000 kroner i vundet produktivitet per medarbejder årligt i forhold til virksomheder, som ikke samarbejder om forskning og udvikling.
Når virksomheden samtidig har højtuddannede ansatte, bliver den tilsvarende gevinst endnu højere - nemlig 64.000 kroner årligt per medarbejder eller cirka 12 procent.
Vi har spurgt Peter Lindgren, associate professor, ph.d. Aalborg Universitet, om hvorfor mon produktiviteten stiger, når virksomhederne samarbejder med og ansætter højtuddannede.
"De arbejdsmetoder, som man bruger i vidensmiljøerne, er for nogle virksomheder mere moderne og up to date. I nogle virksomheder vil man med fordel kunne tage de her metoder op og ændre på virksomhedens egne metoder - med produktivitetsstigninger til følge. Man flytter på sin vis
en del af vidensmiljøet ind i virksomheden, og det giver åbenbart effekt," siger Lindgren.
Friktion i samarbejdet
Han tror på tallene fra undersøgelsen, men oplever i sine
samarbejdsprojekter med industrien, at der er plads til yderligere forbedringer, da der stadig er en del friktion i samarbejdet mellem vidensmiljøerne og industrien. Friktion, som i dag formindsker værdien af samarbejdet og skjuler et uudnyttet potentiale for at øge produktivitetsværdien og andre værdier mere end angivet i rapporten.
"Når virksomhederne samarbejder med eksempelvis universiteter, stiger produktiviteten måske nok i industrien, men jeg mener, der er en del barrierer, som gør, at vi ikke får de produktivitetsstigninger eller udnytter de innovationskroner vi investerer så godt, som vi kunne."
En del af problemet er ifølge Lindgren friktion i systemet, hvilket understøttes af forskellige internationale undersøgelser af partnerskaber mellem private og offentlige samarbejdsprojekter for eksempel i forretningsmodel-innovationsområdet.
Forskellige forretningsmodeller
Friktionen betyder, at man ikke når den effektivitet, efficiens (efficiens betyder, at det afkast, man kan forvente at opnå vil afspejle risikoen, hvilket betyder: jo højere afkast - jo højere risiko) og i bund og grund de gevinster og bundlinjeresultater, som burde være mulige at opnå sammen.
"Når du sætter universiteter og industri sammen, så beder du i bund og grund om at få to forskellige forretningsmodeller til at samarbejde. To forretningsmodeller som forfølger meget forskellige mål og værdier i forhold til, hvad de vil have ud af samarbejdet.
Et eksempel kunne være, hvis et projekt efterspørger en specifik videnskompetence på et universitet, men ikke kan få fat i vedkommende, fordi han eller hun er optaget af andre opgaver, ikke må eller kan tage flere opgaver ind på grund af tidsnormer, eller emnet ikke lige er inden for det forskningsområde, som vedkommende specifikt er interesseret i her og nu."
Desværre, den går ikke
Den efterspurgte viden findes som ofte på universiteterne, men mange virksomheder kan ikke altid få adgang til den her og nu - på grund af forskellige barrierer.
En barriere er relateret til universiteternes forretningsmodels-succeskriterie, hvor universitetspersonalet bliver målt på andre værdier end i industrien - eksempelvis antallet af offentliggjorte publikationer i anerkendte internationale tidsskrifter.
"Antallet af publikationer har i disse år meget stor betydning for, om en universitetsansat - i dette tilfælde en forsker - kan avancere i den akademiske verden," siger Peter Lindgren.
"I princippet kan det i dag bedre betale sig for mig at skrive en artikel til en international anerkendt journal end at samarbejde med industrien. Koldt og kynisk er det primært antallet af publicerede artikler i gode journals, der tæller i vores system," konstaterer han.
Bliver kun hårdere og hårdere
Konkurrencen på dette område er kun blevet hårdere og hårdere de senere år. Mange og gode publikationer giver adgang til karriere og også forskningsmidler. Samarbejde med industrien tæller ikke på samme måde.
Et tredje eksempel på friktion relateret til oventående er, når et projekt publiceringsmæssigt falder uden for forskerens interesseområde.
I en case skulle en virksomhed bruge en bestemt matematiker, og hende kunne de også sagtens finde. Desværre fandt hun problemet for banalt og ville ikke bruge sin (kostbare) tid på at hjælpe med noget, som ikke hjalp hende i retning af at skrive og publicere yderligere en god artikel.
