Derfor er EPJ heftigt forsinket i dansk region

Ikke alle regioner når at komme på plads med deres elektroniske patientjournaler i 2013, som ellers var meningen. Læs her, hvordan planerne ser ud for sundhedssektorens forsinkede it-projekter.

Artikel top billede

I et notat fra Rigsrevisionen til Statsrevisorerne bliver det bemærket, at Region Syddanmark ikke når at komme på plads med sit system til elektronisk patientjournaler (EPJ) i 2013, som ellers var planen. 

I stedet forventes det, at regionen er helt på plads med sin EPJ-løsning i november 2014, altså med en forsinkelse på cirka et års tid.

Computerworld har spurgt sundhedsdirektør Per Busk fra Region Syddanmark, hvorfor Sønderjylland halter efter landets fire andre regioner.

"Ja, planen var oprindeligt at nå det i 2013, men nu når vi den komplekse udrulning med knap et års forsinkelse," siger Per Busk og fortsætter:

"Vi har haft problemer med driftsafviklingen, vores svartider, og vi har også oplevet leveranceforsinkelser, og alle de ting var vi nødt til at få løst, inden vi kunne gå videre med at koble nye sygehuse på," siger han.

Lagde ny plan

Han forklarer, at regionens it-folk har arbejdet sammen med leverandørerne Logica og Cambio på at løse de problemer med driften, som regionen er løbet ind.

Disse problemer skulle løses, inden regionen ville gå videre og rulle EPJ ud på flere sygehuse.

"Dette var en væsentlig årsag til forsinkelsen," siger Per Busk.

I efteråret 2012 resulterede det i en ny plan med deadline i november 2014, hvilket regionen nok skal nå, bedyrer Per Busk.

"Vi har allerede nået de første vigtige milepæle, og vi vil ved udgangen af 2013 mangle 30 procent, før vi har fuld implementering," siger han til Computerworld.

Rigsrevisionen påpeger også, at Region Hovedstaden ikke vil rulle sin nuværende EPJ ud på Psykiatrisk Center Skt. Hans Hospital.

"Regionen lever derfor ikke fuldt ud op til målet, jf. den nationale plan om en fuldt konsolideret EPJ inden udgangen af 2013," bemærker rigsrevisorerne i deres notat til Statsrevisorerne.

Ministerium skal overvåge bedre

Samtidig bemærker Rigsrevisionen også, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse fremover bør have en mere kontrollerende rolle med it-projekter.

Det gælder blandt andet for igangværende it-projekter, hvor der skal stilles større krav om gennemsigtighed med klare mål og indikatorer hos regionerne, som det eksempelvis kan ses i udviklingen af det allerede stærkt forsinkede Fælles Medicinkort.

Her er planerne med stærkt forsinket medicinkort

Rigsrevisionen anbefaler desuden, at regionerne anvender samme principper, som staten benytter med sit Statens IT-projektråd ved styring af sine projekter til en værdi af mere end 10 millioner kroner.

På den måde får regionerne, staten og andre interessenter større indsigt i økonomi, fremdrift, resultater og effekter af it-investeringerne.

Fælles Medicinkort klar i år

Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg og regionsrådsformand i Nordjylland, tager kritikken fra Rigsrevisionen til sig.

"For at imødekomme Rigsrevisionens kritik om manglende gennemsigtighed har regionerne allerede i fællesskab udviklet de første indikatorer for anvendelse af de fem kernefunktioner af EPJ samt indikatorer for rettidig kommunikation med henholdsvis praksis og kommunerne," fortæller hun.

"Disse indikatorer vil indgå i økonomiforhandlingerne for 2014 og skal dokumentere fuld anvendelse af EPJ i alle regioner inden udgangen af 2014," fortsætter Ulla Astman.

Hun forklarer desuden, at det Fælles Medicinkort jævnfør en ny aftale mellem Sundhedsministeriet, Danske Regioner, KL og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) vil være i fuld anvendelse på alle hospitaler og praktiserende læger ved udgangen af 2013, og kommunerne tilslutter sig i 2014.

"Det forventer vi i regionerne at kunne imødekomme. Og dermed vil vi kunne imødekomme Rigsrevisionens kritikpunkt om væsentlige forsinkelser på Fælles Medicinkort," udtaler hun.

Lukning af Nationalt Patientindeks

I Rigsrevisionens rapport til Statsrevisorerne fremgår det også, at "Nationalt Patientindeks ikke realiseres efter hensigten og ikke vil kunne bidrage til at skabe et samlet digitalt overblik over relevante sundhedsoplysninger på tværs af sundhedsvæsnets sektorer".

Til Computerworld forklarer Ulla Astman, at det i sidste måned blev besluttet at Nationalt Patientindeks-projektet (NPI) skal lukkes i den nuværende form.

"Sundhedsministeriet er nu ved at lave en afdækning af, om det kan være hensigtsmæssigt at anvende NPI på andre områder," fortæller hun.

"Regionerne har længe arbejdet på at modne både det fællesregionale billedindeks og Sundhedsjournalen i retningen af, at disse to systemer kan anvendes tværsektorielt. Systemerne vil delvist kunne erstatte nogle af de funktioner, som findes i NPI," lyder Ulla Astmans umiddelbare forslag.

Hun forklarer, at en forudsætning for en eventuel videreførelse af NPI er fra regionernes side, at det ikke skal overtage eller køre parallelt med funktioner, der allerede findes i eksisterende systemer.

Læses lige nu

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

    22. oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Thomas Fossing som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Herlev. Han har tidligere beskæftiget sig med konsulentbranchen, og han medbringer mange års viden og erfaring som selvstændig inden for faget. Nyt job

    Thomas Fossing

    Netip A/S

    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Gitte Lykke Holm som Senior Payroll Consultant. Hun skal især beskæftige sig med opsætning og implementering af 365Løn til Business Central. Hun kommer fra en stilling som BC/NAV seniorkonsulent. Hun er uddannet inden for informatik og data processing. Nyt job

    Gitte Lykke Holm

    Elbek & Vejrup A/S

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse