Svar udbedes, Janos Flösser

Han er dybt forelsket i en Audi til halvanden million og mener, at danskerne har en hang til middelmådighed. Han får 120 mails om dagen og synes, at fejltagelser skaber udvikling. Mød administrerende direktør i IO Interactive, Janos Flösser, der her svarer på spørgsmål fra Computerworld Onlines rodekasse.

- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?

- Det har været et stort møde med vores forlag. Vi står overfor udgivelsen af en ny titel, der hedder "Freedom Fighters", som vi har arbejdet på i de sidste to år, og marketings-apparatet er i højeste gear. Det betyder, at tingene skal koordineres på alle territorier.

Vi har rimeligt store forventninger til "Freedom Fighters", der skal lanceres i slutningen af september, så det er vigtigt, at vi er enige om, hvem der skal gøre hvad.

Mødet tog en hel dag og var med folk, der kom langvejs fra. Det er faktisk en lidt større ting, for mødet var med folk fra Electronic Arts (verdens største spilproducent. red), der kom fra USA og England for at diskutere og koordinere. Vi diskuterede også fremtidens samarbejde.

- Hvad betyder penge for dig?

  • Janos Flösser
  • 48 år.
  • Gift med Tine. Sammen har de Daniel på 19 år, Rebecca på 12 år, Benjamin på 10 år og Noah på tre år.
  • Født og opvokset i Ungarns hovedstad, Budapest.
  • Kom til Danmark i 1970 som 15-årig.
  • Musikvidenskab på Århus Universitet 1976-1978.
  • Lydtekniker, musikproducer og producer DR 1978-1993.
  • Redaktionschef DR 1993-1995.
  • Produktionschef i Young & Rubicam Interactive 1996.
  • Chef for Nordisk Film Postproduction.
  • Fra 1998 administrerende direktør i IO Interactive, der står bag computerspillet "Hitman".
  • - Et eller andet sted betyder de, at man har disponerings-ret, og at man har en vis frihed til at kunne foretage sig ting og løse praktiske problemer.

    Jeg har ikke et følelsesmæssigt forhold til penge på den måde, men betragter dem som en praktisk ting og måske også som et lidt abstrakt begreb.

    Penge betyder ikke på nogen måde alt, men gør, at man kan løse nogle praktiske ting. De giver en frihed til at disponere.

    - På en skala fra 0 til 10, hvor meget ved du så egentlig om IT?

    - Jeg mener, at jeg ved ganske meget om IT, når det handler om anvendelighed - altså hvad det kan bruges til set fra forbrugersiden, og når det handler om idéen og kommunikations-terminologierne bagved. Jeg synes også selv, at jeg har et ganske godt perspektiv på det.

    Men når vi kommer ned til at reparere en computer, så er det ikke lige mig. Det interesserer mig simpelthen ikke på det niveau. Jeg er primært interesseret i det, som man kan med IT og det, som det gør ved samfundet og virksomheder som IO.

    Skal man sætte tal på det, så vil jeg sige, at jeg nok ligger på en 9-10 stykker, når det gælder anvendelighed og perspektiver, og når det gælder indmad, så finder du mig nok på en to-tre stykker og tæt på bunden.

    I IO Interactive kommer ideerne jo alle vegne fra, og vi er en gruppe på 120 mennesker, der arbejder meget tæt sammen, for man kan ikke producere computerspil ene mand. Så vi er meget åbne om at diskutere ideer og forslag.

    Desuden er vi meget kommunikative. Vi anvender alt, hvad der overhovedet kan bruges til at kommunikere med hinanden. Vi er faktisk ufatteligt digitale herinde.

    Vi har det helt store udbud af gadgets og et stort netværk, der tages i anvendelse, når vi skal informere hinanden. For os er det jo alfa omega at kunne dele viden med hinanden.

    - Hvilken bil kører du i?

    - Jeg kører i en af de rigtigt store Audier, en Audi A8. Jeg elsker biler, og jeg synes, at Audi A8 er en af de smukkeste vogne, der er blevet bygget i løbet af de sidste 15 år. Jeg er vildt forelsket i den.

    Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Janos Flössers computer:
  • www.architecture.com
  • www.gamespot.com
  • www.audi.com
  • www.goodbrush.com
  • www.3dcafe.com
  • Jeg har ikke haft den i ret lang tid, men jeg har drømt om den meget længe, og jeg vil sige, at den er hver en krone værd. Men jeg er måske nok ret primitivt med det der. Ha ha.

    Jeg er vanvittigt fascineret af designet og teknologien bagved. Bilen har denne ekstreme funktionalitet og det, som man normalt kalder man-machine interface i en perfektioneret form. Og når det så tilføres et design-element, der er så smukt, så kan jeg ikke stå for det.

    Jeg har tidligere kørt i blandt andet VW Polo, Saab 900, Saab 9000 og Chevrolet minibus.

    - Hvor mange mails får du om dagen?

    - Jeg begyndte i morges med et par og tredive mails og får vel en 120 stykker om dagen i snit. De 80-90 af disse mails kunne jeg godt leve foruden, og en del af dem ryger direkte i skraldespanden. Det er sådan nogle mails uden artikuleret afsender med køb det ene og køb det andet, og vi har et tilbud til dig - altså mails uden nogen egentlig relevans. De ryger direkte ud.

