Tusindvis af danske elektronikjob vil i løbet af få blive flyttet til Kina, forudser tidligere direktør i brancheforeningen Elektronikindustrien og nuværende sekretær for ITEK's elektronikudvalg, Jan Zneider. Det skriver Erhvervsbladet.
- Stort set alle danske elektronikproducenter overvejer at flytte produktion til Kina eller et andet land i Asien. Mange har allerede gjort det. Enten via underleverandører eller egenproduktion. Ingen har råd til at ignorere, at konkurrenter flytter til Kina, siger han til bladet.
Op mod 80 procent vil flytte
Jan Zneider vurderer, at 75-80 procent af de tilsammen mellem 20.000 og 22.000 stillinger i danske elektronikvirksomheder på sigt vil ende i Kina.
Han peger på, at en producent skal begyndte at overveje at flytte produktionen østpå, når lønandelen af et danskproduceret elektronikprodukt overstiger fem procent.
Ligger lønandelen på 10-15 procent er det helt oplagt at få opgaven løst i Kina.
- Kineserne er ikke dummere end os. De er endda flittigere og er vant til at slås for tilværelsen. Intet er helligt mere, siger Jan Zneider til Erhvervsbladet.
Han forestiller sig, at kun job inden for udvikling og produktion af for eksempel patentbeskyttede produkter på sigt vil blive i Danmark.