"Omvendt var der også et projekt, som skulle bruge en ekspertise inden for CO2-beregninger. Netværket blev startet op, og det tog godt nok et par måneder inden vedkommende var fundet, men til gengæld smed vedkommende forsker så alt, han havde i hænderne, fordi emnet lige præcist ramte inden for hans forskningsinteresses felt.
Tallene for øget produktivitet er imponerende, men Peter Lindgren tror på, at de kan øges yderligere, hvis der fokuseres på at hjælpe med at minimere friktion i "systemet". De administrative og omkostningsmæssige systemer i vidensmiljøer er alt for tunge i dag i forhold til samarbejdet med industrien. I industrien er man omkostningsmæssigt 'slankere', og man kan gøre noget, som man simpelthen ikke kan i den akademiske verden.
Unødvendigt spild af midler
Yderligere er mange støttesystemer til samarbejde mellem industri og vidensmiljøerne alt for tunge administrativt og omkostningsmæssigt for begge parter, hvilket giver unødvendigt spild af midler, for stort forbrug på administration, store omkostninger til intern og ekstern revision i stedet for at kanalisere midlerne over til at skabe reel værdi og viden for og i projekterne.
Dette får ofte vidensmiljøer og industri - især små og mellemstore virksomheder - til at fravælge og undgå deltagelse i disse projekter og i stedet søger andre løsninger.
"I bund og grund en ulykkelig situation," siger Lindgren og fortsætter:
"De administrative systemer i det offentlige og universitetsmiljøerne er ikke slanke og agile nok (adrætte, red.) og slet ikke fleksible nok i forhold til den virkelighed, der eksisterer i dag."
Det 8. bliver bedre
EU er i gang med at kigge på dette og forventningerne er, at for eksempel det 8. rammeprogram bliver konstrueret meget mere fleksibelt og mindre administrativt tungt, end det 7. rammeprogram har været. Det hjælper imidlertid ikke på de tunge administrative systemer i universitetsmiljøerne, som trænger til en opgradering for at kunne understøtte endnu bedre videnssamarbejde med industrien.
Peter Lindgren mener ikke, at man kan kritisere universiteterne alene for at medvirke til det store arbejde med at dobbelt- og trippeltjekke alting. Men den senere tids skandaler, som for eksempel sagen med hjerneforskeren Penkowa, forværrer imidlertid sandsynligvis yderligere de eksterne krav til administrations-"uhyret".
En fjerde friktion, som bør nævnes, er, at der er en tendens i vidensmiljøer og i funding-miljøerne til, at 'slippe' projekterne før kommercialisering. Man synes, det er mest spændende at være med i idé og konceptplan i et projekt, men når det bliver alvor og prototype, og implementeringen nærmer sig, så er man ofte mindre interesseret i at følge produktet og projekterne helt til dørs.
Nu må I klare jer selv
Nu er det spændende overstået, artikleneller artiklerne skrevet og projektet støttet - så må industrien og projektet kunne klare sig selv.
Imidlertid kan der være langt fra idé og koncept til faktura, og her bør vidensmiljøerne og fundingsystemet være med hele vejen.
"Indstillingen til at 'smutte' før tid kan være en bremse på nogle projekter, i det viden ikke bliver ordentligt integreret og forankret i projekterne og følges helt til dørs," siger Lindgren.
Han mener, at det samme gælder mange funding-kilder, som ikke kan eller vil gå med helt frem til kommercialisering. Det er en stor udfordring for et endnu tættere samarbejde mellem vidensmiljøerne og industrien.
Lang tid er godt
Længerevarende partnerskaber giver ofte de mest succesfulde projekter mellem industri og vidensmiljøerne. Et partnerskab, hvor forholdet 'baserer sig mere på relationer end på transaktioner', som Peter Lindgren udtrykker det, er ofte mere frugtbare end kortvarige ad hoc-projekter.
"Der er efter min mening fornuft i at bygge en platform op omkring lidt færre projekter og lidt længere samarbejdsprojekter med kernevirksomheder og vidensmiljøer. I nogle projektsammenhænge vil man kunne løse nogle af ovenstående friktioner ved at indvolvere vidensmiljøerne mere bredt - for eksempel masterstuderende og industri-ph.d.'er til at samarbejde med industrien og måske professor-, lektorniveau og adjunktniveau på mere strategiske områder," mener professoren.