    Så kommer der en del af informativ karakter, som jeg læser og tager til efterretning. Den sidste gruppe er dem, som jeg skal reagere på. Dem prioriterer jeg.

    - Hvad er danskernes værste egenskab?

    - En hang til middelmådighed, tror jeg. Det kan vel beskrives med begrebet "fear of flying" - altså det, at danskerne ikke tør løfte sig ud over andedammen, se længere ud og tænke stort nok. Det er, når danskerne ikke tør ikke tro på, at det nytter noget og ikke tør give plads til ideer.

    Janteloven er måske en del af det, selv om den nu ikke er så udtalt, som mange gør den til, men den er der og er til at få øje på.

    Hang til middelmådighed er jo også et tegn på dovenskab, og der er i mine øjne ingen grund til at satse på middelmådigheden, for danskerne er et af de mest intelligente og velfungerende folkefærd i Europa.

    Grunden skal måske findes i sproget. Danskerne når jo ikke så bredt ud sprogligt og skal hele tiden tilpasse sig større sproggrupper og nationer. Men det er jo lommefilosofi, og jeg aner ikke, om det faktisk hænger sådan sammen.

    Det kan også skyldes, at der ikke er mange bjerge, at pladsen er begrænset, eller at landet ligger relativt oppe nordpå. Det kan skyldes en milliard ting. Men uanset hvad, så er hangen til middelmådighed der. Det er noget, som man registrerer som udefrakommende.

    - Hvordan reagerer du, når du bliver kritiseret?

    - Det kommer fuldstændigt an på, hvor kritikken kommer fra, og hvordan den bliver leveret til mig.

    Hvis det er folk, som jeg har respekt for, og som leverer deres kritik på en konstruktiv måde, reagerer jeg normalt ved at lytte meget opmærksomt, så jeg kan komme videre med det.

    Men jeg kan ikke lide kritik, hvor folk bare leverer en stinker og siger "det kan du tage dig af", og så går deres vej.

    Her på virksomheden er det enhver medarbejders pligt at sige det højt, hvis nogen begår fejl, men de skal sige det på en ordentlig måde. For det er den eneste måde, vi kan komme videre på.

    Fejltagelser er en integreret del af enhver udvikling. Man kan simpelthen ikke udvikle noget uden at begå fejl, og når man så begår fejl, kan man bare håbe på, at der er nogle venlige mennesker, der kommer til dig og siger, at du er forkert på den, men du kan gøre sådan her. Så lærer du noget nyt.

    Så kritik er meget vigtigt, men jeg synes, at den skal leveres på en ordentlig måde og times rigtigt.

    - Hvad ved du overhovedet intet om?

    - Mjah. Øhm. At sy tøj, for eksempel. Ha ha. Jeg ved heller ingenting om havebrug, planter eller botanik i det hele taget. Jeg nyder det, men jeg ved helt reelt intet om det. Jeg ville sikkert dø af en forgiftning, hvis jeg selv skulle finde ud af, hvad jeg kunne spise eller ikke spise.

    Der skal nok også være en hel stribe andre ting, som jeg heller ikke ved noget om.

    - Hvilken genstand betyder mest for dig?

    - Jeg har en gammel, håndbygget, klassisk guitar, som jeg nærmest var vokset sammen med, da jeg var yngre. Nu er min datter begyndt at spille på den, og jeg oplever, at jeg bekymrer mig lidt om, hvorvidt hun nu kan håndtere det, uden at den går i smadder.

    Normalt betyder ting ikke så voldsomt meget for mig, for jeg synes, at jeg har andre værdier i tilværelsen. Det betyder jo ikke, at jeg ikke har ting, for jeg har masser og omgiver mig med alt muligt underligt, men jeg kan godt flytte mig fra det, uden at jeg dør af sorg.

    Men med den guitar er det noget andet. Jeg har slæbt den rundt flere gange på interrail i Europa, og den har gjort så meget lykke. Den betyder en del, og jeg vil meget nødig miste den.

    Jeg har ikke selv spillet rigtigt i mange år, men jeg har da studeret klassisk musik og klassisk guitar i nogen tid, så sammenlagt har jeg spillet mange, mange timer på den. Det er en meget smuk guitar, og den lyder fantastisk.

    - Hvad er den største succes, du har oplevet rent jobmæssigt?

    - Jeg vil tillade mig at svare arrogant og sige, at det er noget, som jeg tror, at jeg stadigvæk har til gode. Jeg ser fremad, forstår du. Jeg er så heldig, at jeg kun har haft fantastiske job i mit liv, og det tør jeg godt sige. Jeg fortryder intet af det.

    Jeg tror og håber, at jeg stadig har den største succes til gode, men det er svært at sige, hvad det kunne være.

    Hvad er det nu John Lennon plejede at sige? "Life is what happens to you, while you are busy making other plans." Det mener jeg også, så derfor vil jeg helst ikke spå om fremtiden.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Jobindex Media A/S
    Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

    Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

    04. april 2024 | Læs mere


    EA Excellence Day

    Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

    16. april 2024 | Læs mere


    IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

    På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

    18. april 2024 | Læs mere