Klumme: Vi har 850.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på passiv forsørgelse.
Af dem er 250.000 er førtidspensionister - mennesker, vi tabte på gulvet. Alene den gruppe koster 40 milliarder kroner om året. Og der kommer stadig flere til.
Ingen tvivl om, at it kan hjælpe med at løse en af tidens store udfordringer: Velfærdskrisen. Forstået som en voksende og umuligt stor regning for det velfærdssamfund, vi har opbygget.
Ved at levere smartere og bedre it-systemer, der automatiserer og afdækker ressourcespild og ineffektivitet, kan it-branchen med sine produkter og ydelser være med til at bevare en generøs samfundsmodel, der i et halvt århundrede er blevet hyldet som det bedste alternativ til den rendyrkede kapitalisme og totalitære kommunisme.
Men it-branchen kan andet og meget mere end det.
Problemet først. Kommunismen. Vi ved alle, hvordan det gik. Ingen grund til at genopleve det.
Kapitalismen. Som det er i dag strømmer almindelige amerikanere ud i skovene i New Jersey for at bo i teltlejre efter have mistet deres job, sygeforsikring, pension, opbrugt kreditten og mistet boligen. Der bor de så, hvis de ikke bliver jaget væk af de lokale myndigheder som uønskede vagabonder.
Vi taler ikke om socialt belastede, ufaglærte "white trash"-typer eller mexikanske fremmedarbejdere, ingen kærer sig om, men om hvide amerikanere, der har været kontorassistenter, ekspedienter, lagermedarbejdere, elektrikere, og som indtil for nylig troede, at de var en del af den amerikanske middelklasse og drøm.
De ældste og ensomste dør først Danmark
Vi sender ikke folk ud i telt i Vestskoven uden for København, nej. Vi betaler dem for at sidde i en lejlighed og slå livet ihjel med fjernsyn og bajere og lidt tjald, eller hvad der er festligere.
"Vi" er her den danske middelklasse, der har fået en uddannelse, har fået en fod inden for på arbejdsmarkedet og har sikret sig en fast, pænt høj - o.k., verdens højeste - gage med verdens længste ferier, gode pensionsordninger, fagforeningsorganiserede indkøbsklubber og meget andet godt fra velfærdskollektivet.
Problemet er, at vores faustiske handel ikke holder længere. Vi har om et øjeblik - ja, i virkeligheden kom det øjeblik for nogle år siden - ikke råd til at stikke Underdanmark et par sedler for at holde kæft og drikke livet op i samfundets kulisser, mens vi trykker os selv af på scenen med et stort smil på læberne.
I 1960'erne skulle tre børn finansiere to forældre, fra de var 67, til de blev 75. I dag skal et barn finansiere to forældre, fra de er 62, til de bliver 85. Det hænger ikke sammen.
Hvad der sker den dag, de 850.000 vågner af døsen, og indser, hvad der foregår, fordi "vi" ikke længere har råd til at sende den månedlige check som betaling for vores arbejdsro, er stof, som græske mareridt er gjort af. Vi har indladt os på en farlig handel i et demokrati, hvor enhver socialklient har stemmeret.
Det er mere end ualmindeligt svært at omgøre fortidens fejl. En førtidspensionist på 25. år uden mulighed for at tilbyde sin arbejdskraft for 40 kroner i timen kommer ingen vegne på det danske arbejdsmarked, hvor middelklassen sørger for, at verdens højeste mindsteløn holder alle løntrykkere væk.
Men vi kan gøre noget for at forhindre rækkerne af udstødte i at vokse.
It-branchen er helt afgørende
Det er her, it-branchen har sin måske væsentligste rolle at spille.
Lad os gøre det helt klart: Det offentlige system kommer ikke til at levere løsningerne. Sociale sagsbehandlere og jobcentre har årti ind og årti ud udleveret formularer, penge og mystiske kurser til mange af dem, der ikke har været i stand til at gribe livet selv og skabe sig et ståsted i det meritokratiske danske samfund.
Hvad, der er behov for, er en coach - en mentor, der tager den enkelte i hånden og viser, hvad et arbejdsliv kan være. Det leverer systemet ikke. Det kan en virksomhed levere.
Dell har indgået et samarbejde med Hylleholdt Husgerningsskole, som tager hånd om særligt udsatte piger - misbrugte, skadede unge fra hjem med arbejdsløse forældre af den slags, vi betaler for ikke at skulle se på gaden.
Forældre, der oftest selv engang var de udsatte, skadede børn, men nu har håbet bag sig.
Dell leverer pigerne it-udstyr og hjælper dem med at bruge verdens vigtigste arbejdsredskab til andet end Facebook. Dell inviterer dem også indenfor i virksomheden for at vise pigerne, hvad en arbejdsplads er for noget, og møde arbejdende voksne.
For de fleste er det alt sammen ukendte størrelser, der aldrig er blevet diskuteret over middagsbordet. Det næste skridt kan være at koble medarbejdere i Dell på de enkelte piger som mentorer og tilbyde pigerne praktikplads i virksomheden med en mulighed for ansættelse, hvis de viser engagement og holder næsen i studierne.
Kom nu i gang
Det er der, vi finder håb om en ny model, hvor de private arbejdsgivere går ind og viser samfundets udsatte en anden fremtid og andre kompetencer, end hvordan man maksimerer ydelserne fra socialkontoret, som er samtaleemnet over middagsbordet i det Underdanmark, "vi" helst lader, som om ikke eksisterer.
Kald det CSR, kald det samvittighed, kald det velgørenhed - det er mindre vigtigt.
Det vigtige er, at før samfundets ressourcestærke aktører træder i karakter og rækker en hånd ud til dem, der har behov for det - i stedet for bare at sende en check - får vi næppe vendt udviklingen eller mindsket rækken af dem, vi betaler for at være usynlige.
Som en af landets absolut mest værdiskabende brancher kan it-virksomhederne bedre end så mange gøre en reel forskel for mange af de unge, der truer med at få rækken af de 850.000 til at svulme.
Hold nu op med flosklerne, og vær med til at gøre en forskel. Lad os smadre den danske taberfabrik.
Michael Lindholm er direktør for udviklingshuset Innovation Inside og forfatter af "Den danske ledelseskanon", Gyldendal Business, 12 bind.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
