- Hvilken stund på en normal arbejdsdag nyder du mest?
- Hele dagen. Mine dage er afvekslende og har fart på, og det er noget, der passer godt til mig. Der er møder om strategi og salg og udvikling og organisation og nye tiltag og nye muligheder.
Så jeg kan ikke sige, at jeg synes, at morgenen er vigtigere end aftenen eller midt på dagen. Jeg trives faktisk godt med min dagligdag, og hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg gøre noget ved det.
Det er jo det dejlige, når det er ens eget firma - også selv om det ikke rigtigt er det mere, efter vi er blevet børsført. Men da det var vores eget firma, var drivkraften meget at man kunne påvirke sin dagligdag meget selv. Og jeg er så heldig, at det egentlig stadigvæk er sådan.
- Hvad laver du, når du ikke arbejder?
- Jeg diskuterer meget med min kone. Vi diskuterer livet og alverdens politiske morsomheder. Og så arbejder jeg i sommerhuset, hvor jeg snedkererer og sådan noget. Det gør alle gode handymænd jo.
Jeg kan faktisk godt finde ud af det, men har desværre for sjældent tid til også at gøre det derhjemme. Men så kan vi jo tage en tur i robåden på søen og nyde et glas vin. Det er noget, der sådan kan sende tankerne lidt ud at flyve.
Og så er der jo selskabelighed med vennerne.
Nu får vi ikke holdt alt for meget ferie, men når det sker, kan vi godt lide at rejse begge to. Vores foretrukne rejsemål er USA, som er et vidunderligt land. Det er et land, hvor man har gjort mange gode og store opfindelser, og hvor det går vældigt fint.
Og så kan man sige, at der i hvert fald er én ting, som amerikanerne ikke har, og det er jante. Det passer godt til os.
- Hvem var afsenderen på den seneste mail, som du har modtaget?
- Det var en korrektur til godkendelse. Haster. Jeg skal have nogle nye visitkort, fordi jeg har fået delt næsten alle de gamle ud.
- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?
- Øhm. Jeg er jo nok nødt til at komme med lidt tågesnak, for når man er børsnoteret, kan man jo ikke tillade sig at være så konkret, som jeg ellers godt kan lide at være. Ha ha.
Så jeg vil sige, at jeg har haft en masse gode møder om strategiske tiltag, som jeg tror, at de fleste af os her i organisationen glæder os til at se resultaterne af. Så det er rigtigt dejligt.
- Hvilken bil kører du i?
- For tiden kører jeg i en Ford Focus. Det er en reklamebil for et autoværksted, som meget gerne ville reparere min Mercedes S-klasse.
| Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Peter Grøndahls computer: |
Mercedes er heldigvis god, tysk kvalitet og lidt af en tank. Det har betydet, at jeg kun har haft en smule hovedpine som følge af et frontalt sammenstød i sidste uge.
Jeg holdt stille og skulle dreje til venstre, og så kom der en modkørende, der pludselig hoppede over i venstresvings-båsen, hvor jeg holdte og ventede.
Da var jeg selvfølgelig glad for at sidde i to tons tysk panser. Min Mercedes fik selvfølgelig en skramme på venstre forskærm, mens den stakkels modkørende mere eller mindre blev mindsket fra en Peugeot 406 til Peugeot 306.
Jeg er utroligt glad for min Mercedes S-klasse, som kører fantastisk godt. Det er en formidabel bil at køre sydpå i ferien i.
Det eneste man kan ærgre sig over er, at man med sådan en oplevelse opdager, at Mercedes nok er glad for at sælge sådan en ny bil til halvanden million kroner, men at man til gengæld ikke synes, at man behøver at bekymre sig om kunderne, når de har en skade.
Hos Mercedes i Hørsholm - som Falck kørte bilen til - kunne de først kigge på den om fire til seks uger, hvorefter der ville gå to-tre uger yderligere.
Jeg hører ikke til den type, der accepterer den slags ting, så derfor fik jeg selvfølgelig bare fragtet bilen et andet sted hen. Så nu får jeg den igen i morgen (fredag. red.)
Det må være glædeligt for Mercedes, hvis man kan få kunderne til at hoppe på den. Men det irriterer mig grænseløst, når jeg oplever den slags fuldstændig sløseri.
- Hvad er danskernes værste egenskab?
- Jeg er som oftest ret positiv, og der er jo noget negativt over det spørgsmål. I virkeligheden synes jeg, at Danmark er et rigtigt dejligt sted at være. Og syntes jeg ikke det, kunne jeg jo bare flytte.
Men skulle man endelig bygge op til noget dårligt, så er det jo rart med den sociale arv, hvor vi forsøger at hjælpe alle. Men vi skal jo også passe på, at vi ikke umyndiggør folk, så det bliver et behandlersamfund. Jeg tror, at det er godt, hvis folk får et ansvar for dem selv og deres eget liv. Så kan man så hjælpe, hvis der er nogen, der ikke helt formår det.
At ansvarliggøre folk tror jeg er en måde at slippe af med Jante på og gøre ham til en god historie, der var engang.
Det er noget, som jeg ser frem til. Jeg synes, at Jante oftere og oftere får lidt hug, og at folk oftere tør stikke næsen lidt frem.
Det er jo noget med, at vi er forskellige, og at forskellighed giver muligheder snarere end begrænsninger. Der bør vi give hinanden lidt råderum, så vi måske kan slippe af med både Jante og de der altid enormt irriterende, højtråbende, bedrevidende personer, der ved, hvordan vi skal opføre os med politisk korrekte udtryk og meninger. Det er sådan set til at kaste op over.
- Hvad mener du om udtrykket 'din egen lykkes smed'?
- Hvis det var sangtitel, ville det nok være ok. Men som udtryk synes jeg, at det har lidt en forkert klang. Det tror jeg irriterende nok skyldes, at jeg er påvirket af jante. For det får mine tanker hen på, at min egen lykke kun kan opnås på bekostning af andre. Og det synes jeg, er noget frygteligt sludder.
Det er bedre, hvis man siger, at man skal tage ansvar for sit eget liv. Egentlig er det det samme, men smede-versionen er bare blevet brugt i så mange sammenhænge af de her personer, der altid ved bedre og som fortæller, at hvis man er sin egen lykkes smed, så er man det på bekostning af nogen andre.
- Hvad er den største succes, du har oplevet rent jobmæssigt?
Jeg vil sige, at den første var, da min gamle makker Jens Mikkelsen og jeg lykkedes med at få Danware Data til at flyve godt og grundigt og tjene masser af penge i slutningen af 1980'erne sammen med en masse gode medarbejdere.
Sidenhen er det nok, da vi blev børsført. Det skete jo sammen med de nuværende partnere, vores udviklingsdirektør Ole (Bjørn Setnes. red) og vores salgsdirektør Søren (Peter Andersen. red), som Jens og jeg havde firmaet med, da vi børsførte det.
Jeg tror ikke, at det bliver det største, for det mener jeg stadig, at jeg har til gode sammen med partnerne og medarbejderne. Jeg tror, at vi kan få skabt den helt store succes indenfor de næste par år.
Vi har en drøm om at blive et meget større softwarehus med udgangspunkt i Danmark. Vi omsætter jo allerede i dag 90 procent af vores varer uden for landets grænser, og jeg tror, at vi kommer til at se en stor vækst, og at vi får kørt nogle flere produkter ud over rampen og leveret dem ude i verden.
Det er jo faktisk det, som vi arbejder ekstremt hårdt på i øjeblikket. Det er rigtigt spændende.
I dag har vi en tredjedel af vores omsætning i USA, 60 procent i Europa og resten i Østen. Vi sælger i 80 lande, så man kan ikke sige andet, end at vi er bredt ude.
De nye ting vil komme ud i den salgskanal, som vi har worldwide, men vi får se, hvordan præcist de kommer. Det er det, som vi arbejder på i øjeblikket.
- Hvad får dig til at blive ved med at synes, at dit job er sjovt?
- Det er vel egentlig afvekslingen. Der er hele tiden noget nyt, som man skal lære, og som man er nødt til at tage stilling til. Det nytter ikke noget at hvile på laurbærrerne, selv om vi jo også skal være dygtige til at rose hinanden.
Men konkurrencen er der jo, og ligegyldigt hvad man bevæger sig ind i, så er der nogen et eller andet sted i verden, der har fundet på det samme. Så det gælder om at være oppe på tæerne. Og det synes jeg, er rigtigt spændende.
På den måde får man foretaget nogle kvantespring. Hvis man kigger tilbage, så har Danware for mig været meget forskellig med jævne mellemrum. Det svinger fra da Jens og jeg begyndte med to mand, der sad i henholdsvis København og Stockholm, og til at vi nu er mere end halvtreds mand og er børsført.
Det har givet en masse sjove udfordringer og opgaver, som jo aldrig er de samme.
- Hvilket job har du om 10 år?
- Det må guderne vide. Jeg tror i hvert fald ikke på, at jeg sidder, hvor jeg sidder i dag. Men man kan jo aldrig vide. Det har noget at gøre med, at jeg er nysgerrig efter at se verden og andre kulturer - også selv om jeg efterhånden har været en del steder.
På et eller andet tidspunkt må man erkende, at man kun har fået tildelt en vis tid, og så må man prøve at nå det, som man ikke har nået indtil da.
Hvis det drejede sig om fem år i stedet for 10 år, ville jeg sikkert sidde, hvor jeg sidder nu, men når det er 10 år, er det svært at sige.
Jeg er måske investor i nogle start up-virksomheder og sidder måske i forskellige bestyrelser. Og ikke nødvendigvis i Danmark.
Det eneste jeg er helt sikker på, er, at jeg ikke kommer til at kede mig. Det har jeg for mange ideer og for meget energi til.
